Griner du af mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2012
  • Opdateret: 3 jan. 2012
  • Status: Færdig
Lad være med at grine. Grin ikke af hende. Grin aldrig. Det er dumt.

6Likes
16Kommentarer
1602Visninger
AA

1. Griner du af mig?

Han grinede. En dyb, larmende latter, der skar så frygteligt i hjertet.

Solskinnet ramte ham i ansigtet, og fik ham til at se mørk, og uhyggelig ud.

Det værste var, at han grinede af hende. Og hun brød sig ikke om det.

De stod i skolegården, som hun sjældent besøgte. Hun kom og gik fra skolen som det passede hende.

"Griner du af mig?" spurgte hun lige gyldigt, og kiggede på ham, mens han stod der foran hende, og grinede.

"Hvem skulle jeg ellers grine af?!" henslog han, og grinede videre.

"Du kan ikke grine af mig," svarede hun ham, og kiggede strengt i hans brune øjne, der stoppede op, og kiggede nærgående på hende.

"Hvorfor?" spurgte han forvirret, men ændrede så udtryk. "Det har jeg da lige gjort!" Han grinede igen.

"Det vil aldrig ende godt, hvis du bliver ved med at grine," sagde hun, og gik sin vej.

Han kiggede forvirrende efter hende, men begyndte så at grine.

 

Der var skolebal den aften. Hun manglede en kjole. Hun manglede en at følges med. Hun vidste hvem det skulle være. Hun vidste hvordan den skulle se ud.

Hun gik ind i en butik. Der hang smukke kjoler over det hele, og i vinduet , men det var ikke nogen af dem, hun vile have.

Hun bevægede sig mod kassen.

"Jeg vil have min kjole," sagde hun, og den unge pige, der stod i kassen, kiggede forbløffet og forvirret på hende.

"Hvad er dit navn?" spurgte pigen, og gik forsigtigt hen mod et rum.

"Adison."

Pigen nikkede, og gik ud i rummet. Få minutter efter, kom hun ud med en kasse. På den stod der med store, sorte bogstaver Adison.

"Jeg håber det er den rigtige. Du hedder vel ikke Adison Jones, vel?" spurgte pigen, og håbede på et nej.

"Nej. Adison," sagde hun, og åbnede kassen, for at se sin kjole. Men hun kunne kun se det grønne stof, som bestemt ikke lignede en kjole.

Hun gav pigen nogle penge, tog sin kjole, og forlod butikken.

Nu var hun glad.

 

Hun gik hen mod skolen. Timerne var tydeligvis begyndt igen. De havde dansk nu.

Hun åbnede døren til klasselokalet, og alle kiggede på døren. Men det var bare Adison, der forsigtigt gik ned på sin plads, og kiggede med et intetsigende udtryk på læreren.

Hendes glæde forsvandt straks, da hun så de andre elevers lige glade udtryk, og lærerens sure mine.

"Du kommer for sent?" sagde læreren spørgende, og stoppede sin undervisning, for at kigge på Adison.

"Ja," svarede hun kort, og sendte den kasse, der lå i skødet på hende et blik.

"Hvorfor gør du det?" spurgte læreren tydeligvis lidt irriteret.

"Jeg var i en butik," svarede Adison, og kiggede op på sin lærer, med et stadig intetsigende blik.

"Hvorfor dog det, når du skulle have været i skole?" spurgte læreren igen, og hun blev efterhånden lidt mere irriteret.

"Jeg skulle hente noget. Hvad er jeg gået glip af?" spurgte hun, og fandt en blyant frem i sin lomme.

"Du er gået glip af en masse. Og jeg ser at du ikke har nogen bøger med. Hvor er de?" spurgte hun strengt, og fjernede ikke blikket fra Adison et øjeblik.

Adison tænkte sig om et øjeblik. Det vidste hun faktisk ikke. De lå ikke i skolen, og de lå ikke i hendes hus.

"Det ved jeg ikke," svarede hun kort og kiggede på sin lærer.

"Du skal have dem med i morgen," sagde læreren og begyndte sin undervisning igen.

"Hvis jeg kommer i morgen," mumlede Adison, som fik læren til at sende hende et blik, men hun fortsatte dog sin snakken.

 

Adison gik forsigtigt på fortovet, og var bange for at tabe sin kjole. Men hun holdt den solidt i sine hænder.

"Hey, Adison."

Adison vendte sig straks om, og kassen gled næsten ud af hendes hænder, men hun nåede at få et bedre greb om den.

"Hej," svarede hun, da en hun kendte, gik op på siden af hende. "Hvad laver du her?"

"Jeg ville gå med dig," sagde hun, og kiggede sig omkring. "Er her ikke lidt koldt?" Pigen trykkede jakken tættere ind til kroppen, og gned også hænderne sammen.

"Næh," svarede Adison, og kiggede frem.

"Adison, du kan altså ikke være sådan overfor lærene," sagde pigen, og kom til sagen. "De ringer til dine forældre, og du skal lave alle de lektier, du ikke har lavet. Har du overhoved lavet nogle?"

"Jeg har lavet to eller tre opgaver i løbet af i år. Men det var i starten af skoleåret. De kan ikke ringe til mine forældre. Og jeg gider ikke lave lektierne," sagde Adison, og kiggede stadig frem.

"Det er ikke mege ... Hvorfor kan de ikke ringe til dine forældre?" spurgte pigen, og kiggede spørgende på Adison, der koncentrerede sig om vejen.

"Mine forældre er døde," svarede Adison ligeglad. "Jeg skal ned ad vejen her, farvel!" Og så løb Adison ned ad sidevejen, mens pigen kiggede forvirret efter Adison.

 

"Endelig hjemme!" mumlede Adison, mens hun smækkede døren i efter sig.

"Hvad skal jeg mon lave nu?" spurgte hun sig selv om, og kiggede et øjeblik ned på kassen. Men så gik hun ind i stuen, og smed kassen i sofaen.

Hun æøb ovenpå, og åbnede døren til sin ældre søster, der lavede lektier.

"Jeg har fundet min kjole. Hvad laver du?" spurgte Adison, mens hun gik hen til sin søster, der kiggede op på hende.

"Det du aldrig kunne finde på, lektier," mumlede hendes søster, og koncentrerede sig meget om sine lektier.

"De er bare ikke lige mig," sagde Adison, mere til sig selv, end til sin søster, der kiggede smilende på hende.

"Jeg går," mumlede Adison, og gik langsomt ud af døren. "Min kjole ligger i papkassen i sofaen, og du rører den ikke!" Kort efter smækkede døren i, og Adison var ude af huset.

"Hvor mon jeg kan finde ham?" mumlede hun, mens hun gik på gaden.

Mens hun gik med hænderne i lommen, kunne hun høre en latter, der skar, og hun vidste, at hun var det rigtige sted.

Hun gik direkte hen foran ham, og hans latter stoppede. Hendes blik var koldt, og sagde ham intet, men det spørgsmål, hun ville til at stille ham, kom bag på alle hans venner, der sad omkring ham.

"Der er skolebal i aften. Du skal følges med mig," sagde hun.

Han stivnede.

"Det er ikke et spørgsmål," sagde han efter lidt, og kiggede på hende, med et fjoget smil.

"Jeg spørger heller ikke," sagde hun, og alle hans venner begyndte at grine, mens han bare kiggede uforstået på hende.

"Skal man ikke rigtigt spørge, før man får en date? Hvad nu hvis jeg allerede har en?" spurgte han, og grinede igen, så hans latter fyldte hendes hoved.

"Det har du ikke. Og det har jeg ikke. Så du er min date."

"Er det ikke mere dig, der er min date?" spurgte han.

"Nej. Du er min date. Jeg møder dig derovre. Du er min date." Og med de ord forsvandt Adison ud af synsvinkel, mens hans venner grinede, og han bare kiggede efter hende, med et spørgende blik.

"Du har da en date!" sagde en af hans venner, og grinede.

 

Klokken var blevet mange. Havde Adison alt hun skulle have? Alt til sin farlige mission? Ja. Hun var klar. Det her ville blive et stort skridt fremad. Ud i den farlige verden. Den farlige verden af mord og skærende latter.

"Du ser smuk ud," sagde Adison søster, og tog et billede af Adison.

Adison kiggede surt på sin søster. "Du viser aldrig det billede til nogen," sagde hun, og rettede lidt på sit hår.

Hun havde sin grønne kjole på, og sat sit meget mørke hår op. Hun havde markeret sine kindben svagt, mens hendes øjenlåg var en svag grøn farve, og hendes læber glimtede.

"Kjolen er så smuk," mumlede hendes søster, der rettede lidt på kjolen.

"Ja," svarede Adison, der kiggede sig i spejlet. Mon pigen, der bar kjolen, også var smuk? Denne aften var hun smuk udenpå, og denne aften ville hun føle sig smuk indeni.

"Man bliver først smuk indeni, når man har udført sin mission," mumlede Adison til sig selv, og så lavt, at hendes søster ikke kunne høre det.

Kjolen var mørkegrøn, og stoppede lige under hendes knæ. Den sad løst fra hofterne, og var stopløs. Hun havde egenligt aldrig følt sig smukkere, og på en måde kunne hun lide det, men hun følte, at hun søgte for meget opmærksomhed, og det ville hun ikke, hvis hun skulle gennemføre livet på den måde.

"Jeg går nu," mumlede Adison, og tog sine sko på. De havde samme farve som kjolen, og der var en lav hæl på.

"Vent. Kommer du ikke til at fryse. Du har jo bare ben, og en tynd efterårsjakke?" sagde hendes søster, og stoppede Adison, før hun gik ud af døren.

"Jeg fryser ikke," sagde hun. "Farvel." Adison tog sin sorte efterårsjakke på udenover kjole, og gik.

Blot få minutter efter kom hun til skolen.

De festede indenfor, men også mange var udenfor, nogle gik rundt på græsset, andre dansede under den lille pavilion.

Adison fandt straks sin date, og bød ham op til dans.

"Hvorfor var det mig, der blev din date? Der er så mange andre, der ikke har nogen date," sagde han og kiggede på hende, mens de dansede under pavilionen.

"Jeg kan ikke lide folk der griner af mig," mumlede hun, og smilede et grumt smil til ham.

"Er det derfor? Vil du tage hævn, eller sådan noget?" spurgte han, og stoppede op. "Jeg troede du kunne lide mig!"

"Det kan jeg måske? Hvem siger jeg behøver tage hævn? Det siges jo, at drenge griner, fordi de kan lide en pige," svarede Adison.

"Kan du da lide mig?" spurgte han.

"Nej. Og du kan droppe, at kunne lide mig. Men kom," sagde Adison, og trak ham væk. Hun trak ham ud mod skoven, der lå længere væk, hvor der ikke var andre, end dem nu.

"Her er fredeligt," mumlede han, og lagde armene om Adison. De dansede langsomt.

Forsigtigt lænede han sig frem, og Adison gjorde sig klar.

Så snart deres læber var blot et milisekund fra at røre hinanden, faldt han til jorden.

Hun skubbede forsigtigt til hans livløse krop med foden.

Hun grinede. En dyb, larmende latter, der skar så frygteligt i hjertet.

Måneskinnet ramte hende i ansigtet, og fik hende til at se mørk, og uhyggelig ud.

Hun var klar til at træde ud i den nye, farlige verden, af mord og skærende latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...