The Vampire Diaries

Jeg er begyndt at skrive The Vampire Diaries-serien om til en historie (by me), hvor man ser det fra Stefans synsvinkel, hvis i forstår... Så det er mest kun når det er ham der er med, fordi ellers bliver den simpelhen for lang og så får jeg ikke skrevet den færdig xD Btw det er sæson 1 :)

5Likes
15Kommentarer
1817Visninger

1. Episode 1

For over et århundrede levede jeg i skjul, gemte mig i skyggerne. Jeg var helt alene. Indtil nu.
Jeg er en vampyr og det her er min historie.

Bilen kørte langs vejen da kvinden i bilen pludselig opdager der står en mand midt ude på vejen. Manden der kører bilen rammer manden og får derefter vendt bilen. De kigger ud af bagruden, de kigger på manden som ligger på den våde vej. De er begge i panik, men manden vælger at stige ud af bilen og løber hen til den påkørte mand, mens kvinden i bilen ringer efter hjælp. Manden kigger på den påkørte mand og håber på han er i live, men i det manden rør den påkørte sætter den påkørte sig lynhurtigt op og bider manden i halsen.
Kvinden som har prøvet at få fat på hjælp men uden held stiger ud af bilen, hun råber der intet signal er med en panisk stemme. Hun råber på manden, men han svare ikke. Og efter anden gang hun har råbt hans navn falder han ned på motorhjelmen. Kvinden ser han har et sort hul på halsen og begynder at skrige. Hun sætter i løb, men hun når ikke langt før hun bliver fanget.

Jeg stod på taget af mit hus, mens jeg stod der tænkte jeg på hvor dumt det var af mig at komme hjem igen, jeg kendte risikoen, men jeg havde intet valg. Jeg måtte kende hende. Og så let som en fjer fløj jeg ned på jorden.


Jeg gik hen mod skolen, folk kiggede og hviskede. Da jeg kom ind på kontoret kunne damen finde mine vaccinationspapir og jeg havde ingen underskrifter på den, jeg måtte bruge den metode jeg aldrig havde håbede jeg skulle bruge. Jeg tog mine solbriller af og kiggede hende i øjende mens jeg sagde, ”se efter igen, alt hvad du skal bruge er der nok.” Vi havde øjenkontakt et øjeblik også kiggede hun ned på papiret, ”du har ret.” sagde hun og kiggede på op mig. Jeg takkede og vendte mig om og gik ned mod herretolittet og i det jeg kommer hen til døren kommer Hun ud. Pigen jeg bare måtte kende. Hun kiggede overraskede på mig. Jeg kiggede på døren for at være sikker på det var herretolittet og det var det. Jeg kiggede mærkeligt på hende, hvorefter hun for søgte at forklare men endte med at sige det var en lang historie. Vi prøvede at komme forbi hinanden man vi vente med at stå overfor hinanden igen. Jeg drejede mig lidt så hun kunne komme forbi. Hun takkede og mens hun gik kiggede jeg på hende, da hun drejede om hjørnet kiggede hun på mig og så var hun væk.
Til historie hvor jeg sad og lyttede til læreren, kiggede hun på mig. I det jeg kigger på hende smiler hun og drejer hovedet, jeg kan ikke holde øjende fra hende. Hun fik en sms, efter hun havde lagt mobilen i lommen igen læende sig frem med et smil.

Jeg holdte mig gemt inden på kirkegården, som hun kom ind på. Hun sad og skrev i en lille bog, jeg regnede med det var hendes dagbog. Jeg bliver der ikke længe jeg, jeg gå hen til mine forældres gravsten og tænker på dem. Jeg hørte hun løb, der måtte være noget galt. Jeg stå hun faldt ned af en lille bakke og ind i et træ, men hun rejste sig op og løb videre. Jeg stod ude på stien og da hun stoppede op kiggede hun chokket på mig, jeg spurgte hende om hun var okay. Hun spurgte mig om jeg fulgte efter hende, men sagde bare det jeg stå, at jeg bare få hun faldt. Hun troede ikke på mig og synes jeg tilfældigvis var på kirkegården, for forklarede hende at jeg havde familie her. Hun sagde undskyld og begyndte at forklare hvad der lige var sket. Jeg kiggede på hende med et lille smil, hun stoppede med at forklare og sagde, ”jeg er Elena.”
”Jeg er Stefan.” Sagde jeg med et nik.
”Det ved jeg godt, vi har historie sammen.” Sagde hun med en smil på læben.
Jeg forsætte, ”og engelsk og fransk.” Hun lavede et nik med hoved mens hun kiggede mig i øjende. Jeg fjernede noget gran der sad på hendes jakke, og hun takkede med et smil. Der var stilhed i nogen få sekunder, men hun fik først samtalen han på min ring. Jeg fortalte hende at det var en familiering, så jeg hang lidt på den. Selv om jeg ikke var glad for det måtte jeg lyve.
Jeg kunne pludselig fornemme luften af blod og spurgte hende om hun var kommet til skade. Hun tjekkede sit ben og hun havde fået et sår på benet. Det blødte og jeg kunne være jeg måtte anstrenge mig for ikke at angribe, men mine øjne begynde at forandre sig, jeg vendte mig og med et var jeg væk. Jeg vidste det var uhøflig men jeg ville ikke gøre hende ondt.

Om aften skrev jeg i min dagbog, ”jeg mistede kontrollen i dag. Alt, jeg har holdt i mig så længe, kom op til overfladen. Jeg kan ikke modstå hende.” Da var færdig med at skrive tog jeg hjem til hende. Jeg stod ude foran døren og da hun åbnede op blev hun overraskede over at se mig. Jeg fortalte jeg hende var ved at banke på, og at jeg var ked af jeg bare forsvandt lige pludselig tidligere. Jeg spurgte til hendes ben og hun sagde det var en lille skramme. Hun spurgte mig hvorfra jeg vidste hun boede der. Jeg sagde det alle vil havde sagt, ”det er en lille by. Jeg spurgte den første, jeg så.” Jeg tog hendes dagbog op af baglommen og sagde hun nok gerne vil have den tilbage. Hun takkede uden af se på mig. Jeg forsikrede hende at jeg ikke havde læst den. Hun blev lidt overraskede over det, hun sagde at det ville andre havde gjort. Men da jeg forklarede hende at, jeg ikke selv ville have nogen læste min så forstod hun det godt. Hun var stadig overraskede, men nu var det over at jeg også skrev dagbog. Jeg forklarede hende at hvis jeg ikke skrev det ned så glemte jeg det, mindre var for vigtige til at blive glemt. Det var hun enig med mig i. Hun sagde jeg ikke skulle så herude og så gik hun indenfor. Jeg kiggede ned på dørtrinnet og læende og sagde, ”det fint.” Hun kom hen og kiggede på mig, jeg fik ført samtalen over på noget andet. Jeg spurgte hende om hun skulle nogen steder, hun lignede en der var på vej ud af døren. Hun sagde hun skulle mødes med en ven, spurgte efter om jeg ville med og det ville jeg gerne. Da vi kom ned på baren, kom Matt fra skolen kom hen og hilste på mig og sagde hej til Elena.
Efter Elena havde fundet Bonnie og Caroline satte vi os ved et bor og Caroline begynde at spørger ind til mig. Jeg fortalte at jeg blev født i byen, men flyttede som dreng. De spurgte ind til mine forældre, hvor jeg så måtte forklare at de var døde. Jeg kiggede på Elena som sagde at det var hun ked af at hører, hvorefter hun spurgte ind til søskende. Mit svar var enkelt og intetsigende, ”ingen jeg taler med.” og fortalte derfor at jeg boede hos min onkel. Caroline spurgte mig om jeg ville med til en fest i morgen, jeg kiggede på Elena og spurgte om hun skulle med og inden hun havde nået at svare havde Bonnie allerede svaret, selvfølgelig til mit spørgsmål. Elena smilede og tog håret om bag øret.

Om aften efter jeg havde været i bad og var ved at tag min t-shirt på, kom min onkel Zach ind på mit værelse med en avis i hånden. Han var ikke vred men skuffet, ”du lovede,” sagde han. Jeg tog avisen og kiggede på den, overskriften lød, Lig fundet skamferet af dyr. Jeg forstod ikke hvorfor han anklagede mig, det var jo et dyreangreb. Han var sikker på det var mig, han vidste hvordan jeg gjorde, jeg fik bidende til at ligne et dyreangreb. Nu blev han vred, han troede ikke på det ikke var mig, men jeg holdte ved. Jeg ville ikke have skylden for noget jeg ikke havde gjort. Han spurgte jeg hvorfor jeg egentlig var kommet tilbage, og hvorfor nu. Jeg blev sur, dette her var mit liv og det skulle han ikke blande sig i. Han sagde, ”jeg ved, du ikke kan ændre det, du er. Men du hører ikke til her længere.” Jeg spurgte ham lige ud, ”hvor hører jeg til?” Han var stadig sikker på det var mig der havde dræbt de 2 personer. Han svarede ikke direkte på mit spørgsmål, ”jeg kan ikke sige, hvad du skal. Men at komme tilbage var en fejl.” Han smed avisen på min fodskammel og gik. Jeg gik hen til skabet med alle mine dagbøger, jeg tog en af dem og åbnede den. Der lå et billede af Katherine pigen Elena lignede så uhyggelig meget. Jeg kiggede længe på hende, eller det føltes det som om, jeg lukkede øjende og tænkte tilbage.


Næste dag til historie, spurgte vores lærer, mr. Tanner, hvor mange der opkom i krigen, som var fundet sted her i Mystic Falls. Selvfølgelig var det et let spørgsmål for mig, men for andre var det ikke så nemt. Bonnie som var den første der blev spurgte og hendes gæt var, en masse. Det havde hun på en måde ret i, men nu var det ikke der han vil hen. Så spurgte han Matt, men han takkede nej til at svare og så kom den hen på Elena. Hun var ærlig og svarede, ”Beklager, jeg ved det ikke.” Mr. Tanner blev vred og der vidste jeg at jeg skulle slå til. ”346 omkom, hvis man ser bort fra civile.” Svarede jeg og ikke til den store overraskelse var det rigtigt. Han begynde at sige til klassen at der ingen civile omkom i slaget. Men det vidste jeg var forkert, så jeg rettede på ham, ”der var faktisk 27, sir. Soldater skød ind i kirken, da de troede der var våben derinde. Og de tog fejl. Man led store tab den nat.” For ikke at få det til at lyde som om jeg selv var der sagde jeg, ”man kan se det i rådhusets arkiver, hvis De vil læse lidt op på det, mr. Tanner.” Man kunne hører den andre i klassen fnise og timen forsatte derefter.

Om aften var der festen jeg skulle til, da jeg ankom kiggede jeg rundt, men jeg kunne ikke så øje på Elena. Jeg begyndte at lytte, til at starte med kunne jeg ikke hører hende, men så hørte jeg Bonnie snakke med hende, ”bare indrøm det, Elena.” Elenas stemme var som sød musik i mine ører, ”Okay, han er ret køn.” Tilstod hun. Bonnie var mere åben om hendes mit udsende, ”hans blik er som i en kærlighedsroman.” I det jeg var på vej over til Elena og Bonnie, kom Caroline ind foran mig, ”Hej, så kom du altså.” Hun var glad og begyndt at flirte med mig, hun vil have jeg skulle have en drink og da jeg ikke har let ved at sige nej til søde piger, var jeg ikke hurtig nok til at sige nej, så hun hev mig med hen til drikkevarerne, men ingen jeg nåede at få noget at drikke slap jeg væk, jeg gik hen til Elena som Bonnie lige havde efterladt. Jeg gav hende et chok igen, jeg var der lige pludselig og lydløs. Hun begyndte at forklare noget om Bonnie, men sagde det var lige meget. Og startede en ny samtale. ”Du kom altså.” jeg lavede et nik med hovedet og smilede, hun begyndte også at smile. Vi gik en tur ind i skoven og hen over en bro. Hun sagde jeg den mystiske, nye fyr. Og der vidste jeg at jeg kunne slå til, ”der er også noget mystisk over dig. Du er trist.” Hun forstod ikke helt hvad jeg mente, ”hvorfor tror du, jeg er trist?” Spurgte hun, mens hun kiggede ned. ”Vi mødtes jo på kirkegården.” Forklarede jeg hende, hun nikkede og lyste lige pludselig på, ”teknisk set mødtes vi på herretoilettet.” Jeg nikkede og vi gik lidt videre i stilhed. Hun afbrød den og det lys der lige var tændt var ved at dø igen, ”du vil ikke hører om det. Det er ikke ligefrem festligt sladder.” Jeg tilstod over for hende at jeg aldrig havde været god til sladder. Vi gik lidt i stilheden igen, da hun begyndte at fortælle, ”Sidste forår … kørte mine forældre ud over en bro og i søen. Jeg sad på bagsædet, og jeg overlevede, men … det gjorde de ikke.” lyset var dødt og hendes ansigt var trist, ”det var min historie.” Sagde hun og jeg stoppede op. Hun vendte sig om og kiggede på mig, ”du vil ikke være trist for evigt, Elena.” Sagde jeg og hun tog en dyb indåndingen og nikkede derefter. Vi stod på broen og snakkede, vi snakkede om Matt som stod og kiggede på os, Elena fortalte mig at hun havde kendt ham siden barndommen, og som hun har datede for at se om det kunne blive til mere. Jeg nikkede og ville gerne hører mere, hun forsatte, ”og så døde mine forældre, og alt ændrede sig.”Hun forfatte, men så manglede hun et ord, følelsesladet. Vi kiggede hinanden i øjende, da min øjende begyndt at ændre sig. Hun opdagede det før jeg gjorde, jeg drejede hovedet og ventede på det stoppede, ”er du tørstig? Jeg henter en drink.” Skyndte jeg at sige, for at komme væk, inden alle spørgsmålene kom. Jeg tog hendes kop og gik, jeg kunne mærke hendes blik følge mig.
Jeg gik ind i skoven og fandt et dyr, smagen af blodet der gled ned gennem min hals, det var dejligt. Da jeg kom hen til festen igen, så jeg Elena og Matt stod og snakkede sammen. Jeg vidste det var forkert at lytte, men jeg blev nød til det, Elena virkede ked af det, jeg måtte vide hvad de snakkede om. Matt gik og Elena stod alene tilbage. Jeg gik hen mod drikkevarerne, da Caroline kom hen til mig, det virkede som om hun havde ledt efter mig. Vi sagde hun vil vise mig vandfaldet og jeg vidste at jeg måtte sige det lige ud til hende, hun kunne ikke selv se det, ”Caroline. Der sker ikke noget mellem os to. Beklager.” Jeg gik videre og hen til Elena. Som sad på træhegnet. ”Jeg tænkte lige, hvem der havde bortført dig, men nu ved jeg det.” Sagde hun med et smil på læben og grinte. Jeg spurgte om hun var sådan med alle fyre. Hun sagde det var fordi jeg var ny, hun skulle nok bakke up på et tidspunkt. Elena gik øje på sin bror og gik efter ham. De kom tilbage efter kort stykke tid, men de havde Vicki med, Matts søster. Jeremy bar hende hen på et bord og der blev ringet til 112. Alle ville se men Tyler skubbede dem væk, de fandt et bid på hendes hals. Jeg stod og kiggede på dem. Matt kiggede på mig og jeg bakkede tilbage og løb væk. Jeg løb hjem. Da jeg kom ind af døren spurgte Zach mig hvad der var sket. Jeg sagde det lige ud, ”nogen blev angrebet, Zach, og det var ikke mig.” Jeg løb op af trappen og ind på mit værelse. Jeg stoppede op og pludselig fløj der en krage ind af tressedøren, jeg kiggede på den og da jeg drejede hovedet mod tressedøren stod min bror, Damon der. ”Damon.” Sagde jeg og kiggede vredt på ham. Han kiggede på mig med at skummelt smil, ”Hej, brormand.” Sagde han og forsatte med at smile. ”Kragen er lidt for meget, ikke?” Spurgte jeg ham. Han løftede øjenbrynene og sagde jeg skulle vente og se hvad han kunne med tågen. Jeg spurte hvornår han var kommet, og han sagde siden min første skoledag. Han drejede samtalen og begyndte at snakke om mit hår, ”Dit hår er anderledes. Jeg kan lide det.” Men han skulle ikke have lov, ”Det er 15 år siden sidst, Damon.” Han troede det hele var leg og synes der her var sjovt. Jeg måtte vide det, ”hvorfor er du her?” spurgte jeg vredt. Han sagde han savnede mig, men det var ikke sandt. ”Du hader små byer. Det er kedeligt. Der er intet at lave.” Han sagde bare han havde haft en masse at se til. Så jeg rykkede samtalen hen må pigen i sengen, ”du efterlod pigen i live. Det var klodset af dig.” Sagde jeg.
”Det kunne blive et problem .. for dig.” Sagde han og smilede igen skummelt til mig.
Jeg spurgte ham hvorfor han var her nu, men havde sagde bare, ”jeg kunne spørge dig om det samme.” Men han vidste det godt, Elena. En frygt for han ville gøre hende ondt gjorde mig nervøs, men jeg ikke et ord. Han forsatte, ”Hun slog benene væk under mig. Elena. Hun ligner Katherine på en plet.” Han blev ved, og jeg blev nød til at fortælle ham at hun ikke er Katherine. Han første samtalen han på mad, han spurgte mig hvornår jeg sidst have spist noget stærkere end et egern. Jeg vidste hvad han ville, men den var jeg ikke med på. Jeg skulle til at vende mig, da han slog mig på armen. Han ville have mig til at gå i den fælde jeg lige var kommet ud af. ”Stop så.” sagde jeg, men der virkede ikke. Han skubbede til mig. Han sagde han havde set 2 piger og skubbede til mig igen. ”Eller lad os komme til sagen, lad os gå efter Elena.” Sagde han og ser blev jeg sur. Jeg skubbede hårdt til ham og vi begyndt at råbe af hinanden, han forsatte med at snakke om hvordan Elena måtte smage. Min øjnende forvandlede sig og jeg sprang på ham. Vi fløj ud gennem en lukket vindue og jeg landede nede på jorden alene, Damon var fløjet i luften. Jeg kiggede op mod vinduet for at se om han var deroppe, da jeg kørte hans stemme ikke langt fra mig. Alt der her var bare sjov og spas for ham. Alle de steder han befandt sig døde mindst én person, det ville jeg ikke tillade, ikke i denne her by. Jeg prøvede at få ham til at holde sig fra dem, men da jeg vidste det ikke kunne lade sig gøre, måtte jeg tænkte på Elena. ”Bare hold dig fra Elena.” Sagde jeg, man kunne hører jeg nærmest tikkede om. Han sagde ikke noget til det, men spurgte hvor min ring var. Jeg vidste han havde dem, han grinte og gav mig den. I det jeg tager ringen på fingeren, tager han fat om min hals og kaster mig væk, jeg rammer et træ og falder ned på jorden. Jeg lyttede vendte sig om og gik hen mod hoveddøren. Zach var vågnede. Jeg lå bare og kiggede på ham og så lukkede jeg øjende.

”Kære dagbog .. Jeg tog virkelig fejl. Jeg troede, jeg kunne smil og nikke mig igennem det. Lade som om, alt var okay. Jeg havde en plan. Jeg ville forandre mig. Skabe et liv som en ny. En uden fortid. Uden smerten. En levende. Men det er ikke så let. De dårlige ting bliver hos en. De følger efter dig. Du kan ikke flygte fra dem .. selv om du gerne vil. Du kan kun gøre dig klar til det gode … så når det kommer, byder man det ind, fordi man har brug for det. Jeg har brug for det.”

Jeg stod ud foran Elenas hus, hun sad i vindueskarmen og skrev i dagbog. Vi kiggede lidt på hinanden, da hun rejste sig og jeg gik hen til døren. ”Jeg ved det er sent, men jeg måtte sikre mig, at du var okay.” Sagde jeg og kiggede på hende. Hun fortalte mig at i flere måneder, var det eneste folk tænkte på … om jeg var okay. Jeg spurgte hende hvad du hun sagde til dem. ”At jeg klarer mig.” Sagde hun. Jeg kiggede på hende dybere ind i øjende, ”mener du det?” Spurgte jeg. Hun havde jeg skulle spørger hende i morgen, jeg kiggede bare på hende uden et ord. Hun inviterede mig inden for, så vi kunne snakke. Jeg smilede og nikkede. Jeg trådte ind og hun lukkede døren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...