My Secret

Dette er mine dybeste hemmeligheder. Sande allesammen. Jeg har aldrig lagt en så personlig tekst ud, ikke engang min egen dagbog, men nu skrev jeg den. Så skulle den også ud.

110Likes
204Kommentarer
4852Visninger

1. My Secret

Min største Hemmelighed… Er meget simpel. Og følelsen er sikkert også nemt genkendelig for mange af jer. Min største hemmelighed, er mig selv.

Dette kommer ikke af at jeg er pinligt berørt over mig selv, eller at hader mig selv. Ej heller, kommer det af at jeg ikke ved hvem jeg er.

For modsat mange på min alder, ved jeg præcis hvem jeg er, og hvad jeg vil med mit liv.

Og alligevel kan jeg ikke fortælle hvad hemmeligheden er… Ikke enkelt. Det eneste jeg kan gøre, er at forsøge at forklare.  

 

Min hemmelighed er, hvor meget det egentlig gør ondt, for hvert eneste åndedrag jeg tager. For hver eneste gang mit hjerte slår.

Hvordan isen løber igennem mine årer gang på gang, mens resten af mig brænder. Hvordan mit hjerte bliver flået i stykker, fra tid til anden.

Udenpå er jeg tilsyneladende uberørt.  

 

“Er du okay?” Det var min veninde der spurgte.

“Ja, jeg kører bare lige i forvejen,” svarede jeg med mit bedste falske smil, og trampede ekstra hårdt i pedalerne, uden at vente på svar.

Oppe på toppen af bakken, oppe på broen over motorvejen, stillede jeg roligt cyklen fra mig, og gik hen til hegnet. Et fald på omkring tyve meter og en påkørsel. Ingen kunne overleve det.

Scenariet spillede i mit hoved om og om igen. Hvordan jeg sprang. Faldt igennem luften i mindre end et sekund, for at falde ned foran en bil med omkring hundrede kilometer i timen. Hvem end kørte bilen, ville ikke kunne nå at bremse. “Bella?” lød min venindes stemme.

Og der stod hun, og smilede, uden den mindste anelse om hvad hun lige havde forhindret mig i. Jeg smilede bare tilbage.

 

 

Min hemmelighed er min manglende tillid til andre. Folk jeg har kendt så længe jeg kan huske, og som aldrig har svigtet mig, ikke engang dem stoler jeg på. Og jeg er heller ikke i stand til at åbne op for andre. Hver evig eneste gang jeg prøver, bliver jeg forvirret, glemmer hvad der er rigtigt og forkert, kan ikke skelne løgn og sandhed.

Min hemmelighed er, at jeg intet mærker. Ingen følelser har. Nogensinde.

Kun tomheden. Tomheden overtager alt, i det øjeblik jeg slår øjnene op om formiddagen, og til mine øjenlåg endelig tungt glider i tidligt om morgnen, efter timers rastløshed.

Det eneste jeg føler er tomhed. Og så smerte selvfølgelig. Den altid nærværende smerte slipper jeg ikke så nemt for.

 

“Savner du ikke Martell?” spurgte min mor.

“Det tror jeg…” var det mest konkrete svar jeg kunne komme med. Selvfølgelig savnede jeg ham, men følelsen udeblev.

Min mor har gentagne gange stillet det spørgsmål, men svaret er et samme hver gang. Jeg mærker intet.  

 

Min hemmelighed er mine sammenbrud. De minutter, timer jeg bruger på enten at ligge skrigende et sted, hvor jeg bare er faldet sammen, græde til der ikke er mere væske i min krop, og jeg er så udmattet at jeg helt ærligt tror at jeg skal dø, eller sidde med et udtryksløst ansigt, ude af stand til at respondere på noget, hverken berøring eller verbal henvendelse. Hvad der er mest ubehageligt er et svært spørgsmål.

 

“Bella… ISABELLA!” min mor forsøgte, det gjorde hun virkelig. Og jeg ville virkelig gerne svare, men jeg var ude af stand til at genkalde mig hvordan jeg talte. Eller hvordan jeg bevægede mig.

Til sidst satte hun min yndlingsfilm på, og forlod rummet.

Efter omkring tyve minutter tøede jeg op, og var igen i stand til at bevæge mig. Besværet, men det lod sig gøre. Først der bemærkede jeg at tårerne strømmede ned af mine kinder, og at der var en fin lille sø på gulvet foran mig. Jeg kunne ikke vide hvor længe jeg havde grædt, men mit gæt må være al den tid jeg var væk. Samtlige tre og en halv time.  

 

Min hemmelighed er hvor meget jeg elsker hende.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvordan det bliver ved. Det eneste jeg ved, er at hver gang jeg forsøge at tage afstand til kærligheden, er der noget, meget stærkere end jeg selv, der trækker mig tilbage. Og hvis jeg stritter imod og kæmper for at genvinde kontrollen, har dét noget, hvad end det er, et særligt våben.

Så river det mit hjerte ud, og flår det i småstykker, til der ikke er mere tilbage. Og så efterlader det mig på jorden så jeg kan bløde for mig selv. Men jeg dør ikke. Så heldig er jeg ikke. Så heldig er jeg aldrig.

 

De siger; Det der ikke slår dig ihjel, gør det stærkere.

 

Men jeg ved bedre. Det der ikke slår dig ihjel, gør dig ikke altid stærkere. Nogengange efterlader det dig bare med ønsket om at dø, på randen af selvmord, i så stærk smerte at det eneste du kan, er at være udtryksløs, for der findes ingen mulig måde at udtrykke det du føler på.

Den viden er min største hemmelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...