Skæbnens melodi {SHINee}

Hvorfor vågner den uskyldige skolepige Lynnia Valentine op i et hospitals værelse med en fremmed dreng ved sin side? Hvad gør hun, når hun ved første blik forelsker sig? Og hvad gør man, hvis drengen er medlem i et af de mest kendte koreanske bands?

8Likes
12Kommentarer
1743Visninger
AA

2. 1 ~ En ny start.

Det var en kold vinterdag i Koreas hovedstad Seoul. Jeg befandt mig i et ellers hyggeligt kvarter. Hvert et hus lignede hinanden og lå svøbet op af hinanden. Husene havde hver én garage, men der holdte stadig en masse biler ude på vejen. Det mest yndige ved området ifølge mig var floden. Den gik langs vejen og fra første sal i husene, kunne man få et pænt overblik over den. Jeg fik båret den sidste flyttekasse op på mit værelse, som der var det, som lå  tættest ud mod floden. Man skulle gå op af en forholdsvist smal trappe for at komme op på første sal. De større møbler blev snart båret op af flyttemændene, så jeg havde ikke rigtigt noget at lave. Jeg trak min jakke på igen og gik ned i stuen.

Min far havde indtaget køkkenet med madvarer, så de ikke skulle tø op. Han opdagede mig først, da jeg stilte mig foran køkkenbordet. Min far var en handelkraftig og dog streng far, som jeg vidste elskede mig meget højt. Han var især overbeskyttende overfor min storesøter, Uliwia. Han havde rundet de atten år nu, og det betød alt andet en fred over hendes liv.

"Må jeg gerne gå en tur?" spurgte jeg, og bandt halsterklædet om min hals.

"Ja, men pas nu på dig selv, ikke?" sagde han, åbnede køleskabet og lagde en mælkekaton derind.

"Selvfølgelig," sagde jeg og løb ud i entréen, som stadig var helt tom. Faktisk var det meste af huset tomt, bortset fra flyttekasser.

Jeg åbnede døren og en kulde kom mig i møde. Jeg puttede mig ned til min halsterklæde og gik ned af stentrappen. Solen spejlede sig smukt i det iskolde vand, der endnu ikke var frosset til is. Jeg så flyttebilen holde ude foran vores hus, og nogle mænd bar på vores sofa. 

"Annyeonghaseyo," sagde de, og smilede høfligt, da de gik forbi mig.

"Annyeonghaseyo," svarede jeg og smilede. Desværre lød mit koreansk lidt rustent, jeg havde trods alt ikke snakket det så meget. Jeg havde jo snakket dansk hele mit liv, og min far har så også lært mig koreansk, men det har aldrig været mit fast sporg. 

Jeg fortsatte hen af fortovet, mens jeg så betaget ud på floden. Alt i alt syntes jeg, at dette kvarter var utrolig smukt, men jeg savnede stadigt Danmark. Jeg skulle leve uden alle mine venner, som jeg havde vokset op med. Det var meget hårdt, og jeg havde da også grædt en del, inden vi rejste. Jeg kunne bare intet gøre ved det. Når min far tog en beslutning, holdte han fast i det. 

Jeg drejede af til en helt ny vej, som der så meget forskellig ud fra den, jeg boede på. På denne vej lignede husene ikke sig selv. Det lignede mere en normal vej i Danmark. Jeg følte mig faktisk mere hjemme, da jeg gik her. 

Jeg gik i mine egne tanker, da jeg pludseligt hørte en bil komme bagfra. Jeg nåede lige at vende mig om, inden at den bankede ind i mig. Alt blev sort og det sidste, jeg hørte var et bekymret råb, som jeg ikke rigtigt kunne opfange hvad betød.  

____________________________________________________

Annyeonghaseyo = hej. 

Jeg undskylder det korte kapitel, men jeg kunne ikke rigtigt finde noget at putte ind. De andre kapitler bliver dobbelt så store.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...