Virkeligheden - JDB

Jazmyn er Justins lillesøster. De har i en længere periode ikke set hinanden, og det undre Jazmyn sig over. Hvor er han? Er der sket ham noget? Hvem er de mennesker, der hele tiden tager billeder?

2Likes
23Kommentarer
2139Visninger
AA

2. Jazmyns synsvinkel

Det var en lørdag morgen, og jeg vågnede tidligt op, fordi jeg vidste du var her. Jeg ville overraske dig. Jeg rejse mig op fra sengen og gik hen til døren, som jeg forsigtigt åbnede, så ingen kunne høre mig. Ingen skulle opdage mig, for så ville min overraskelse være ødelagt. Jeg listede ud i gangen, hvilket var ret svært, da jeg havde bare fødder. Mine fødder var meget fugtige og klistrede. Det var umuligt at liste på vores trægulv i bare fødder. Jeg løb hurtigt og forsigtig ind på mit værelse og tog nogen sorte strømper på. Det var både dejligt og varmt. Jeg kiggede op på mit ur der hang ovenover min seng, min far havde lært mig klokken, så jeg kunne se, at det var tidligere end, hvad jeg plejede at stå op. Jeg havde, hele natten tænkt på dig, jeg savnede dig. Du plejede altid at have tid til at lege med mig, men den tid er forsvundet, for jeg kan aldrig finde dig mere.

Jeg har spurgt rigtig mange efter dig, men det eneste svar jeg altid fik, var, han har travlt eller han kommer snart. Hver gang nogle nævner dit navn, er jeg der til at overhøre. Der var derfor jeg vidste, at du kom den dag. Jeg smilede en lumskt smil og fortsatte min mission. Jeg listede igen ud på gangen, igen var det noget det irriterede mig. Denne gang var det ikke mine fødder der forstyrrede, det var min blære. Jeg var meget tissetrængende, det var jeg vær morgen. Jeg gik stille ind på toilettet og satte den på klem, jeg turde ikke lukke den helt, hvad så, hvis et moster kom. Så kunne jeg ikke gøre noget, fordi døren var lukket. Derfor satte jeg den altid på klem, selvom min far og mor synes det er noget pjat, og at jeg er en stor pige nu.

Jeg listede atter ud på gangen, med en meget tør mund, den kunne jeg da ikke kysse dig med. Jeg fortsatte hen til køkkenet, hvor jeg kravlede op på køkkenbordet, for at nå et glas. Jeg forsøgte at tænde for vandhanen meget stille, men det lykkes ikke. Jeg kom til at sprøjte vand ud over mit nattøj. Jeg sukkede dybt, hvorfor gik alting galt, lige når du var kommet. Jeg gik igen ind på mit værelse og skiftede tøj. Jeg tog en sød lille kjole på, som du engang havde givet mig i fødselsdags gave. Jeg kunne huske jeg tog den på med det samme du gav mig den. Ellers havde jeg aldrig brugt den, for jeg havde så mange andre kjoler hængene i mit skab. De fleste var prinsessekjoler eller klæd ud kjoler, men det var også dem jeg mest brugte, når jeg legede te selskab alene, fordi du ikke var her og de andre havde for travlt. Jeg tog nogle matchende lyserøde strømper på, kjolen var sort, med nogle lyserøde palietter. Jeg satte en lyserød spænde, med en blomst på, i mit hår. Jeg smilede lidt for mig selv, jeg elskede at være fin, men smilet på mine læber faldt hurtigt sammen til et trist. Jeg havde stadig ikke vækket dig. Jeg bed mig selv i læben og gik ud i gangen. Denne gang med rette kurs mod dit værelse. Jeg skulle have dig vækket, så vi kunne lege sammen.

Jeg åbnede døren ind til dit værelse. Der var mørkt og lugtede lidt. Jeg strakte mig op, så jeg kunne nå kontakten og tænde lyset. Jeg skulle lige til at råbe, at du skulle vågne, da jeg så at sengen var tom. Jeg kiggede længe på sengen og i før det gik op for mig, at du ikke lå i den. Jeg gik lidt rundt i værelset, og ledte efter dig. Det kunne være, at du havde gemt dig, fordi du vidste, at jeg ville komme og forskrække dig. Jeg opgav, du var ikke til at få øje på. Et split sekund, ramte tanken mig, at det kunne være du ikke var her. Jeg rystede på hovedet, det kunne ikke passe, det måtte ikke passe. Du skulle være her, det havde de sagt.

Jeg satte mig opgivende ned på gulvet, med hænderne på hovedet og kiggede ned i gulvet. Du kunne ikke bare sådan svigte mig.

” Jazmyn! Jazmyn !” kunne jeg høre nogle råbe meget højt, jeg fór op og slukkede lyset ind til dit værelse. Det var ikke nogle det skulle vide, at jeg havde overhørt jeres samtale om, at du skulle komme. Jeg lukkede døren og sørgede for, at alt så ud som det gjorde, før jeg kom ind. Jeg gik ind i køkkenet, hvor min mor var. Hun løb hen imod mig og krammede mig hårdt.

”Hvor i alt verden har du været?” spurgte hun forskræmt. Jeg trak mig lidt ud ad hendes favn, da det begyndte at gøre lidt ondt. Hun smilede undskyldende.

”Ikke ind på mit værelse” svarede jeg og smilede sødt til hende. Jeg kunne se, at hun kiggede på mit tøj og mit hår. ”Du har vidst været oppe længe” sagde hun. Jeg nikkede og satte mig til bords, mens jeg ventede på de andre ville komme. Min mor gik, jeg vidste ikke, hvor, men hun sagde, at hun snart kom igen. Så jeg sad bare og legede lidt for mig selv. Ret kedeligt var det.

”I dag er det Jazmyns fødselsdag hurra, hurra, hurrrrra” sang de i kor, og du var der. Jeg sprang op fra stolen og hoppede nærmest af glæde. Du kom hen til mig og krammede mig. Jeg ville ikke give slip på dig, du var min. Du var min storebror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...