What Are Words - Justin Bieber

Bailey går på skolens korhold og har derfor næsten ingen venner. På Baileys skole er det nemlig noget af det mest kiksede at gå til kor. Det er derfor, at de kun er ni personer på holdet. Justin er en af de mest populære drenge på skolen, men er også nabo til Bailey. Men Justin har en hemmelighed ingen kender til, som Bailey en dag finder ud af ved et uheld...

60Likes
315Kommentarer
12607Visninger
AA

5. Justins synsvinkel

Det føltes på en måde rart at kysse Bailey på kinden, men  på en måde virker det bare så... underligt. Jeg mener, vi har kendt hinanden siden, vi var helt små. Hun stiller sine sko i gangen og går ind i stuen. Jeg stiller også mine sko i gangen og går med ind i stuen. Jeg tager min slidte skoletaske med ind til bordet og sætter mig ved siden af Bailey, som allerede sidder ned ved bordet.

”Hvad er det, du ikke forstår ved matematik?” spørger hun og kigger på mig. Jeg tager min matematikbog og penalhus op af tasken og sætter det på bordet.

”Stort set det hele. Jeg forstår plus, minus, gange, division og en smule ligninger og brøker, men når jeg så sidder til teste, er det som om, at jeg glemmer det hele,” siger jeg en anelse forvirret. For mig er det så underligt, at normalt har jeg ikke de største problemer med matematik. Jeg har mine steder hist og pist, hvor jeg får problemer, men ellers går det fint. Og så til prøver så er det som om, at mit hoved bliver tomt. Som om at alt jeg har lært siver ud af ørerne på mig som vand.

”Jeg tror dit problem er, at du bliver nervøs,” siger hun og slår op på side seksoghalvtreds i sin egen matematikbog. ”Men vi tager for en ordens skyld et par forskellige matematikting. Noget division, gange, brøker og et par ligninger.” Jeg nikker bare og hører hendes blide stemme forklare, hvordan man regner brøker ud...

 

”Det går da meget godt,” siger hun med et smil og lukker sin bog sammen. Jeg nikker, men viser ikke ligefrem et smil. Mine mundvige bevæger sig lidt op ad, men ikke i et smil. Hun får matematik til at lyde så let. Men alting er jo også nemt for mønsterelev Bailey Angelina Hamilton. ”Justin, det jeg spurgte om i går. Jeg fik ikke et ærligt svar. Jeg ved, at du er god til at synge,” siger hun og kigger mig i øjnene. Jeg ryster bare på hovedet. Det kan godt være, at jeg er god til at synge. Det ved jeg intet om. Men det er så... kikset at gå til kor.

”Hør her, Bailey. Jeg er basketballspiller, ikke sanger. Du og Jacinda er sangere. Chaz, Ryan og jeg er basketballspillere. Sådan er det bare, og sådan vil det altid være,” siger jeg og prøver, så godt jeg kan ikke at være koldt overfor hende. Jeg kan bare ikke klare, at hun tror, at jeg vil opgive alt. Jeg har arbejdet i tre år for at få den sociale status, jeg har nu.

”Man kan da godt være begge dele,” mumler hun og kigger lidt ned i bordet. Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal løfte hendes ansigt op. Jeg løfter hendes ansigt op, så vi kigger på hinanden. ”Det er nemt nok for dig, men det er ikke så nemt endda for mig,” siger jeg og giver slip på hendes hage. Hun ryster bare på hovedet.

”Justin, den tjeneste der...” starter hun ud, og jeg sukker for mig selv. Den dumme tjeneste. Hvorfor skulle Amber også lige komme forbi? ”Du kommer til kor én gang. Du skal bare prøve det. Du behøver ikke fortælle det til nogen, og jeg lover, det bliver vores og holdets lille hemmelighed, at ’basketstjernen’ Justin skal synge med os,” siger hun med et lusket smil.

”Nej! Glem det! Det kommer ikke til at ske! Så hellere fortæl Amber, at jeg løj, omkring at du er min kæreste!” siger jeg bestemt. Det vil jeg bare slet ikke gå med til! Jeg hører ikke hjemme der, og jeg stoler ikke på nogle af dem! Jeg stoler ikke engang fuldt ud på Bailey. Jeg må da indrømme, at jeg stoler en smule på hende, men ikke fuldt ud!

”Justin, en tjeneste er en tjeneste,” siger hun en anelse koldt. Jeg sukker. Hun har ret. En tjeneste er en tjeneste og sådan er det bare. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Hun gjorde noget for mig, og jeg skal gøre noget for hende.

”Okay, men du skal sige til dine små englebasse venner, at de ikke skal sige det til nogle, for så bliver det ellers først slemt for dem,” siger jeg en anelse hårdt og koldt, men jeg mener hvert et ord.  Jeg dør, hvis de siger noget til nogle. Hun nikker bare lidt ligeglad, men smiler dog. Hun har fået sin vilje. ”Vi ses i morgen, Angel,” siger jeg, pakker mine ting sammen og går ud i gangen for at tage sko på. Jeg har ikke kaldt hende Angel siden, vi var små.

”Justin! I morgen. Klokken kvart i to. Lige efter skole,” råber hun til mig igennem huset. Jeg nikker bare, selvom hun ikke kan se det. Men så slår det mig, at det ligger lige i basket træningen. Jeg må bare aflyse i morgen. Jeg skal jo alligevel kun være der en gang til det der kor hejs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...