Kærlighedshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 30 dec. 2011
  • Status: Færdig
Ingen ser dine tårer. Ingen ser din smerte. Ingen hører dit skrig. Du er alene.

5Likes
16Kommentarer
1672Visninger

1. ...

Rinu satte den lille lampe fra sig på bjælken. Hun havde også stillet sine sko, der hvor bjælken startede, og håbede nu bare på, ikke at falde ned i den lave sø, og få mudrede fødder.

Hun tog spændet, hun havde i hånden, og fjernede det hår, der hele tiden faldt ind for hendes øjne, og satte spændet i håret.

Hun tog en dyb indånding, og trådte op på bjælken. Hun prøvede at finde balancen, og gik forsigtig ind på midten af bjælken, der var omkring to meter lang, og tyve centimeter bred.

Hun bevægede let fødderne frem og tilbage, og da hun endelig havde styr på sin dans, og var sikker på ikke at kunne falde, stillede hun sig igen på midten og trak vejret dybt.

"Hvad laver hun?" hviskede drengen næsten utydeligt og til sig selv, der lå bag en busk, i mørket, og betragtede Rinu, der så smuk ud i lyset fra lampen. "Hun ... danser?"

Rinu trak vejret dybt et par gange, med lukkede øjne, og åbnede så øjnene, og mumlede en masse ting, mens hun bevægede fødderne, og armene i bløde bevægelser, der tydeligvis passede til det, hun mumlede. En sang.

"... he can't think of what to say

I think you listen anyway

 

He wants to have a good time just like everybody

He dosn't want to fall apart."

Hun mumlede, de fleste ord var utydelige, men når hun kom til omkvædet, hævede hun stemme lidt, og ordene kunne forstås.

Den svage vind pustede til hendes mørke hår, der faldt omkring hende, mens hun dansede.

Og skubbede til den hvide kjole, hun havde på, som blot blafrede en lille smule.

Drengen ville ønske, at han kunne have filmet det. Så han altid kunne kigge på det.

"Det lyder smukt," sukkede drengen, og betragtede hende fortsat, mens hun forsigtigt dansede rundt på den lille bjælke, og sang.

Hun lignede en engel. Og hvis hun var det, glædede han sig til at komme i Himlen.

"You wish that you could tell him it'll be okay

But you feel af little shy these days

Cause everybody goes away

 

You just want to have a good time

Just like everybody else

You don't want to fall apart this time."

Endnu sukkede drengen, men så gik det op for ham, at de ord ikke bare var en sang, men følelser. De kom fra hendes hjerte.

Han havde aldrig før vidst, hvordan hun følte. Han havde aldrig bekymret sig, eller vidst, hvad hun foretog sig.

Det vidste han nu. Og nu bekymrede han sig.

Rinu lod mest blikket falde på sine fødder, men da det kom til det sidste i sangen, kiggede hun op, og hendes blide bevægelser blev hårdere, og hurtigere, og nu sang hun højt.

Hun viste, at hun ikke var bange for at falde, at hun ikke var bange.

Et par tårer faldt ned ad hendes kinder. Det var både glædestårer, og ulykkelige tårer. Hun var både glad og ulykkelig.

"... my heart real strong

Even if he made my head real thin

 

I want to have a good time

Just like everybody

And I don't want to fall apart

 

I just want to have a good time

Just like everybody else

And I don't want to fall apart this time

So woud you please invite me in

oh, just please invite me in"

Hendes bevægelser blev blidere og langsommere, mens hendes smukke stemme sang de sidste toner.

Da snurrede hun langsomt rundt, mens hun sang en høj tone, og da hun standsede, bed hun sig let i læben og smilede stolt.

Hun havde vidst sig. Hun havde sunget. Hun havde danset. Og hun var glad.

Hun var ikke faldet, hun havde ikke glemt et trin, og hun havde ikke glemt en tone. Hun var glad.

Drengen smilede også. Han var også glad. For hendes mod.

Han rejste sig, og straks kiggede hun hen på busken, hvor bladende bevægede sig, med et skræmt udtryk.

Og da trådte drengen frem, smilende, og stillede sig op på bjælken

Rinu bed sig endnu i læben, og kiggede genert ned.

"Du synger smukt. Hvor har du lært at danse?" spurgte han, hvilket fik hende til at kigge op, direkte ind i hans øjne.

"Tak," hviskede hun, og kiggede igen ned.

Hun kiggede genert ned i jorden, og turde ikke kigge op, for så ville hun bare forelske sig i hans blik, som hun var bange for.

"Det er min egen dans," mumlede hun efter lidt tid.

"Den var smuk. Hvor lang tid har du brugt på den?" spurgte han, og tog et skridt tættere på hende, så han kun var centimeter fra hende.

"Lang tid," sagde hun smilende. "Et halvt år. Den skulle passe til sangen."

"Jeg har aldrig hørt dig synge før. Det lød så smukt," blev han ved, og kunne slet ikke fatte, hvor utroligt det var, og hvor smukt det lød.

Langt væk, fra et stort klokketårn, lød en høj klang, af en klokke der ringede.

Det var midnat.

"Jeg må hjem," mumlede Rinu, og kiggede på bjælken, mens hun forsigtigt snoede sig udenom drengen, og tog fat i sin lampe.

"Vent," sagde drengen, og tog fat i Rinus hånd.

Hun vendte sig om, og kiggede op i hans øjne. Noget koldt løb ned ad ryggen på hende, og det var ikke den frygtelige kulde.

De kiggede hinanden i øjnene, og drengen havde helt glemt, hvad han skulle sige. Han skulle faktisk ikke sige noget, men ville bare se hendes øjne, inden hun gik.

"Farvel," hviskede han, og gav slip på hendes hånd.

Hun kiggede et øjeblik på sin hånd, der nu hang ned ad hendes side, inden hun kiggede op på ham, og smilede genert. Så vendte hun sig om, og med sine sko i den ene hånd, og lampen i den anden, løb hun af sted ind i skoven.

Lyset fra lampen kunne ses svagt, da det bevægede sig rundt i mellem de mange træer, og nu stod drengen der, inde i skoven, alene i mørket.

Han sukkede, og vendte sig om.

Hvordan kunne hun så yndefuldt danse på den bjælke, uden at falde? Det var jo næsten umuligt. Bjælken var bare så tynd.

Forsigtigt stillede han sig op på bjælken. Gik med langsomme skridt ud mod midten af den.

Han kunne da også danse.

Forsigtigt bevægede han sig. Prøvede at efterligne Rinu.

Han dansede forsigtigt, frem og tilbage, og turde ikke bevæge sig for meget, bange for at falde ned. Og nu var det efterhånden blevet så mørkt, at han ikke kunne se, hvor langt ned der var, og hvor dybt vandet under ham var.

Han bed sig let i læben, da hans hæl kom ud over kanten af bjælken.

Han faldt bag over.

Ned i dybet. Blot to meter under ham. Vandet gik ham under knæene. Det kunne han ikke se.

Han skreg. Skreg, og håbede, at nogen kunne høre ham, og ville komme og redde ham.

Han landede hårdt, og fik hovedet under vand.

Han prøvede at komme op, men det var for mørkt, og for koldt.

Han havde næsten ikke mere luft tilbage, og kunne ikke bryde igennem overfladen.

Hans hænder kom fri, og op i den kolde luft.

Han var for langsom.

Det sortnede for ham. Han havde ikke mere luft, og det var for koldt og mørkt.

Alting blev sort.

Og i den mørke nat, mens månen skinnede svagt, genlød et skrig, og et lig lagde sig på bunden af en lille å.

En engel havde han mødt. Han mødte hende, da han var levende. Han mødte hende, da han var død. Det gjorde ingen forskel.

Hun var lige smuk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...