Kattespillet

Jeg skulle lige til af skifte fra min katte skikkelse til menneske, da jeg hørte butleren Haldis åbne døren. Slottets ejer fik besøg, døren åbnede og jeg løb ned af den lange trappe, ned og snoede mig mellem butlerens ben, så jeg kunne se hvem det var der kom.

9Likes
123Kommentarer
2206Visninger
AA

2. Billedet

Da vi var kommet ned i køkkenet åbnede Haldis køleskabet mens han betragtede mig da jeg skiftede skikkelse.

" Hvad vil du have af spise?" spurgte han og kiggede ind i køleskabet.

"Hmm er der ikke hakkebøffer fra igår? " spurgte jeg, og kiggede på ham da han begynde af tage ting ud af køleskabet "Nej der er kun dellerne tilbage" sagde han og kiggede på mig.

Vil du have dem ?" Jeg kiggede på frikadellerne, de så lækre ud.

"Ja meget gerne," Sagde jeg og kunne ikke få blikket væk fra dem. Sulten var blevet mere tydelig, og endnu sværere at ignorere.

En rumlen fra min mave gennemtrængte stilheden i køkkenet, og Haldis lo.

Han rakte mig tallerkenen med frikadellerne, og kunne selvfølgelig ikke lade være med af kommentere lyden der kom fra min mave.

"Du burde spise noget mere," var heldigvis en meget velment kommentar, i modsætning til hvad han ellers kunne finde på at sige, af irriterende ting.

Adræt som en kat, af indlysende grunde, hoppede jeg op og satte mig på køkkenbordet, med tallerkenen, og begyndte at spise de kølige frikadeller.

Næsten øjeblikkeligt dulmede de sulten, og  snart var jeg mæt, og tilfreds igen.

Da jeg hoppede ned for bordet, begyndte lyden af fodtrin at kunne høres udenfor døren. Og de nærmede sig. Hurtigt stillede jeg tallerkenen fra mig, og Haldig kiggede ængsteligt på mig, inden jeg skiftede skikkelse, i samme øjeblik som stuepigen Sofia kom ind af døren.

Hendes krøllede brune hår, med de grå strå, sad viltert om hendes ansigt, der dryppede en anelse af sved.

Buttet og stakåndet stod hun der, og prøvede at samle luft nok til at sige hvad end det var hun skulle.

"Hærræns navø have spildt på dyrt tæppe," stønnede hun, nærmest panisk med sin franske accent.

Forvirringen over hvad Sofias ord egentlig betød, viste sig i Haldis' ansigt et øjeblik, hvorefter han uden et ord gik hen og tog sin specielle sæbe, og satte afsted op mod Silas' værelse. Jeg fulgte selvfølgelig efter.

Korridoren udenfor det lyse køkken var næsten sort, men mine katteøjne gjorde det nemt for mig at navigere imellem Sofia og Haldis' ben.

Jeg forsvandt op af trappen foran de andre, og løb ned af gangene, videre op, mod gæsteværelset, som jeg formodede var blevet Silas nu.

For enden af den første gang oppe af trappen på anden sal, lå det sjældent brugte gæsteværelse, men jeg stoppede op halvvejs henne af gennem, endnu engang fascineret af billedet der hang der.

Billedet er egentlig enkelt, mørkt og dystert. Det eneste der virkelig er synligt, er kvinden i centrum. Hun skinner nærmest, lyser ud omkring billedet, i en hvid heldragt. Hendes hud er næsten ligeså lys, så lys at det er svært at se hvor dragten holder op, og hun selv begynder.

Og hendes hår! Hendes hår er perfekt gyldent, ligner en glorie om hendes hoved, bortset fra de to små, en anelse skjulte brune spidser. Jeg har egentlig aldrig fundet ud af hvad de var.

Hendes øjne lyste grønt, med en kulsort ellipseformet pupil.

Kvinden havde altid fanget min opmærksomhed. Men det der fascinerede mig allermest.

"Du får først vinger, når du har slået en engel ihjel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...