Dødens øjne

- Hun var 12 da hun opdagede det. De mobbede hende, drengene fra hendes skole. Hun så på dem med et blik der kunne dræbe og de faldt om en efter en. -
Julia er 17 år gammel og kan dræbe alle, med hendes blik. Hun mangler et offer og falder så over nabodrengen, som lige er flyttet ind.

3Likes
13Kommentarer
2124Visninger
AA

4. Hendes øjne

Hun sad på sit gulv og læste i en bog, da det ringede på døren. Hun lagde bogen fra sig, i det hun gik ud af sit værelse og hen til trappen. Hun var altid nysgerrig, når det ringede på. Hendes mor gik hen til døren og åbnede den. "Hej." Sagde hendes mor. "Eh hej. Er Julia hjemme?" Spurgte en stemme som Julia kunne genkende. Hun løb ind på sit værelse for at få fat i sin mobil, hun nåde lige til trappen igen, da hendes mor råbte. "Julia! Du har besøg!" Julia løb ned af trappen, med et stort smil. "Hej Justin!" Sagde hun glad og krammede ham. "Hej." Svarede han. "Vil du med ud og gå en tur, eller sådan noget?" Spurgte han lidt efter. Hun nikkede og gik ud af døren, hvor efter hun smækkede den efter sig. De begyndte at gå, uden rigtigt at vide hvor de gik hen. "Hvor boede du før du flyttede hertil? Og hvorfor flyttede du?" Spurgte hun. "Jeg boede i Atlanta. Fordi at jeg fik lyst til at flytte, gad ikke rigtig Atlanta mere." Sagde han med et grin. Hun smilede lidt. "Har du altid boet her?" Spurgte han. Hun nikkede lidt. "Ja, eller jeg har boet en måned i New York, hos min kusine." Svarede hun. "Var det fedt?" Spurgte han. "Ja, men jeg brugte alt for mange penge, på at shoppe." Grinede hun. Han begyndte at grine. "Hvad laver du i din fritid?" Spurgte han, da de var færdige med at grine. "Slår folk ihjel." Sagde hun uden at tænke over det. Hun bed så hårdt i læben og så, så på ham. Han kiggede på hende i lidt tid, før han flækkede af grin. "Seriøst? Det lyder da fedt, jeg er superman i min fritid." Grinede han. Hun begyndte at grine. Han troede hun tog pis på ham, det gjorde hende sur og hun fik lige pludselig lyst til at vise ham, hvad hun var i stand til. "Nej seriøst, hvad laver du i din fritid?" Spurgte han så. "Ikke det helt store." Svarede hun og tvang et smil frem. Hun var sur på ham, fordi han havde gjort grin med hende. Hun ville have hævn, hun vidste ikke hvordan endnu, men hun ville så gerne have hævn. Ingen skulle gøre grin med hende. Ingen! Hun kiggede rundt og så at de var kommet ned til stranden. Stranden var næsten fyldt op med mennesker, den dag. Hun sukkede. Hun kunne ikke lide steder hvor der var alt for mange mennesker. Hun havde lyst til at slå dem alle sammen ihjel. Justin gik og snakkede om nogle af hans venner, imens hun bare gik og prøvede på ikke at slå folk ihjel. "Hører du overhovedet efter?" Udbrød Justin. Hun kiggede på ham med store øjne. "Eh altså. Du ved. Sådan lidt. Eh nej." Svarede hun og kiggede ned. Han grinte lidt og rystede på hovedet af hende. Han begyndte at snakke videre og hun prøvede at hører efter, men hun kunne ikke koncentrere sig om det. "Kom lad os finde et sted, hvor der ikke er så mange mennesker." Sagde Justin og tog hendes hånd. Længere henne af stranden var der ingen mennesker, så de satte sig i sandet. Der kom en mand løbende og Julia fik lige pludselig en idé. "Vil du se noget sjovt?" Spurgte hun og kiggede på Justin. Han nikkede lidt. Hun vinkede så til manden og fik hans opmærksomhed. Hun kiggede på ham og ønskede ham død. Lidt efter lå han livløs i sandet. Justin rejste sig hurtigt op og løb hen til manden. Julia gik stille hen imod ham, med et ondt smil over læberne. Justin prøvede at få liv i ham. "Du kan ligeså godt give op, han er død. Jeg dræbte ham." Grinede hun ondt. Justin kiggede på hende med bange øjne. "H-hvad?" Hviskede han. Hun begyndte at grine igen, med sin onde latter. "Jeg sagde jo til dig at jeg slog folk ihjel i min fritid." Sagde hun og gik hen imod Justin, som straks prøvede at komme væk. "Du kan ligeså godt droppe at flygte fra mig. Jeg kan slå dig ihjel, med et enkelt blik." Smilede hun. "D-du må ikke slå m-mig ihjel." Hviskede han bange. "Bare rolig, jeg slår dig kun ihjel, hvis du ikke gør som jeg siger. Fra nu af er du mit offer." Sagde hun og gik helt hen til ham. "D-d-dit o-offer?" Sagde han med rystende stemme. "Ja mit offer." Hun grinede. Hun vendte sig om og skulle til at gå. "Nårh ja, hvis du siger det til nogen, så slår jeg dig ihjel." Sagde hun og gik så. Justin sad alene tilbage og var fuldstændig i chok. Julia smilede hele vejen hjem. Nu var han hendes offer og han kunne ikke gøre noget ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...