My J 2 - Always My J

Jo og Louis er endelig sammen, og alting er fantastisk. Alle er lykkelige, og livet er bare alle tiders. Men hvad sker der, når endnu et år er gået, og Jos tid i USA er ved at løbe ud?

10Likes
24Kommentarer
3936Visninger
AA

6. Natklubben

Jeg sad alene ved bordet med Jessica. Jeg havde fortalt det hele til de tre drenge og hende, og drengene var nu gået ud for at snakke med Louis. Jeg forstod det ikke. Hvem var hun? Jeg havde aldrig set hende på skolen før. Hvis jeg havde ville jeg huske det. "Hvad gjorde du så?" spurgte Jessica med en lav, nysgerrig stemme. Jeg kiggede på hende, stadig med få tårer i øjnene. "Jeg skubbede ham og løb. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til ham.." mumlede jeg og kiggede ned i bordet. Hun sukkede så og kiggede drømmende på mig. "I er ellers sådan et sødt par! Det ligner ham slet ikke at gøre sådan noget.. Hvad bilder han sig egentlig ind?!" Hendes stemme var begyndt at blive lidt vred, og hendes blik var blevet hårdt. Jeg trak kort på skuldrene, da de tre drenge kom løbende ind i kantinen med store smil over deres ansigter. De smed sig alle på bænken der stod ved bordet og Liam grinede kort. "Jo, du har jo misforstået det totalt!" grinede han og kiggede på mig. Jeg kiggede koldt på ham, og kunne ikke se hvad der var så sjovt. "Hvorfor griner du?" mumlede jeg tvært og surmulede svagt. Niall kiggede på mig og smilede også. "Er du overhovedet klar over hvem hun er?" spurgte han og jeg rystede svagt på hovedet. Liam grinede stadig. "Det er Harrys søster!" udbrød han og jeg kiggede overrasket på ham. "HVAD?!" sagde jeg, måske lidt for højt. Var han mig utro med.. Harrys søster?! De grinede stadig, og selv Jessica var begyndt at grine så meget, at hun fik tårer i øjnene. Jeg kiggede surt på dem. "Hvad er der så sjovt?" mumlede jeg irriteret, mens de brugte et par minutter på at grine af. "Du forstår det vist ikke helt," sagde Liam så, lidt mere alvorligt, og fortsatte: "Louis tog kontakt til Harrys søster, fordi han er urolig for ham." Jeg kiggede underligt på ham. "Men... hun kyssede ham på kinden.. ?" sagde jeg, stadig ikke helt med. "Det er da meget normalt. De har kendt hinanden hele livet, og nu når Louis' barndomsven er forsvundet er det da klart at hun vil prøve at holde hans humør lidt oppe," sagde Jessica og kiggede jeg mig. Jeg sukkede svagt og nikkede. "Jeg tror jeg forstår," mumlede jeg svagt og tørrede mine øjne, hvorefter jeg svang benene ud over bænken og rejste mig. "Jeg bliver nødt til at sige undskyld til ham. Vi ses efter skole," sagde jeg lavt og gik mod udgangen med hovedet bøjet. Bøjet i skam.

Han stod samme sted, dog med ryggen til denne gang. Jeg kunne ikke se hans ansigt, og jeg var bange for at kigge ham i øjnene. Jeg havde råbt af ham. Skubbet til ham. Beskyldt ham for alle mulige ting, baseret på et uskyldigt kindkys. Jeg kom tættere på, og da jeg var tæt nok på til at jeg kunne høre hans tunge åndedræt, stoppede jeg op. "Louis?" spurgte jeg lavt og han vendte sig forskrækket om med et skævt smil på læberne. Hans smil forbavsede mig, men selvom jeg stod som forstenet i lidt tid, gik jeg hurtigt helt hen til ham og omfavnede ham. Jeg pressede mit ansigt ind til hans bryst, mens mine tårer begyndte at gennemvæde hans trøje. "Undskyld Louis.. jeg er bare så forfærdelig.." hviskede jeg lavt og lukkede lykkeligt øjnene da han også lagde sine arme om mig. "Det er okay, Jo," mumlede han ned i mit hår og kyssede det ganske svagt. Jeg kiggede op på ham med våde kinder, og forseglede min undskyldning med et kys, hvorefter jeg søgte ned til hans bryst igen. Sådan stod vi i lidt tid, uden at sige noget. "Du ved godt at vi skal være sammen for evigt, ikke Jo?" mumlede han stille uden at kigge på mig. Jeg begyndte at smile så stort, at det til sidst blev en lav fnisen, og derefter til latter. Jeg grinede med hjertet, mens jeg pressede mig ind til Louis' trygge krop. "Selvfølgelig skal vi det," sagde jeg glad og holdt ham lidt tættere. "Selvfølgelig skal vi det! Og hvad gør det at vi bor på hvert vores kontinent?" sagde jeg og kiggede på ham med store, lykkelige øjne. "For jeg elsker dig. Jeg elsker dig så inderligt højt," fortsate jeg og kyssede ham endnu en gang. Da vores læber skiltedes og vi igen trak os lidt væk fra hinanden, kiggede han overrasket på mig. Jeg havde aldrig opført mig sådan her før. Hvorfor var jeg sådan?

Vi pjækkede resten af dagen, for at få alting på plads igen. Alle misforståelserne, og alle tingene der var begyndt at rende ud i sandet. Vi startede med Harry. Louis fortalte mig, at ingen vidste hvor han var, ikke engang hans søster, men hun var sikker på at en bestemt person vidste det. En person, der var blevet lige så såret som Harry var juleaften. Den person der havde passet på Louis for mig, mens jeg ikke kunne. Sunny. Vi behøvede ikke lede længe efter hende. Trods hun var svær at få fat på i skolen, hang hun stadig ud de steder, Louis og hans venner var stoppet med at komme. På natklubberne i Riverside. Vi ventede på at mørket havde sænket sig over midtbyen, og neonlysene lystigt lyste gaderne op. Der var godt gang i den, og gaderne og klubberne var fyldt med unge der endnu ikke var startet i skole igen efter julen. Inklusiv Sunny og hendes nye, pumpede og snobbede venner. De rendte rundt i tanktops og korte kjoler, og det tydede på at det ikke ville gå stille for sig, hvis vi gjorde Sunny vred. Nu havde hun jo en hel hær af football-spillere der passede på hende, og dækkede hendes ryg.

Da vi trådte ind på natklubben, som hun holdt allermest af, ramte lugten af alkohol og svedige teenagere os. Selvom de fleste herinde var klart under 21 år, blev der alligevel solgt alkohol i lange baner, hvilket fik de unges blod til at koge. Sunny var, som altid, midtpunktet. Hun stod midt på dansegulvet, omringet af de store, muskuløse fyre. Det undrede mig stadig hvordan hun var endt sådan. Hvordan hun var gået fra at hænge ud med drenge som Louis og Harry, til at hænge ud med dem, ingen på skolen gad kendes ved, fordi de var bange for at sige noget forkert, for derefter at blive banket halvt ihjel. Jeg kiggede bange på Louis, men han tog min hånd, og jeg faldt en smule til ro. Dog pumpede mit hjerte stadig hurtigt. Jeg var ikke vant til at være omringet af muskuløse, fulde mennesker, og det gjorde mig meget utryg. "Sunny!" råbte Louis, da vi var kommet ind på midten af dansegulvet, og overdøvede musikken. Sunny kiggede overrasket på ham, og gav slip på den hjælpeløse fyr hun havde sat kløerne i. Hun smilede skævt, og det var tydeligt at hun havde fået alt for meget at drikke. Jeg tog forsigtigt fat i hendes skulder, men hun slog hurtigt min hånd væk og kiggede vredt på mig. "Tænk at du tror du kan valse herind på MIT domæne, sammen med MIN fyr, og tro at du kan gøre lige hvad du vil? Som om alting bare er fuldstændigt okay?!" råbte hun, og langsomt døde musikken, da DJen overrasket prøvede at følge med. Jeg trådte lidt baglæns, men stødte ind i en solid mur bag mig. Det var en af de pumpede fyre, og han så ikke ligefrem glad ud. Jeg sank en klump og kiggede bedende på Sunny. Det her kunne hun ikke mene.. kunne hun?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...