My J 2 - Always My J

Jo og Louis er endelig sammen, og alting er fantastisk. Alle er lykkelige, og livet er bare alle tiders. Men hvad sker der, når endnu et år er gået, og Jos tid i USA er ved at løbe ud?

10Likes
24Kommentarer
3943Visninger
AA

2. En overraskelse

JO P.O.V

 

Han lagde forsigtigt armene om mig og kyssede mig blidt på halsen. Med store, charmerende hundeøjne kiggede han på mig, gennem spejlet. Jeg grinede lavt af ham og rystede ham væk fra min skulder. "Jeg er færdig om lidt!" sagde jeg, næsten utålmodigt og lavede den sidste krølle i mit hår. "Skat, du er perfekt, du behøver ikke have alt det gøgl på," sagde han sødt og lagde endnu en gang armene om mig. Jeg smilede svagt og kiggede ind i hans spejlbilledes øjne. "Skal vi gå?" spurgte jeg, og vendte mig om så vi stod ansigt til ansigt. Han nikkede og gav mig et kort eskimokys, og jeg kunne ikke lade være med at fnise.

Vi gik sammen nedenunder, hvor Ewa stod i køkkenet. "Vi smutter, mor," sagde Louis, da vi gik ud til entréen for at samle vores ting. Efter juleaften, var Louis endelig begyndt at kalde Ewa for mor, hvilket hun var meget taknemmelig for. "VEENT!" råbte hun ude fra køkkenet, hvor hun stod med Mr. Harrisson og lavede mad til senere, hvor de ville få en masse gæster, da det var nytårsaften. Pludseligt stod hun i døren mellem entréen og stuen, med et kamera i hånden. "Ej, hvor er I søde sammen!" sagde hun med et stolt suk og et kæmpe smil om munden. "Stil jer lige tæt sammen!" hundsede hun kærligt, og tændte kameraet så hun kunne få et billede af os. Jeg stillede mig ind i favnen på Louis, med skulderen halvt vendt mod kameraet. Han lagde sine arme om mit liv, og da Ewa gjorde klar til at tage et billede smilede vi begge sukkersødt. "3... 2... 1.." talte hun ned, og blitzen skar os i øjnene. "Så," sagde hun med et smil og kiggede på os. Jeg grinede kort og vred mig i en glidende bevægelse ud af Louis' greb. "Skal vi gå?" spurgte jeg og gav ham et kort kys. Med mine stiletter på kunne jeg lige akkurat nå hans læber, uden at strække mig, heldigvis. Han nikkede kort og åbnede galant hoveddøren for mig. Jeg nejede kort og grinede. "Vi ses senere, Ewa," sagde jeg og vinkede hurtigt til hende. "Vi ses. Bliv nu ikke for længe ude!"

Da vi sad i bilen kiggede jeg på Louis. "Louis? Hvor er det vi skal hen?" spurgte jeg nysgerrigt. Han havde inviteret mig ud, dog uden at sige hvad vi skulle, og han havde endnu ikke fortalt det, selvom jeg havde mine anelser. Han kiggede hurtigt på mig og smilede, men rettede hurtigt blikket mod vejen igen. Det var allerede mørkt udenfor, selvom klokken ikke var særlig mange. Jeg følte vi have kørt i timer, men uret viste, at vi kun havde kørt i godt og vel en halv time. Da han ikke svarede kiggede jeg med et utålmodigt og tiggende blik på ham. "Louiiiiis. Fortæl det nu. Det er uudholdeligt det her! Jeg er så nysgerrig!" tiggede jeg og tog blidt fat i hans jakkeærme, for ikke at forstyrre hans kørsel alt for meget. Han fik et hemmelighedsfuldt smil om læberne, uden at flytte blikket fra vejen. "Jeg fortæller intet," nynnede han og drejede ned ad en lille sidevej. Vejen var meget ujævn og bumpede meget. Det så ud til at vi var et godt stykke væk fra Riverside, der jo var en nogenlunde stor by. "Hvor er vi?" spurgte jeg lidt usikkert og kiggede ud i mørket. Det eneste sted jeg kunne orientere mig var foran bilen, hvor bilens lygter skarpt dannede lyskegler på vejen. "Langt væk fra Riverside," sagde han smilende, og holdt stadig sit blik på vejen foran os. Jeg kiggede usikkert på ham og begyndte så at smile svagt. Louis var fantastisk, og jeg elskede ham. Selvfølgelig kunne jeg stole på ham, selvom jeg kun havde kendt ham en måned. En helt fantastisk måned. Vi kørte ind på en smal skovsti, med mange skarpe sving, og vejen var kun lige bred nok til én bil. Mit smil blegnede hurtigt, da de tætte trætoppe dækkede for halvmånen og dens sikre lys, og mørket omringede bilen fuldstændigt. Jeg kiggede endnu mere usikkert ud af forruden, og kiggede op på de træer der hang ind over hinanden, og dannede en bue over bilen. Det var nærmest som om vi kørte i en tunnel at træer.

Jeg tog skræmt fat i Louis' hånd, da han skarpt drejede rundt om det første sving. Han klemte min hånd trygt og sikkert, og det fik mig til at falde lidt ned, lige indtil vi drejede igen, og mit blodtryk steg med hundrede procent. Jeg klemte hans hånd hårdt, og han trak den hurtigt til sig. "Av!" sagde han overrasket, og ømmede sig. Jeg kiggede beklagende på ham, men rettede på hurtigt mit blik ud på vejen igen. Svingene blev efterhånden blødere, og vejen mere lige, men træerne stod stadig så tæt, at det var umuligt at se andet end træstammerne. Jeg sad og trippede let, da Louis endelig satte farten lidt ned. Jeg sukkede lettet op, men opdagede at han hurtigt satte farten op igen. Vi kørte hurtigt, alt for hurtigt. Jeg klemte hårdt mine øjne i og tog fat i hans hånd igen. "Sæt farten lidt ned!" sagde jeg forskrækket, stadig med lukkede øjne. Jeg kunne høre ham grine kort. "Skal ske, deres majestæt," sagde han, og satte farten betydeligt ned. Jeg åbnede forsigtigt det ene øje, og blev mødt af det smukkeste syn, da vi kørte ud af skovens mørke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...