My J 2 - Always My J

Jo og Louis er endelig sammen, og alting er fantastisk. Alle er lykkelige, og livet er bare alle tiders. Men hvad sker der, når endnu et år er gået, og Jos tid i USA er ved at løbe ud?

10Likes
24Kommentarer
3935Visninger
AA

13. Den tredvte

"Hvad synes du?" spurgte hun glad, og jeg nikkede ivrigt. "Wow. Hvor er du smuk! Han vil ikke kunne sige nej," sagde jeg med et smil, og kiggede på den glade, dog overraskede Amelia, der stod foran mig i den flotteste kjole jeg nogensinde havde set. Den var gulvlang, med dyb udskæring, og så var den isblå, og fyldt med smukke mønstre, dannet ud af snehvide perler. Vinteren var her næsten, og eftersom Amelia gik på sidste år af High School, skulle hun snart til vinterbal. Derfor havde hun trukket mig med ud i en hel masse butikker, for at finde den helt perfekte kjole. Hun smilede stort, og beundrede kjolen, der sad perfekt på hendes krop. "Den sidder okay," mumlede hun lavt for sig selv, og kiggede på sit spejlbillede. Efter den dag, hvor jeg havde mødt Amelia på den lille café, havde jeg brugt næsten alle mine dage med hende. Jeg fandt ud af, at hun gik på samme skole som mig, og hun var slet ikke så slem som jeg først troede. Hun var sød og omsorgsfuld, og jeg fandt hurtigt ud af, at hun ikke kun var sammen med mig, for at få fat i Louis. Hendes smil forsvandt langsomt, og hendes blik blev trist. "Hvor er det ærgerligt at du snart skal hjem," mumlede hun lavt, og jeg kiggede ned. Det var fredag eftermiddag, den 30. November, og dagen før jeg skulle hjem. Tiden var fløjet forbi, og jeg havde det som om at jeg var ved at blive ædt op indefra. Jeg vidste jeg ikke havde længe tilbage med Louis, og alligevel brugte jeg min sidste dag sammen med Amelia? Jeg rejste mig hurtigt fra den lille stol der stod i det trænge prøverum, og greb min jakke og taske. "Jeg bliver nødt til at tage hjem, Amelia. Jeg er virkelig ked af det. Og jeg synes forresten du skal købe den der kjole!" sagde jeg med et fingerpeg, og var på ingen tid styrtet ud i butikken. "Jeg kommer hjem til dig i morgen tidlig!" hørte jeg lige Amelia råbe, inden jeg fløj ud på gaden, med tasken hængende halvt over skulderen. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok hjem. Hjem til Louis!

Da jeg ankom til huset, gik jeg indenfor, smed mine ting, og løb direkte op på Louis' værelse. Det var tomt. Det samme med mit eget værelse. Jeg stoppede op på gangen, og kiggede rundt. Ingen spor noglesteder. Med tunge skridt gik jeg ned i køkkenet, hvor Ewa stod og kæmpede med maden. "Hej min skat!" sagde hun muntert, da jeg satte mig på morgenmadsbaren med et trist udtryk i ansigtet. "Hvor er Louis?" spurgte jeg, og Ewa stoppede op, kun for at trække på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Han gik lidt efter Sean kom hjem, og jeg har ikke set ham siden," sagde hun med et smil, og jeg sukkede. Hvad kunne han dog lave, den sidste dag vi skulle tilbringe sammen?

 

LOUIS P.O.V

Jeg gik i en beundrende bue rundt om bordet, der var blevet dækket fint op, med stearinlys og røde roser. Alting var klart, og jeg var endda iført min fineste smoking, med en sort butterfly, der satte prikken over i'et. Min lillebror var blevet sendebud, og inden længe ville han ankomme med den pige, der betød allermest for mig i hele mit liv. Min eneste ene. Jeg rettede næsten panisk på de fine papirslamper, der hang på den smukke murstensvæg. Jeg havde fået sat alting op i en lille baggård, der var noget af det mest romantiske jeg havde set længe. Som noget fra en italiensk film, med små altaner højt oppe på bygningens facade, og med vinplanter der livligt groede op ad væggen. Jeg tjekkede lige bordet en sidste gang, da jeg svagt kunne høre hendes sko på brostenene. Hun havde høje hæle på, og jeg kunne høre at hun var alene. Ingen Sean. Jeg kiggede op, og mit smil bredte sig over mine læber, da jeg så hende. Hendes kjole var lyseblå, og ville dække for hendes fine, hvide sko, hvis ikke det var fordi hun holdt op i den. Hendes brune hår var løst og glat, og faktisk længere end jeg havde troet. Hendes makeup var naturlig, og hendes smil var smukt. Hun kom gående imod mig, med det største og mest overraskede smil på læben. "Hej Amelia," sagde jeg forsigtigt, og kunne ikke lade være med at smile, bare en lille smule. Hun smilede igen, da hun kom hen til mig, og stolt lagde en arm om mine skuldre. Hun var høj, næsten lige så høj som mig, så hun kunne sagtens nå. "Hvor er det smukt, Lou! Jeg vidste ikke at du ville gøre så meget ud af det!" sagde hun og kiggede rundt med store øjne. Jeg smilede stort, glad for at hun kunne lide det. "Så du kan godt lide det?" spurgte jeg nervøst, og hun nikkede ivrigt. "Jeg elsker det!" udbrød hun, og fik øje på den lille æske jeg havde gemt godt bag ved blomsterne. Med langsomme skridt gik hun hen til den, og samlede den lille velouræske op i hænderne. Den var så smuk, og jeg havde valgt den specielt til pigen jeg elskede. Forsigtigt åbnede hun låget, og da hun så æskens indhold, tog hun straks hånden op til munden, så æsken røg ud af hendes hånd, og den lyse diamantring trillede ned på bordet. Hun vendte sig hurtigt om, og nikkede med store bevægelser. "Hvor er du sød!" hvinede hun. Det var en side jeg aldrig havde set af hende før - den pigede side. Jeg gik forsigtigt hen til bordet, og samlede ringen op, hvorefter jeg med nænsomme bevægelser lagde den tilbage i æsken, og ned i min jakkelomme. "Tror du hun vil kunne lide det?" spurgte jeg så, bange for om det var for meget. Amelia nikkede endnu mere ivrigt, og kiggede på mig. "Hun vil elske det! Og den ring kan du ikke gå forkert med," sagde hun med et stort smil, og jeg klemte forsigtigt æsken. Det var en vigtig aften, og jeg ville ikke ødelægge den. Hverken for mig eller Jo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...