Linedanseren

Jeg udspionerer ham. Og jeg er ikke bange for at indrømme det, jeg kan simpelthen ikke lade være. Han har været så underlig her på det seneste, så fjern, uimødekommende og hemmelighedsfuld. Og nu har jeg fået bekræftet mine værste anelser. Ind ad vinduet kan jeg se, at han nærmer sig en pige, jeg aldrig har set før. Hendes hår er ildrødt, og hendes hud er bleg. Hun er smuk. Han tager hendes ansigt i sine hænder og kysser hende først blidt på munden, så mere hårdt og sultent. Hun gengælder hans kys. I et øjeblik står tiden stille, et øjeblik hvor jeg bare står og stirrer ind gennem en dum rude. Stirrer ind på min kæreste, som omfavner og kysser en anden pige end mig. Mit hjerte bliver flået ud, jeg har svært ved at få vejret. Den øjeblikkelige sorg, jeg føler er så stor, at jeg ikke kan græde, men bare har mest lyst til at skrige. Jeg støtter min arm op ad muren for ikke at falde helt sammen. I det samme vender hun sig om mod mig. Hendes hoved drejer rundt på et splitsekund, og hendes ildrøde lokker flyver. Hendes læber er let adskilte og krusede,  så hendes perfekte hvide tandsæt blotter sig for mig. Hun stirrer så intenst på mig, at jeg føler hun suger alt ud af mig. Det føles som om at hun stirrer på mig i evigheder, selvom det i virkeligheden kun drejer sig om et halvt sekund, måske et helt. Jeg når ikke at tænke, før jeg med ét vender mig om og løber gennem mørket.