Writer of the heart

Claire vejer 30 kilo for meget, da hendes forældre fortæller de skal skilles og at hendes mor flytter il New York med hende. I løbet af de måneder op til flytningen taber Claire sig og forvandler sig fra tyk til smuk. Claires et og alt er bøger og selvom hun ikke ved det har hun et forfatter talent der vil noget. Læs om hvordan det hele går hende...

5Likes
7Kommentarer
3429Visninger
AA

26. Stedmor der driver til vanvid

Jeg flippede mine solbriller op i panden og gned øjnene. Jeg kiggede ned af mig selv. Sorte højtaljede shorts, T-shirt med bronze print, lang grå cardigan og flade gladiatorsandaler. Paparazzierne som forfulgte mig overalt, af en eller anden grund jeg stadig ikke har forstået, var begyndte at hentyde til at jeg havde fået anorektisk tilbagefald, til det havde jeg kommenteret: ”Når jeg bliver stresset spiser jeg ikke, for at spare tid. Mit forhold til mad er anderledes og jeg ser det ikke som en livsnødvendig ting, ligesom jeg nok burde.” Det var blevet tolket som at jeg var ved at få stress og der havde jeg måttet sige: ”Nej, jeg har bare travlt. Jeg prøver jo at få to liv til at fungere på samme tid. High school pigen og forfatteren og der er stor forskel.” Nu stod jeg, så her. Foran mit barndomshjem, hvor min far stadig boede. Jeg kiggede bedømmende op og ned af det. Intet havde forandret sig. Jeg gik hen og bankede på. ”Så kunne jeg være her,” sagde jeg, da døren blev åbnet, men det var ikke far der åbnede den. En dame åbnede døren, hun var blond, blåøjet og solbrun i huden. Alt omkring hende sagde ”jeg har styr på tingene, lige meget hvad du siger”. I modsætningen til min mor virkede hun, som en der stak næsen i sky over liv der ikke var lige så perfekte som hendes, hun var perfekt, og jeg hadede det. Jeg kunne gætte hun var min pap mor. Hende og min far var lige kommet hjem fra bryllupsrejse sidst jeg var her og jeg havde ikke været med til brylluppet, fordi jeg sad på anoreksianstalt. Da jeg så kom, var hun taget til LA med nogle venner på kurophold. Tja, min far er direktør i sit eget advokat firma, hvad kan jeg sige? ”Hvem er du?” spurgte hun. ”Undskyld, men venter i nogen anden?” spurgte jeg. ”Ja, vi venter min mands datter fra New York,” svarede hun koldt. ”Her er jeg!” sagde jeg irriteret. ”Men du ligner jo en model,” sagde hun som om der var noget hun ikke kunne få til at passe. Jeg kunne ikke lide denne dame. ”Du er 2 år for sent, så. Jeg var model, men nu er jeg forfatter. Har du virkelig aldrig hørt om mig?” undrede jeg mig. ”Øhm… jo. Jeg troede bare du ville være anderledes,” sagde hun. Jeg hævede mine øjenbryn, så langt op de kunne komme. ”Hvordan anderledes?” spurgte jeg. Hun tøvede lidt. ”Jeg troede du ville være en lille tyk lidende pige, som hende på billedet,” sagde hun så. ”Nå, så du har set et billede. Der er du 3-4 år for sent på den,” sagde jeg. ”Så du er Claire?” rynkede hun på næsen. ”Øhm… ja Claire Hansen-Smith er mig,” sagde jeg. ”Claire de lune! Du er jo blevet en hel ung dame!” kom det bag hende. ”Hej far… her har du mig. Jeg var lige ved at komme på god fod, med din kone. Det ser ud til der er nogle huller der skal lappes,” sagde jeg. ”Fint, fint, jeg tager på arbejde,” svarede han bare. Jeg rystede på hovedet. Hvordan skulle jeg overleve dette? Jeg kunne starte med lidt storby manerer. ”Har du noget imod at spise frokost i dag far?” spurgte jeg. ”Det kan vi da godt,” svarede han. ”Godt for jeg  vil gerne fortælle dig alt om mit nuværende liv, jeg tror nemlig du er bagefter,” sagde jeg. Han nikkede og forsvandt. ”Kom ind,” sagde Erika, min pap mor, endelig. Jeg hankede op i min trolley og trådte indenfor. Ikke meget var forandret indenfor. Inde i stuen kiggede jeg mig rundt og fandt, så det lille skab jeg ledte efter. ”Vil du have noget?” spurgte hun. ”Bare noget vand og hvad du ellers har,” sagde jeg ligeglad og satte mig på hug foran det lille skab. Jeg trykkede koden. Min fødselsdato. Ganske rigtigt. Derinde lå alt min far havde modtaget og set af mig siden jeg flyttede, Størrelse for stor og Størrelse for lille lå der også. Jeg bladrede kort igennem dem. Nogle steder var markeret. Det her var mit alter vidste jeg. ”Har du nogensinde hørt om alle de mænd der forguder deres døtre, jeg tror at min far er sådan en, selvom han ikke taler meget om mig,” sagde jeg smilende og rodede i nogle gode anmeldelser. ”Hvorfor tror du det?” sagde Erika fornærmet. ”På grund af det her. Dette er alt hvad der er på mig siden jeg flyttede til New York,” svarede jeg. ”Du åbnede det skab?” sagde hu forbavset. ”Det er min fødselsdato,” informerede jeg og tog en bunke med billeder og kiggede igennem. Jeg fandt dem der betød noget og lagde dem på bordet og tog så ind til Århus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...