Writer of the heart

Claire vejer 30 kilo for meget, da hendes forældre fortæller de skal skilles og at hendes mor flytter il New York med hende. I løbet af de måneder op til flytningen taber Claire sig og forvandler sig fra tyk til smuk. Claires et og alt er bøger og selvom hun ikke ved det har hun et forfatter talent der vil noget. Læs om hvordan det hele går hende...

5Likes
7Kommentarer
3419Visninger
AA

10. Et pust fra fortiden

Jeg sad med min Mac og surfede rundt på facebook. Jeg havde fået en del nye venner på det seneste, da jeg var kommet tilbage i min danske skole. Jeg var på 2 ugers ferie her. Jeg skulle hjem i overmorgen nat. Det lod til folk havde glemt den tykke pige og nu var klar til at byde New Yorkeren velkommen. Jeg havde forandret mig en del. Blevet mere STORBYPIGE, hvilket gjorde at jeg virkede anderledes. Mit hverdagstøj var mere tjekket en deres, mine spisevaner var anderledes, mit tempo var anderledes, fordi sådan var det bare i New York. Nu skulle jeg tilbage og være forstadspige. Helt nede på jorden, i den danske betydning.

Jeg tjekkede Anderses profil ud. To minutter sider: Anders er i et åbent forhold med Sabine Jensen, stod der. En del havde allerede skrevet tillykke.

Jeg fik en mærkelig følelse og legede lidt med et armbånd jeg havde om armen. Låsen var en lille hængelås og der var flere søde vedhæng, et hjerte, en blomst, en dukke og en bil, som camouflerede 3 vedhæng, hvor der stod 5.4., AC, og forevig. Et venskabsarmbånd, Andys rigtige far havde lavet kort før han døde af kræft, da vi var fire. Han var guldsmed og det var sådan set hans sidste arbejdsstykke. Hængelåsen var ægte og låst, Andy havde min nøgle og jeg hans. Hans var bare en sølvkæde med lidt bling i form af det jeg havde. Selvfølgelig havde vores håndleds størrelse varieret i årenes løb, men det er der hvor vi har Andys farfar, der godt nok er pensioneret, men stadig gerne retter på vores smykker og andre ting. 

Jeg klikkede på hendes navn. God! Hun var mere falsk end Emily, og det siger virkeligt noget. Et minut siden havde hun opdateret sin status. Ej Andy skath! Jeg elsker dig bare <3 :*!!! Jeg fik kvalme. Hun var fra midtbyen kunne jeg se. Havde vi nogen fælles venner? En udover Andy. Susanne fra min klasse. Hun var egentligt en okay pige. Jeg tjekkede Su og Sabines forhold ud. De gik vidst til kor sammen. Måske skulle jeg tage med Su til kor en dag. Det ville jeg. Jeg klappede computeren sammen og lænede mig tilbage. Jeg faldt i en let urolig søvn

. Da jeg vågende igen var klokken halv 8. jeg følte mig rastløs og besluttede mig for at gå ud til ham. Det var længe siden jeg havde set ham sidst. Jeg gik de 3 kilometer igennem skov og kom ud til landejendommen mellem Skejby, Lisbjerg og Vejlby Risskov, som familien Utsen boede i.  Jeg kendte en vej som gik direkte ud i deres baghave. Jeg havde gået den her tur mange gange. Skoven var smuk og mørk i det kolde vintervejr og månen fik lidt af sneen til at glimte. Da jeg kom ud i baghaven kiggede jeg straks op mod et bestemt vindue. Der strømmede lys ud. Jeg samlede sne i mine hænder og kastede det op på ruden. Han åbnede. ”Hey! Lad nu vær! Teis! For helvede! Jeg ved det er dig!” råbte han.

Anderses vinkel

Den 117 snebold ramte ruden. Jeg åbnede vinduet og råbte til ham han skulle lade være. Han svarede ikke, men det gjorde en anden. ”Øh nej… Det er ikke ham,” sagde en melodisk pigestemme. Jeg kiggede ned og så en pige stå og kigge op. Jeg kunne kun se hendes skikkelse. Fem centimeter lavere end mig, pænt formet og tynd. Ikke en skikkelse jeg havde set før. ”Er hun smuk?” spurgte stemmen. Den virkede egentligt bekendt. ”Hvem?” spurgte jeg. ”Ja, din kæreste,” sagde pigen, som om jeg var dum. ”Øh ja, hun er okay smuk,” mumlede jeg tilfredst. Jeg kunne se personen lavede en grimasse, men smilte så halvt. ”Tillykke med hende. Må jeg komme ind?” råbte hun op. ”Jeg ved knapt hvem du er,” svarede jeg. ”Det gør du, du kan bare ikke kende mig. Lukker du mig ind? Det kan være du finder ud af det så,” sagde hun bestemt. ”Okay,” tøvede jeg.

Hun gik med rolige og bestemte skridt kunne man tydeligt se. Hun kendte mig, det var tydeligt. Jeg slukkede mit technomusik og gik ned og åbnede. Selvom jeg havde en kæreste kunne jeg ikke lade være med at tænke WOW! Jeg kiggede nedefra og op. Sorte læderstøvler til knæene, lyse stramme cowboy jeans, lang marine blå vinterjakke og da hun tog den af kom en neutral sort top der fremhævede den smalle og lækre skikkelse, med en striksweater der gik til navlen, det honningfarvede hår var flettet ned af den ene skulder, ansigtstrækkene fine og nærmest lette og til sidst mødte et par smukke velkendte grønne øjne mine. Jeg var faldet for dem før. Mange gange, i hele mit 16årige liv. Jeg kendte hende. ”Claire de Lune!” udbrød jeg. ”Andy! Du kunne altså kende mig!” smilte hun glad. ”Dine øjne er nok det eneste der ikke har forandret sig,” indrømmede jeg.

Min igen

Han kunne kende mig og havde ikke glemt mig. ”Sidste gang du så mig vejede jeg også 35 kilo mere,” svarede jeg ærligt. ”Mor sagde i var flyttet til New York, hvad laver du så her?” spurgte han. Han lignede sig selv. Humör bukser, Iceman T-shirt, det lækre brune hår sat med så lidt voks man ikke kunne se det. Hans varme nøddefarvede øjne havde en mathed der beviste han stadig var den gode gamle computernørd, men man kunne se at han på en eller anden måde også trænede.

Vi gik op på hans værelse. ”Jeg besøger far,” sagde jeg. ”Jeg har lige været nede med noget anoreksi,” tilføjede jeg. ”Det er da noget af en modsætning, du er gået fra og til,” mumlede han trist. Jeg trak på skuldrene og kiggede mig omkring i værelset. Hans gamer computer stod åben, sengen var rodet og på gulvet var der rodet, en lille opslagstavle med alle mulige ting hang, mens vi snakkede. En ting på den fangede min opmærksomhed. Jeg gik hen og kiggede nærmere. Et billede af os, på omkring de 3. Jeg fik straks flashback.

”Mor jeg er TØRSTIG!” protesterede jeg. ”Jamen lille skat jeg har ikke noget vand. Kan du ikke vente til vi har fået teltet slået op?” spurgte hun. Jeg gik over til Anders. ”Jeg er tørstig!” sagde jeg til ham. ”Jeg er sulten!” svarede han. ”Jeg har chokolade,” sagde jeg. ”Jeg har vand,” sagde han. ”Skal vi bytte?” spurgte jeg. ”Det kan vi godt,” svarede han. Han rakte mig sin drikkedunk og jeg min chokolade. Vi satte os i sandet og prøvede at overgå hinanden i løgnehistorier fra børnehaven. ”Du lyver!” udbrød jeg, da hans blev for syret. ”Det gør du også,” protesterede han og kastede sig over mig. Vi lå og rodede rundt lidt. ”Kom så i to små slyngler! Vi skal have noget at spise,” kom hans mor og hentede os.”Her er dine sandaler. Tag dem på,” beordrede min egen mor. Vi gik legende ned til en restaurant. Vores forældre kom lige efter. Mødrene snakkede mode og fædrene musik. En gammel hestevogn med åben bagklap stod udenfor. Vi satte os og ventede på vores forældre.

Det var her billedet var taget. Smilende mod kameraet, med armene om hinanden. Vi lovede, naivt, venskab for evigt. ”Jeg savner de gamle dage. Det hele var så nemt,” mumlede jeg og satte billedet tilbage. ”Jeg savner dig,” svarede han simpelt. ”Virkelig?” rynkede jeg på panden. Han pegede på billedet. ”Hvad skete der?” sagde han undrende. Jeg trak på skuldrene. ”Vi voksede fra hinanden,” gættede jeg. ”Måske…” sagde han eftertænksomt. ”Er det Sabine du har fået besøg af?” lød en stemme. ”Mor!” udbrød han. Varmen steg i hans kinder. ”Nej, det er bare mig Claire,” grinte jeg. ”Claire!” hvinede hun.

Hun havde kendt mig siden jeg blev født og så mig som hendes niece. Vores mødre mødtes på fødegangen, med veer og det hele og har holdt sammen, som bedsteveninder, siden. Hun brasede ind. ”Du ser godt ud! Sidst jeg så dig var du anorektisk tynd,” udbrød hun. Hun havde været i New York og besøge os nogle dage inden jeg faldt om for alvor. ”Tak,” sagde jeg. ”Har din mor godt fortalt hun er begyndt at date?” spurgte hun. Hun trak mig med nedenunder i stuen. ”Ja, men hun har ikke sagt hvem,” svarede jeg. ”Jeg kender navnet, men ved ikke mere,” sagde hun begejstret. Det gav et lille stik at tænke på jeg måske skulle til at forholde mig til at der kom en ny mand i hendes liv.

Far havde for længst fundet en ny. Hun skulle flytte ind om en måned. Det gjorde mig ikke noget, ud over at han overhovedet ikke havde været ærlig overfor mig før de skulle flytte sammen. ”Nej, skat. Jeg dater ikke nogen,” havde han sagt. Jeg er menneskekender og kan se og høre når folk lyver og det ved du godt far. Er hun smuk? Havde jeg bittert svaret. Men med mor var det anderledes. Vi var tættere knyttede og blev hun gift igen eller lignende ville det påvirke mig.

”Hvad er det så? Det kan være jeg kender ham,” smilte jeg. Jeg vidste jeg ville få det med det samme. Sådan er hun bare. ”Paul Martins,” kom det prompte, da hun satte en kop te foran mig. Jeg havde lige taget koppen op til munden for at drikke forsigtigt, men da jeg hørte navnet kom jeg til at tippe for meget og brændte tunge. Jeg spyttede te ud til alle sider. ”Min historie- og engelsklære?!” udbrød jeg. ”Det ved jeg ikke, men hedder din engelsklære det, så tror jeg det er ham,” bekræftede hun. ”Godt, hun i det mindste ikke begyndte med min matematiklære. Han er sindssyg og forstår mig ikke. Ikke fordi Martins gør det. Han undrer sig i hvert fald altid over at han ikke har givet mig mindre end A endnu,” sukkede jeg. ”Det her bliver nok mit personlige lille mareridt,” tilføjede jeg smilende og drak min te. ”Jeg må nok hjem,” sukkede jeg. Jeg gik op til Anders. Jeg hilste hurtigt på både Jannik, Anderses lillebror og Simon, hans pap far. ”Jeg tager altså hjem nu,” sagde jeg stille. Han smilede over til mig, men sagde ikke noget. Han sad på skype med HENDE.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...