You and I Forever 4

Gwen er sønderknust efter Lucas smuttede, fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre. Drogo har lovet Gwen at han vil gøre alt for at få Lucas tilbage til hende.
Emery er i tvivl om hvem hun elsker. Felix eller Caron? Det gør det ikke meget nemmere, at hun føler skyld over at Lucas stak af. Hun holder derfor øje med Gwen og Drogo.

12Likes
97Kommentarer
4383Visninger
AA

32. Kapitel 31 - Emery.

Alt blev sløret. Bortset fra de øjne jeg kiggede i. De var helt tydelige. Fantastiske. Utrolige. Alting. Hans øjne vidste forbløffelse, men glæde. Mit hjerte hamrede af sted, inde bag mine ribben. Hamrede så hårdt, man skulle tro, det prøvede at bryde igennem.

”Hej…” sagde han pludselig, mens han fik et lalleglad smil på læberne. Jeg smilede selv til ham, men mit var et afslappet smil. Mange år med at snyde, lyve, og true, kunne man se så ligeglad ud, som hvis man faktisk VAR ligeglad. ”Hej…” svarede jeg, mens jeg lod mit blik glide ned over personen på stolen. Eller tronen. Han sad på en stor stentrone. Der var ingen detaljer, og alligevel så han mægtig ud. Måske var det fordi, man kunne se han var veltrænet. Og smidig. Men nu var han også varulv. Jeg vidste man ikke skulle tro at en varulv, intet kunne. For jeg vidste de var livsfarlige. Godt nok ikke for mig, men det var også lige undtagelsen.

”Jeg er Lookus.” sagde han. Hans stemme var blød og sexet. Som om han flirtede med mig. Men det gjorde han vel ikke, vel? For vi var jo fjender. Livsfjener. Begge lavet for at myrde den anden. Ellers ville vi ikke være til.

”Emery, men det ved du nok. Og hvad vil du?” spurgte jeg. Lookus kiggede på mig. Jeg kunne godt lide hans navn. Det lød som Look At Us. Hvilket var ret sejt. Jeg lod igen mit blik glide ned over ham. Hans smidige krop. Den store hånd, med de tynde, men stærke fingre. Hans lange ben, hvor man tydeligt kunne se musklerne i bukserne.

”Jeg vil forhandle med dig.” sagde Lookus. Jeg kiggede op på ham. Hans hår havde en dejlig, blød chokolade farve. Hans øjne, der havde en blød karamel farve. Hans velformede, bløde læber. Alt ved ham, var utroligt, smukt, perfekt.

”Hvorfor?” spurgte jeg skarpt. Ja jeg tjekke ham ud, men jeg holdt også øje med alle hans bevægelser. Han rejste sig op, og begyndte stille at gå ned mod mig. Jeg kunne nemt se at han var højere end mig. Det kunne jeg godt lide. Der var ikke noget så slemt som en lav fyr. Eller, det ville nok ikke gøre mig nået, hvis han var min eneste ene, men jeg håbede ikke min eneste ene var en dværg. Så skulle jeg løfte ham, hver gang vi skulle kysse.

”Jeg er herre for en masse varulve. Du ved, alfa. Og jeg vil gerne beskytte dem så godt som muligt. Derfor kunne jeg tænke mig, om vi kunne lave en… aftale.” svarede han. Jeg kunne høre hvordan hans fødder ramte de våde sten. Jeg kiggede mig omkring, i det dunkle… lokale? Rum? Nå, hvad pokker.

”Og hvad hvis jeg nu siger det berømte ord ’nej’?” spurgte jeg afprøvende. Pludselig var han helt henne ved mig, og skulle til at tage fat i mine arme, sikkert for at fortælle HVAD han kunne finde på. I stedet smadrede jeg ham ind i grottens væk, med et hårdt kast. Jeg kunne svagt høre væggen flækkede.

”Godt så. Jeg vil gerne lave en aftale, men vi skal mødes en anden gang. Jeg har ikke tid nu. Jeg skal mødes med min kæreste.” sagde jeg, mens jeg knækkede mine fingre Lookus havde rejste sig, men da jeg sagde kæreste, så han pludselig helt ynkelig ud. Hvorfor nu det? Men det måtte han selv om.

Jeg gik hen mod tæppet, mens jeg stille lyttede til Lookus åndedrag, og lod mine lunger fyldes med lugten af hans krop. Pludselig fik jeg lyst til at stoppe og løbe tilbage til ham. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke gøre. Før jeg gik ud, vendte jeg mig om, og sagde over skulderen.

”Men næste gang, bestemmer JEG mødestedet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...