You and I Forever 4

Gwen er sønderknust efter Lucas smuttede, fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre. Drogo har lovet Gwen at han vil gøre alt for at få Lucas tilbage til hende.
Emery er i tvivl om hvem hun elsker. Felix eller Caron? Det gør det ikke meget nemmere, at hun føler skyld over at Lucas stak af. Hun holder derfor øje med Gwen og Drogo.

12Likes
97Kommentarer
4413Visninger
AA

24. Kapitel 23 - Emery.

”Ja hvad tror du selv?” snerrede Felix af mig. Jeg havde aldrig hørt ham lyde sådan. Aldrig hørt ham lyde så vred. Eller ond. Han var den søde! Den nuttede! Han burde slet ikke kunne lyde så hård! Det sårede mig faktisk på en måde.

”Hvor skulle jeg vide det fra?” spurgte jeg undrende. Felix stod foran mig, med hænderne i siderne. Han så vredt på mig.

”Er det ham?” spurgte han vredt. Jeg kiggede uforstående på Felix.

”Hvad me…” begyndte jeg, men blev afbrudt af Felix.

”ER DET HAM FORHELVEDE?” råbte Felix så. Jeg gispede en smule chokeret. Hvad skete der for ham? Sådan var han ikke!

”JEG FATTER SGU DA IKKE HVAD DU MENER!” råbte jeg hårdt tilbage. Som regel flyttede folk sig når jeg råbte af dem, men denne gang stod Felix bare og stirrede vredt på mig. Hvad fanden skete der for ham?

”Det ved du sgu da godt! Er det ham du knalder med eller hvad?” hvislede Felix ud mellem sammenknebet læber. Jeg stivnede. Hvad fanden mente han med det? Regnede han med jeg rendte rundt og knaldede med alle fyre jeg mødte?

”HVAD?!” skreg jeg. Felix kiggede bare ondt på mig. Jeg kiggede på ham med chokerede øjne.

”Tror du virkelig ikke jeg vidste det? Virkelig? JEG VIDSTE SGU DA GODT DU KNALDER MED EN ELLER ANDEN! OG ER DET HAM FORHELVEDE?” råbte Felix, mens han gik helt hen til mig, og stirrede mig vredt ind i øjnene. Jeg gik et skridt tilbage, men Felix gik bare et skridt tættere på mig. Til sidst stod jeg op af væggen.

”Jeg går da ikke i seng med nogen! Ikke en gang DIG!” hvæsede jeg af ham. Det fik ham til at stå stille et kort øjeblik.

Jeg vidste ikke at han havde slået mig lige med det samme. Pludselig lagde jeg bare på jorden, mens min ene kind sved. Felix kiggede på mig med chokerede øjne. Jeg mærkede forsigtigt på min kind. Han havde slået hårdt. Ellers ville jeg ikke mærke smerten. Jeg blev vred. Meget. Jeg rejste mig langsomt op fra jorden, mens jeg hvæste:

”Slog du mig?” Jeg kiggede på ham. Han kiggede chokeret på hams hånd, som havde lavet et aftryk på min kind. Så begyndte han at ryste på hovedet.

”Men… men jeg ville ikke… jeg ville…” stammede han. Jeg snerrede af ham. Så løftede jeg min hånd og smadrede den lige ind i hans ansigt. Da jeg så ham ligge på jorden, mens han holdt sig for næsen, gispede jeg. Jeg slog mine hænder foran min mund, mens jeg stille kunne mærke tårende presse sig på.

Så vendte jeg om på hælende og styrtede ud af døren. Jeg løb gennem skoven, til jeg kom til en lysning, langt inde i skoven. Der satte jeg mig på hug, mens jeg gemte mit ansigt i hænderne. Stille begyndte tårende at presse sig på igen. Men denne gang holdt jeg dem ikke inde. Jeg gav dem frit løb.

”Nej, nej, nej…” gentog jeg lavt for mig selv. Kunne jeg for pokker bare ikke finde den rigtige? Alt stod klart nu. Felix var ikke ham. Hvis han havde været min eneste ene, ville han ikke have slået mig, uanset hvor meget han ønskede det. Han ville have krammet mig, og ignoreret hvor vred jeg var. Ville Caron slå mig? Nej. Det ville han ikke. Men var han så den eneste ene? Det troede jeg ikke.

”Undskyld? Er der noget galt?” spurgte en stemme. Jeg kiggede undrende, og træt op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...