Julen på børnehjemmet.

Lencia ved ikke hvor hun kommer fra. Hun er opfostret på et koldt og mørkt børnehjem. Alting vendte på hovedet, det år hvor den skrappe forstanderinde besluttede at der ikke længere skulle fejres jul. Lencia græd og vred sig, men intet hun gjorde kunne hjælpe. Derfor løb hun væk, uden sinde at komme tilbage.

2Likes
9Kommentarer
1338Visninger
AA

1. Mødet med de fremmede.

Sneen dækkede trætoppene med et tæt hvidt slør. Solen tittede frem bag en mørk sky så, jeg måtte knibe øjnene sammen, da lyset blændende spejlede sig i den lille sø. Et spejlbillede af en ung mørkhåret pige kiggede tilbage på mig. Jeg vendte hovedet, og følte straks skammen over mig selv komme som et hårdt stød. Jeg sukkede og førte min hånd igennem det lange filtrede brune hår. Jeg havde dybe revner i ansigtet, men jeg tvivlede på at nogle tog sig af det. En tåre banede sig vej og faldt langsomt ned af min beskidte kind. Jeg baskede den fortvivlet væk. Jeg rejste mig og sukkede tungt. Jeg rystede at kulde men alligevel, satte jeg farten op. Jeg nåede starten af skoven og faldt udmattet om ved foden af et træ. Jeg havde fortrudt, og jeg kunne ikke nå tilbage nu, det var umuligt. Jeg var kold i hele kroppen, og jeg havde feber. Jeg blev svimmel og prøvede at rejse mig. Men det sidste jeg tænkte inden jeg besvimede, var at nu var julen ødelagt og intet kunne redde den. 

 

Efter faldet ville jeg nok ikke komme til kræfter igen. Men nogle gange kan et kæmpe chok gøre, at man lige pludselig føler sig vågen igen. Et væsen med store blågrønne øjne stod bøjet ind over mig. I det sekund jeg åbnede øjnene skreg væsenet ”HUN ER VÅGEN”. Jeg skreg panikslagent, og kastede mig hastigt om bag træet. Da jeg igen havde fundet modet, stak jeg hovedet frem. Jeg kunne nu se væsenet i fuld størrelse. Det var en meget lille nisselignende mand, i alt for korte knæbukser med røde sløjfer. Jeg var i tvivl om hvorvidt, jeg skulle grine af nissen eller have ondt af den lille fyr.Da jeg havde vænnet mig til nissen(som i øvrigt stod og stirrede fornærmet på mig) kastede jeg et blik rundt på de andre nisser. De holdte sig lidt i baggrunden. Nogle af dem var piger, højst to fod høj, klædt i silke røde kjoler. Jeg tvang forsigtig et smil frem.

 

Den nisse der have skreget mig i hovedet, havde åbenbart besluttet at det var hans tur til at tale. ”Hej pige, vi er blevet sendt ud for at hjælpe dig..” mumlede han og kløede sig diskret under den lille skæve hat. Jeg kiggede underligt på nissen. ”Hvem er i?” spurgte jeg nysgerrigt. Nissen smilede stolt og begyndte at præsentere sig. ”Julens nisser selvføli’” sagde han. ”Jeg er Gugulias, og jeg er den største leder af dette lille folk!” fortalte han med højtidelig mine. Jeg smilede og undertrykte en fnisen. ”Hvad er julens nisser?” spurgte jeg Gugulias. ”Det er dem der beskytter julen. Når et barn mister troen på julen, og ingen længere kan finde glæden.” svarede han sørgmodigt.   

 

”Men hvad laver du herude? Vi fandt dig besvimet? spurgte han.” Jeg kiggede trist på Gugulias. ”Jeg er løbet væk fra børnehjemmet, forstanderinden nægtede at holde jul.” svarede jeg. ”Julen er den eneste glæde vi har, alt andet glæde er fløjet væk med årene.” Gugilias svarede ikke lige med det samme. Han rynkede og brynene og vendte sig mod en af sine kammerater. De talte lavmælt sammen. Jeg trykkede mig op af træet og ventede på at Gugulias igen ville tale. Han vendte sig om og så på mig. ”Pige, hvad er dit navn?” spurgte han. ”Jeg hedder Lencia” svarede jeg. Det var ikke helt sandt, mit rigtig navn var Valencia, men det var så grimt synes jeg. Forstanderinden havde altid sagt det højt og tydeligt for at irritere mig. Gugulias nikkede forstående. ”Vi skal nok få julen tilbage på øh.. børnehjemmet.” mumlede han. ”Det er trods alt, vores job.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...