I'll always love you - Justin Bieber

Så mange misforståelser. Så mange skænderier. Men alligevel så stor en kærlighed. (Fortsættelsen http://www.movellas.com/da/book/read/201201041458552943)

118Likes
304Kommentarer
14129Visninger
AA

27. 1 dage tilbage

"...Be standing right next to you. Right next t..." sang jeg og blev afbrudt af min mor der kom listende ind på mit værelse. Hun havde et lumskt smil på læben og et lykkeligt blik. 

"Bare syng videre skat," hviskede hun og sneg sig ind på mit værelse og lukkede forsigtigt døren i. 

"Nej mor," sagde jeg med et genert smil, og kiggede hende dybt ind i hendes stolte øjne. 

"Okay okay, jeg skal nok vente til imorgen. Du synger det vel også for os?" spurgte hun mig. Jeg nikkede.

"Ja, når vi kommer hjem til surpriseparty'en - som i har styr på ikke?" spurgte jeg for at være sikker. Man ved aldrig med min mor. Det var ikke altid at hun havde styr på sådanne ting. Hun havde sikkert glemt det før jeg sagde det. Min mor nikkede med hovedet og rakte tommeltotten i vejret. 

"Det var godt," sagde jeg nikkende og kiggede på min mor, i håb om at hun ville gå ud, så jeg kunne synge videre på min sang.

"Okay okay, jeg går nu," sagde hun opgivende og hang med skuldrene på vej ud mod døren til mit værelse. Hun lukkede forsigtigt døren i, og man kunne høre hende gå ned ad trapperne. Jeg småhostede med stemmen, for at få den til at blive frisk og ren, og ikke hæs. 

"You've got that smile, that only heaven can make. I pray to God everday ...." sådan sang jeg sangen hele dagen, for at få den øvet. 

Jeg kiggede ubevidst ud af vinduet nogle timer efter og kunne se mørket falde på. Jeg tog min mobil i hænderne og havde kun fået et par beskeder fra Ryan, som spurgte hvad kl. surpriseparty'en begyndte imorgen. Men ingen besked fra Valentina. Jeg blev en del skuffet, og følte mig helt skuffet. Selvom det nu er mig der skal undskylde. Jeg fik ligepludselig dårlig samvittighed. Men hvorfor først nu?

Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og tog mine sko på og løb ud af huset. Jeg satte kursen mod Valentinas hus, som jeg fik øje på med det samme, idet jeg forlod mit hus. Vores huse lå nogle meter fra hinanden, så jeg skyndte mig bare over vejen og hen til hendes hus. Jeg håbede inderligt at det var hende der ville åbne døren. For jeg kender Valentina, hun spørger sikkert sin mor, hvem der står i døren, og så siger hun at hun skal sige til mig at hun ikke er hjemme. Det er så typsik Valentina! Jeg ringede forsigtigt på og kunne høre mit hjerte banke, hurtigere og hurtigere. Det var bestemt ikke rart, for jeg følte at jeg blev ædt op indenfra. Efter 10 sekunders tid, blev håndtaget trukket ned langsomt. Jeg mødte nogle chokoladebrune øjne, som kiggede imødekommende på mig. Andrés'. 

"Hej Justin," sagde han glad. Han virkede glad for at se mig. 

"Hej Andrés. Er Valentina muligvis hjemme?" spurgte jeg og stod på tæer, for at kiggede Andrés over skulderen. Men jeg kunne ikke høre nogen som helst. Han kiggede omme bag sig, og vendte så hovedet mod mig. Han rystede på hovedet.

"Jeg er helt alene," sagde Andrés smilende, "vil du ind?"

Jeg smilede til ham og nikkede, "hvad tror du Valentina siger?" spurgte jeg.

"Du er hendes kæreste, hvad skulle hun dog sige? At du ikke måtte komme hjem til hende? Øh .." sagde han med et lille grin og lukkede døren bag sig, da jeg var kommet ind. Vi gik ind i stuen og faldt i god snak. For engangs skyld ikke om Valentina, men fodbold og basketball. Det var utrolig fedt!

Ligepludselig kunne vi høre døren låses op. Åh nej, Valentina kommer! Høje hæle klikkede ude i entréen og jeg blev mødt af de mest triste blå øjne ...

Valentina valgte at kiggede den anden vej, og løb grædende op ad trapperne og hen på sit værelse, med mig i hælene. Men hun valgte at have sin dør til sit værelse låst, indtil jeg tog hjem ..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...