One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13090Visninger
AA

9. Kapitel 8

De seneste par dage har været virkelig forvirrende. Hvis jeg havde følelser for Louis havde jeg jo gjort noget ved det for længst. Jeg ville ikke bare sidde og glo op i luften hvis jeg virkelig var forelsket i ham. Men han er jo også 4 år ældre end mig. Jeg smed mig selv på sengen og kiggede op i loftet. Jeg havde været syg de sidste par dage og det hele blev bare værre og værre. Isabella havde ringet til en læge, der skulle komme senere i dag for at finde ud af hvad der var galt med mig. Jeg håbede ikke at det ville være noget alvorligt. Jeg kiggede ud af vinduet, men hurtigt tilbage på døren da der blev banket stille på. "Rachel, det her er mr. Stewart. Han er lægen. Han skal undersøge dig." Sagde Isabella til mig. Hun snakkede som om at jeg var en lille pige, der ikke vidste hvad der foregik. Jeg smilede hilsende til mr. Stewart og han satte sig på hug foran mig. "Når Rachel, hvor gammel er du?" Startede han med at spørge, mens han tog en masse ting op af en taske. "16." Svarede jeg og kiggede over på Isabella. "Jeg venter udenfor." Sagde hun og pegede på døren. Jeg nikkede til hende og kiggede så tilbage på mr. Stewart. "Når Rachel. Hvordan har du det i dag?" Spurgte han og kiggede nysgerrigt på mig. "Fint nok." Sagde jeg og kiggede ned på mine fødder. "Okay. Jeg vil gerne have dig til at ligge dig ned i sengen og slappe helt af." Sagde han. Jeg gjorde som han sagde og trak vejret dybt. Der blev lagt noget koldt metal på min mave, der fik mig til at gispe, men jeg kiggede ikke hvad det var. "Alt lyder normalt." Sagde han. Jeg kiggede mærkeligt op i loftet. Alt lyder normalt? Hvad fanden kan du høre i min mave? "Bare rejs dig op igen." Sagde han. Jeg rejste mig og kiggede på ham. "Hvor meget spiser du cirka om dagen?" Spurgte han. Jeg trak på skulderne. "Det ved jeg ikke. Morgenmad og aftensmad. Nogle gange kun aftensmad." Sagde jeg. Han skrev hvad jeg sagde ned på et papir. "Du ved godt det med ikke at spise morgenmad ikke er særlig sundt ikke?" Spurgte han uden så meget som at kigge på mig. "Jo det ved jeg godt." Sagde jeg og kiggede ud af vinduet. "Okay. Har du en dårlig appetit?" Spurgte han og kiggede så på mig. "Hvad mener du med det?" Spurgte jeg forvirret. "Hvor tit er du sulten?" Formulerede han det. "Det ved jeg ikke rigtig. Inden jeg går i skole, men det går over lidt efter også kommer det tilbage igen omkring klokken 16:30." Sagde jeg. "Okay. Hvad med smerter i den øverste del af din mave?" Spurgte han og kiggede på mig med store øjne. "Det ved jeg ikke. Det har jeg aldrig lagt mærke til om jeg havde." Sagde jeg og kiggede på hans papir. "Okay. Hvis du er sikker på det burde du blive frisk igen inden i morgen og der er det jo fredag så det passer perfekt." Sagde han og blottede et smil af perfekte hvide tænder. Jeg nikkede. "Tak." Hviskede jeg og kiggede tilbage ud af vinduet. Han pakkede sine ting sammen og gik ud af døren. Lidt efter kom Isabella ind på værelset. "Rachel, du bliver nød til at sige hvis du bliver den mindste smule dårlig ikke." Sagde hun med gråd i stemmen. Jeg nikkede til hende. "Bare rolig Isabella. Jeg har det allerede meget bedre." Sagde jeg og smilede. Hun nikkede og gik ud af døren igen. Jeg havde det bedre. Jeg tror ikke at det var fordi at jeg var syg eller noget. Jeg tror bare at det var fordi at jeg har haft det så dårligt med hensyn til Daniel og det med Louis gjorde det ikke meget bedre. Jeg lagde mig på puden og min telefon begyndte at ringe. "Det er Rachel." Sagde jeg da jeg havde taget den. "Hey Rach. Det er Liam. Vi hørte at du var blevet syg." Sagde han bekymret. "Ja. Hvordan vidste i det?" Spurgte jeg og satte mig op igen. Jeg kiggede ud for at se om de stod der. "Bare en fornemmelse." Sagde Liam, der nu stod foran mig. "Ej Liam. Det der må du aldrig gøre igen." Sagde jeg og tog mig til hjertet. "Undskyld. Må man komme ind?" Spurgte han og kiggede rundt på værelset. "Selvfølgelig." Sagde jeg og trådte lidt tilbage. Liam var den første der var inde og han gav mig et kram. "Hvad fejler du så?" Spurgte han. "Skyldfølelse." Sagde jeg og krammede Niall, der kiggede forvirret på mig. "Mod Daniel." Sagde jeg langsomt så han forstod det. "Nåh." Sagde han. "Hvor er du sød." Sagde jeg og krammede Zayn. "Jeg håber at du bliver hurtigt rask igen." Sagde han og gengældte mit kram. "Selvfølgelig gør jeg det. Det er jo mig." Sagde jeg, mens jeg krammede Harry. Louis var den sidste der var indenfor. "Hey Louis." Sagde jeg og gav ham et kram. Han gengældte det, men skubbede mig væk efter meget kort tid. Jeg kiggede såret ned i gulvet og satte mig på min seng. "Jeg håber ikke at det er noget alvorligt." Sagde Harry. Jeg smilede til ham. "Det er det heller ikke. Hvis det var ville lægen havde fundet ud af det." Sagde jeg og kiggede ned. Jeg håber da at lægen ville havde fundet ud af det. Jeg kiggede over på Louis, der ikke rigtig fulgte med i samtalen. "Er du okay Louis?" Spurgte jeg og kiggede nervøst på ham. "Ja." Sagde han koldt. "Okay." Hviskede jeg og kiggede så over på Liam. Jeg kunne mærke at jeg lige pludselig fik det helt vildt dårligt. Jeg tog mig for munden og løb ud på toilettet.

 

Louis' synsvinkel

 

Hun så ikke særlig syg ud. Hun lignede sig selv. Smuk og perfekt. Jeg blev nød til at spille kold over for hende. Hvis jeg ikke gjorde det ville jeg ikke kunne styre mine følelser. Hun var stadig ude på toilettet og kaste op. Måske var hun alligevel syg. "Drenge?" Råbte hun fra toilettet. Niall rejste sig lidt op, men satte sig så hurtigt ned igen. "Ja?" Råbte Liam tilbage. "Har i noget i mod at gå hen og hente Isabella?" Spurgte hun. Vi rejste os hurtigt. "Nej Zayn og Harry i bliver her." Sagde Liam bestemt. "Okay far." Sagde de og satte sig ned igen. Vi skyndte os ud fra værelset og fandt Isabella. "Isabella!" Råbte Niall panisk. "Drenge? Hvad laver i her?" Spurgte hun og trak os hen til væggen. "Det er lige meget. Rach har brug for dig." Sagde Liam og skyndte sig tilbage på værelset. Jeg håber at hun er okay, fløj gennem mit hoved. Hun skulle være okay. Der må ikke være noget galt med hende. Hun skal være den sunde gamle Rachel. Den smukke raske Rachel. Den perfekte smukke Rachel. Jeg løb efter Niall og Liam, men jeg kunne ikke længere se Isabella. Hun var forsvundet. Hun var sikkert allerede henne ved Rachel.

 

Rachels synsvinkel.

 

"Rachel er du okay?" Spurgte Isabella panisk. "Ja jeg har det fint. Jeg ved bare ikke hvorfor at jeg lige pludselig fik det så dårligt." Sagde jeg og lagde hånden på panden. "Kom." Sagde Isabella og hjalp mig op og stå. Jeg gik efter hende uden at stille spørgsmål. Jeg endte ude på parkeringspladsen ved hendes bil. "Drenge i bliver her." Sagde Isabella bestemt og gennede mig ind på passager sædet. Drengene nikkede og vinkede farvel til mig. Jeg smilede og Isabella trådte på speederen. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg da jeg ikke længere kunne se drengene. "Hospitalet." Sagde Isabella hurtigt. Jeg gispede, men kunne ikke nå at spørge om mere før at vi var der. Hun hjalp mig ud og placerede mig på en stol. Jeg kiggede bekymret omkring mig. Hvad forgår der? Hvorfor er jeg på hospitalet. Isabella kom tilbage med en sygeplejske. "Du må være Rachel. Kom med mig." Sagde sygeplejersken. Jeg fulgte efter hende uden så meget at tænke over hvad der kunne ske nu. Jeg blev gennet op på en seng og ventede. En læge kom ind og kiggede bekymret på mig.

Efter at lægen havde undersøgt mig grundigt satte han sig på hug foran mig. "Rachel." Begyndte han. Hans tonefald lød ikke godt. Jeg kiggede på ham med våde øjne. "Jeg er ked af at sige det her, men du har kræft i mavesækken."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...