One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13084Visninger
AA

8. Kapitel 7

Louis synsvinkel.

Jeg kørte var på vej hjem fra en dag i studiet med drengene. De sad som de plejede når vi kørte i bil. Og dansede. Jeg smilede skævt af dem, men stoppede da jeg så en sidde på fortorvet. "Hey guys. Prøv lige at se." Sagde jeg og pegede på pigen, der sad med sit ansigt nede i knæene. "Skal vi se om hun er okay?" Spurgte jeg. "Ja." Sagde de andre. Jeg holdte ind til siden og vi gik alle ud af bilen. Jeg kunne ikke se personens ansigt, men håret så bekendt ud. Jeg kiggede nærmere på hende og vi satte os ved siden af hende. "Er du okay?" Spurgte Niall. Pigen kiggede op og med det samme kunne jeg kende de øjne. Der var kun en person, der havde så perfekte og smukke øjne. "Gud Rachel hvad er der sket?" Spurgte Zayn chorkeret. "Det er lige meget." Sagde hun hulkende. Jeg kunne se på hende at det ikke var lige meget. Der måtte være noget. Man kan ikke bare sidde og græde på et fortorv uden nogen grund. "Rach. Du kan fortælle os alt." Sagde jeg og lagde min hånd beroligende på hendes skulder. Hun smilede med sit søde smil. Det smil, der fik mig til at føle at jeg var i himlen. "Det er bare mig der var totalt dum." Sagde hun og himlede med øjnene. Jeg smilede til hende. "Hey det er okay. Alle er dumme engang i mellem." Sagde jeg. Det så ud til at hun blev i lidt bedre humør, men det var ikke længe smilet holdte. "Daniel sagde at jeg var hans drømmepige også kyssede han mig." Sagde hun og kiggede ned i jorden. At høre det var noget af det sværeste jeg nogen sinde havde hørt. Hun kiggede på mig med et såret ansigts udtryk. "Jeg skubbede ham væk. Jeg sagde at jeg ikke havde de samme følelser for ham og at jeg var ked af det. Også gik jeg bare. Jeg lod ham sidde alene på en bænk." Sagde hun og kiggede på mig med tårer i øjnene. "Det er jeg ked af at høre." Sagde jeg. Hun kiggede på mig med et smil. Jeg blev på en måde lettet. Ikke kun fordi at hun smilede, men også fordi at hun ikke havde følelser for Daniel. Nu havde jeg jo stadig en chance, men jeg vidste at der aldrig ville blive noget mellem os. Jeg er jo 20 og hun er kun 16. Der er 4 års forskel. Måske på et tidspunkt når hun bliver 18, men der er stadig 2 år til. Jeg kunne ikke klare det her særlig længe. Jeg måtte gøre et eller andet ved det. Jeg måtte enten snakke med hende om det eller lade det være og håbe på at mine følelser blev svagere for hende. At jeg til sidst kunne se at jeg ikke behøvede hende for at være lykkelig. Jeg hjalp hende op og gav hende et kram. "Tak Lou." Hviskede hun. "For hvad?" Spurgte jeg forvirret. "For at være her for mig." Sagde hun med en tårer løbende ned af kinden. Jeg fjernede den med min tommelfinger og smilede til hende. "Vi vil altid være her for dig Rach." Sagde jeg og trak hende ind i et kram. Jeg holdte hende tæt ind til mig og hun lagde sit hoved på mit bryst. Jeg kunne mærke at hun trak vejret dybt. Jeg håbede bare at hun ville blive okay igen.

 

Rachels synsvinkel.

 

"Tak drenge." Sagde jeg og gav dem alle sammen et kram. De havde virkelig hjulpet mig i dag. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle have gjort hvis det ikke var for dem. Jeg gik hen til mit værelses vindue og vinkede til drengene, der ventede på at jeg var kommet indenfor. Jeg kravlede ind af det åbne vindue og hoppede ned på min seng. "Der er du Rach!" Udbrød Sofia og gav mig et kram. "Er du klar over hvor svært det har været at dække over dig?" Spurgte hun panisk. "Undskyld." Sagde jeg og lænede mig tilbage på sengen. "Hvordan gik det?" Spurgte Sofia, der nu sad ved siden af mig. Jeg kunne mærke at jeg havde tårer i øjnene. Jeg trak vejret dybt og fortalte hende alt hvad der var sket.

"Det er jeg ked af." Sagde hun og gav mig et kram. "Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden drengene." Sagde jeg og tog i mod hendes kram. "Hvad føler du?" Spurgte hun. Jeg kiggede forvirret på hende. "Hvad føler jeg? Hvad mener du?" Spurgte jeg. "Altså med hensyn til Louis." Sagde hun. Jeg kiggede ned i jorden. "Jeg ved det ikke." Sagde jeg. "Ved du hvad jeg tror? Jeg tror at du er forelsket i ham." Sagde hun. Jeg vendte hurtigt mit blik hen i mod hende. "Hvad? Nej selvfølgelig er jeg ikke forelsket i Louis. Og hvis jeg var ved jeg jo at vi aldrig ville få noget sammen. Han kan få alle de piger han vil og der er også 4 år i mellem os." Sagde jeg. Sofia kiggede på mig med et løftet øjenbryn. "4 år? Synes du selv at det er en god grund?" Spurgte Sofia spydende. "Ja. Det er fint nok når man er voksen, men han er jo voksen og det er jeg ikke. Det virker bare alt for forkert." Sagde jeg og prøvede at undgå Sofias øjne. "Indrøm det nu bare. Du har følelser for Louis." Sagde hun. Jeg kiggede på hende. "Okay. Jeg tror at jeg har følelser for Louis..." Sagde jeg tøvende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...