One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13102Visninger
AA

18. Kapitel 17

"Rachel?" Spurgte Sandra, mens hun bankede på døren. Jeg hoppede en lille smule på grund af chokket jeg fik. "To sekunder Sandra." Sagde jeg og lagde hurtigt pillerne på plads igen og åbnede døren. "Der er nogen, som gerne vil snakke med dig nede ved døren." Sagde hun og smilede til mig. "Tak." Sagde jeg og gengældte hendes smil. Jeg gik forsigtigt ned af trappen. Jeg vidste ikke hvem der stod der, men jeg havde på fornemmelsen at det ikke var nogen jeg gad at snakke med. Jeg åbnede døren og blev omfavnet af Niall. "Niall hvad laver du her?" Spurgte jeg forvirret. Jeg kiggede rundt og det tog mig ikke lang tid før jeg opdagede at han var den eneste. "Det du sagde." Begyndte han og en tåre trillede ned af hans kind. "Rach. Vi er alle helt ude af den. Især Louis. Han vil ikke tale med nogen af os." Sagde han. Jeg kiggede såret på ham. Var det her virkelig min skyld? "Niall. Jeg er virkelig ked af det, men jeg kan ikke få mig selv til at tale med ham. Ikke nu." Sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Kan du i det mindste ikke forklare ham hvorfor du forlod os på den måde? Han vil ikke høre på nogen af os. Han taler kun om dig når han endelig taler. Jeg tror det hele vil hjælpe hvis han hører det fra dig af." Sagde Niall. Jeg kiggede ham i øjnene og gav ham et kram. "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige til ham." Hviskede jeg, mens han strøg mig i håret. "Sig hvad du mener han skal vide." Sagde Niall. Jeg nikkede og smilede til ham. "Vent her. Jeg kommer om lidt." Sagde jeg og gik indenfor. "Matt, Sandra. Jeg bliver nød til at snakke med Louis." Sagde jeg. De nikkede og smilede forstående. "Selvfølgelig Rachel. Og husk du er altid velkommen." Sagde Sandra og gav mig et kram. "Tak." Hviskede jeg til hende og gik ud til Niall. "Jeg er klar." Sagde jeg og tog en dyb indåndning.

Vi gik ind af døren og alle sad i sofaen. Alle undtagen Louis. "Rachel?" Spurgte Zayn forvirret før han rejste sig og gav mig et kram. "Hvor er Louis?" Spurgte jeg da jeg ikke kunne se ham nogen steder. "Inde på værelset." Sagde Harry og pegede på døren. "Tak." Sagde jeg og gik hen til den. Jeg tog endnu en dyb indåndning før jeg gik ind. Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig. Louis lå med ryggen til mig så han kunne ikke se at det var mig. "Jeg gider ikke snakke." Mumlede han. "Louis." Sagde jeg og han kiggede på mig da han hørte min stemme. Jeg satte mig forsigtigt ved siden af ham og han gav mig et kram.

 

Louis' synsvinkel

 

Døren blev åbnet. Jeg gad ingengang kigge på hvem det var. Jeg havde heller ikke lyst til at snakke med nogen lige nu. "Jeg gider ikke snakke." Mumlede jeg i håb om at de ville vende om og gå ud. "Louis." Sagde en pige stemme. Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede direkte på Rachel. Hun satte sig forsigtigt ned ved siden af mig og jeg gav hende et kram. Jeg kunne ingenting sige. Jeg var alt for bange for at hun ville forlade mig igen. "Louis. Hør jeg kan altså ikke det her længere." Sagde hun og kiggede mig i øjnene. "Hvad kan du ikke?" Spurgte jeg stille, mens jeg tog hendes hånd i min. "Jeg kan ikke være sammen med dig når jeg ved at jeg skal dø." Sagde hun. "Jeg vil have at du skal komme videre og ikke tænke på mig. Jeg vil have at du skal lades som om at du aldrig har mødt mig." Sagde hun. Det sårede mig virkelig. "Men jeg kan ikke lades som om at jeg aldrig har mødt dig. Du betyder for meget for mig." Sagde jeg og kiggede på hende. Jeg kunne se at hun virkelig hadede det her og håbede på at jeg bare ville kunne glemme hende. Men det ville jeg ikke. Jeg ville aldrig kunne glemme hende. Jeg elskede hende. "Det er netop derfor at du skal give slip Louis. Du bliver nød til at give slip på mig nu så du kan lære at leve med det." Sagde hun med tårer i øjnene. Jeg lagde trøstende min hånd på hendes kind. "Men jeg elsker dig." Sagde jeg. Hun kiggede ned og lagde sin hånd ovenpå min. "Jeg elsker også dig Louis og det er derfor at jeg gør det her." Sagde hun og kiggede på mig. En tåre trillede ned af hendes kind og jeg sad og betragtede den. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sig til hende. Jeg havde ingen ord for hvor meget jeg elskede hende. "Jeg er ked af at jeg gør det sådan her, men jeg kan ikke længere Louis. Det er for dit eget bedste og det ved du også godt selv i den sidste ende." Sagde hun. Jeg kiggede på hende, men sagde ikke noget. Jeg lænede bare mit hoved tættere på hende og kyssede hende. Hun trak sig lidt væk. "Det er meningen du skal komme over mig. Ikke kysse mig." Hviskede hun uden at kigge på mig. "Det kan jeg ikke." Sagde jeg. Hun kiggede op på mig og trak sig tættere på mig. Jeg lukkede øjnene og kunne mærke hendes læber mod mine. "Er du sikker?" Spurgte hun. "Jeg har aldrig været mere sikker." Sagde jeg og kyssede hende blidt på munden igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...