One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13105Visninger
AA

17. Kapitel 16

"Er det virkelig det du ønsker?" Jeg kiggede forvirret på Matt. "Selvfølgelig er det ikke det." Sagde jeg stille. "Selvfølgelig vil jeg leve mit liv færdigt indtil skæben mener noget andet. Men jeg har hverken penge, tøj eller et sted at bo." Sagde jeg og kiggede ned. "Hør jeg føler stadig at det hele er min skyld så du kan bo hos mig indtil du finder noget andet." Sagde han og trådte på speederen. "Tak Matt." Sagde jeg og smilede til ham.

Jeg gik ud af bilen og kiggede på det lille hus. "Mig og min kæreste købte det for lidt over et år siden." Sagde han stolt. Jeg kiggede på ham med et smil. "Det er virkelig hyggeligt." Sagde jeg og gik med ham ind af døren. "Hej." Sagde en kvinde stemme. "Hej." Sagde Matt og en kvinde kom til syne. "Det her Rachel. Den patient jeg fortalte dig om." Sagde han og pegede på mig. "Hvor er det dejligt at møde dig Rachel. Jeg er Sandra. Matts kæreste." Sagde hun og smilede til mig. "Hej Sandra." Sagde jeg. Matt trak Sandra med ud i køkkenet og jeg kunne prøve at de snakkede  om et eller andet. "Selvfølgelig." Hørte jeg Sandra sige og de kom smilende tilbage. "Selvfølgelig må du da bo her Rachel. Kom med mig så viser jeg dig gæste værelset." Sagde Sandra og førte mig med op af trapperne. Vi gik ind af en dør til et lille værelse. "Tusind tak Sandra, men jeg vil ikke være til besvær." Sagde jeg. "Det er du da heller ikke søde. Du lader bare som om at du er hjemme ikke." Sagde Sandra. Jeg nikkede med et smil til hende og satte mig på sengen. Min mobil begyndte at vibrere i min lomme. Jeg tog den op og så at det var Niall. Jeg tog den bare for at høre hvad de havde at sige. "Rach?" Spurgte han panisk. "Ja." Sagde jeg lavt. "Hvor er du? Er du klar over hvor bekymret vi er?" Spurgte han endnu mere panisk end før. "Niall hør jeg er virkelig ked af det, men jeg har bare fået et for stærkt bånd til jer alle sammen. Jeg kan ikke tillade mig at være sammen med jer hver eneste dag også lige pludselig forlade jer. Det kan jeg ikke få mig selv til." Sagde jeg og kiggede ned. "Rach. Det her du gør nu gør mere ondt på os end at vide at du skal dø." Sagde han lavt. Jeg regnede med at de andre sad sammen med ham. "Jeg er ked af det Niall." Sagde jeg bare. "Jeg kan ikke få mig selv til det længere. Det hele bliver meget nemmere hvis i bare glemmer mig." Tilføjede jeg, mens tårerne langsomt trillede ned af mine kinder. "Men vi kan jo ikke glemme dig. Vi elsker dig. Alle sammen. Og jeg ved at det her knuser Louis' hjerte. Det knuser vores allesammens hjerter at du bare forlader os sådan." Sagde han. Jeg tog en dyb indånding før jeg sagde noget igen. "Hvis det knuser jer at jeg har forladt jer skal jeg måske bare forlade alle." Sagde jeg og lagde på. Jeg smed mig grædende på puden og døren blev åbnet. "Rachel?" Spurgte Matt bekymret. Jeg kiggede op på ham og han lukkede døren bag sig. "Er alt okay?" Spurgte han nervøst. Jeg rystede langsomt på hovedet. "Nej alt er ikke okay. Jeg hader alt ved mit liv." Sagde jeg og kiggede på ham. Han trak mig hurtigt ind i et kram og strøg mig i håret. "Hvem snakkede du med?" Spurgte han. "Niall." Sagde jeg og flere tårer strømmede ud da jeg sagde hans navn. "Det gør mig virkelig ondt Rachel. Hvad sagde de?" Spurgte han og trak sig lidt væk. "De sagde at jeg knuste deres hjerter." Fik jeg sagt. Matt strøg mig endnu engang i håret. "Jeg har bare brug for lidt tid alene." Sagde jeg og kiggede ham i øjnene. "Selvfølgelig. Kald eller kom ned hvis der er det mindste." Sagde han og rejste sig. "Det skal jeg nok." Sagde jeg. Matt smilede til mig og lukkede døren efter sig. Hvis jeg virkelig knuste deres hjerter ved at forlade dem og jeg stadigvæk lever hvorfor så overhovedet leve? Tænkte jeg. Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset. Spejlet var blevet lavet med et skab bag det. Jeg åbnede det og fandt nogle sovepiller. Jeg tog en håndfuld ud og kiggede længe på dem. Jeg tog en dyb indånding, mens tankerne fløj gennem mit hovede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...