One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13082Visninger
AA

15. Kapitel 14

"Hej Rachel. Det er Mr. Smith." Sagde mr. Smith i den anden ende af røret. Jeg rejste mig langsomt op og gik ind i stuen. "Hej mr. Smith." Sagde jeg, mens jeg sank ned i sofaen. "Jeg er altså virkelig ked af at jeg ikke opdagede noget. Jeg har det som om det hele er min skyld." Sagde han og jeg kunne høre at han talte sandt. "Mr. Smith. Hør. Det er ikke din skyld. Symptomerne kom efter at du var gået. De sagde at de var kommet alt for sent." Sagde jeg og kiggede ned. "Oh nej. Er de kommet alt for sent?" Spurgte han panisk. "Ja. Er der noget galt?" Spurgte jeg bekymret. "Hvad sagde lægerne?" Spurgte han. "At jeg allerhøjst har to måneder tilbage." Sagde jeg. Mr. Smith sagde ingenting, men gispede bare. "Er alt okay?" Spurgte jeg endnu mere bekymret. "Har du  noget i mod hvis jeg undersøger dig?" Spurgte han. "Nej selvfølgelig ikke." Sagde jeg. "Okay. Er du på børnehjemmet?" Spurgte han hurtigt sammentidig med at han rodede med nogle ting. "Nej." Sagde jeg stille da jeg kom i tanke om børnehjemmet. Jeg lænede mig tilbage i sofaen og prøvede at holde min tårer tilbage. "Hvor er du så?" Spurgte han. Jeg gav adressen og lagde på. "Hvis dog bare Sofia havde været her." Hviskede jeg for mig selv, mens jeg trak benene op under mig. "Er du okay?" Spurgte Zayn bag mig. Jeg vendte mig hurtigt og nikkede. "Ja." Sukkede jeg.

Der blev banket på og Harry åbnede hurtigt. "Kom indenfor." Hørte jeg Harry sige lavt. Mr. Smith kom til syne i dørkarmen. "Hej dr. Smith." Sagde jeg og smilede. "Dr. Smith. Det er der sjovt nok ingen, der har kaldt mig." Sagde han med et smil. "Kom med mig Rachel." Sagde han og jeg fulgte efter ham ind på Louis' værelse. "Okay. Lig dig i sengen og trak vejret normalt." Sagde mr. Smith. "Okay." Sagde jeg og gjorde som han sagde. "Du kan forresten bare kalde mig Matt." Sagde han og smilede til mig. Jeg gengældte hans smil og slappede af. Han undersøgte mig længe før at han satte sig ved siden af mig. "Hvad så?" Spurgte jeg lidt bekymret. "Jo. Hospitalet har sagt højst to måneder." Startede han tøvende. Jeg nikkede langsomt. "Mine undersøgelser for det til to en halv måned mere." Sagde han og kiggede på mig. "Så i følge dine undersøgelser har jeg omkring to uger mere at leve i?" Spurgte jeg. Han nikkede. "Ja, men desværre vil dine sidste to uger være pinefulde. Du vil intet kunne lave og i det hele taget ville du nok ønske at du var død." Sagde han stille. Jeg nikkede endnu engang langsomt. "Tak." Hviskede jeg. "For hvad?" Spurgte han og kiggede på mig med sine brune store øjne. "For at være så forstålig." Sagde jeg og gav ham et kram. Matt var måske omkring de 23 år, men han virkede slet ikke sådan. "Jeg er ked at du ikke når at fylde 18." Hviskede han. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind. Jeg trak mig væk fra ham og tørrede den hurtigt væk. "Vil du fortælle dem det? For jeg kan ikke." Sagde jeg. Matt nikkede og rejste sig op. "Held og lykke Rachel." Sagde Matt inden han gik ud af døren. Jeg sad længe for mig selv inden at Louis kom ind til mig. Han gav mig et kram og kyssede mig blidt på munden. "Hvordan har du det?" Spurgte han bekymret. Jeg trak på skulderne. "Fint nok. Tror jeg." Sagde jeg. Han trak mig ind i endnu et kram og holdte mig længe der. Jeg kunne mærke at tårerne trillede ned af kinderne på mig. "Rach. Jeg elsker dig og jeg vil virkelig ikke miste dig." Hviskede han og kyssede mig på kinden. "Jeg elsker også dig Lou. Og tro mig. Jeg vil heller ikke miste dig." Hviskede jeg tilbage.

"Rach." Sagde Niall og gav mig et kram. Jeg tørrede hurtigt nogle tårer væk, der trillede ned af min kind. Jeg skal nok klare det, tænkte jeg. Jeg bed mig selv i læben og gabte kort efter. "Skal vi ikke gå i seng?" Spurgte Louis. Jeg nikkede og vi gik alle i seng.

Da uret viste 02.34 rejste jeg mig langsomt fra sengen. Louis lå helt fredfyldt og sov. Jeg tog et lille stykke papir og en lilla glimmer tush. Undskyld Louis. Skrev jeg. Jeg lagde papiret på min plads og tog noget hurtigt tøj på. Jeg gik ud fra værelset og ind i køkkenet. Jeg kiggede hurtigt på hele huset inden jeg gik ud af døren og ud på gaden. Jeg tørrede nogle flere tårer væk, der trillede ned af kinderne på mig, mens jeg gik langs vejen. Jeg vidste ikke hvor jeg gik hen, men jeg kunne ikke få mig selv til at blive hos drengene længere. Jeg følte at jeg gjorde alting svære for dem. Og det gjorde jeg jo også. Jeg gik ind i deres liv. Jeg kom til at holde af dem og det så ud til at de også holdte af mig også skal jeg forlade dem. Det er meget nemmere på den her måde. At jeg forlader dem nu så de ikke kommer til at holde mere af mig. Jeg tørrede hurtigt flere tårer væk, mens jeg bare gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...