One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13121Visninger
AA

11. Kapitel 10

Da jeg vågnede kunne jeg se at jeg havde grædt og man kunne tydeligt se at drengene også havde grædt. Jeg kiggede på dem alle sammen, og de lignede nogle der slet ikke turde sige noget. Jeg kiggede på Louis og smilede til ham. "Du må ikke forlade os Rach." Hviskede han. Jeg kiggede dybt i hans øjne. "Jeg gør alt hvad jeg kan for at blive her. Det lover jeg." Hviskede jeg tilbage til ham. Han nikkede og jeg rejste mig op. Alle de andre drenge kiggede såret på mig. Jeg bed mig i læben for ikke at begynde at græde igen. "I må ikke græde. Så begynder jeg bare igen." Sagde jeg og kiggede på dem alle sammen. De nikkede og jeg Liam bed sig i læben. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget som helst til dem. "Jeg skal lige snakke med Isabella." Sagde jeg og rejste mig. Jeg gik ud af døren og fandt Isabella.

 

Louis' synsvinkel.

 

"Du bliver nød til at sige det til hende Lou." Sagde Liam. Jeg nikkede. Han havde nok ret. Jeg blev nød til at fortælle hende hvad jeg følte for hende. "Vi mener det. Du kan ikke lade hende forsvinde uden hun ved det." Sagde Niall. Jeg kunne se på ham hvad han mente. Jeg kunne ikke lade hende dø. Han kunne bare ikke få sig selv til at sige det. Jeg kunne næsten ingengang få mig selv til at tænke det. "Når hun kommer tilbage siger du det til hende. Så venter vi et andet sted." Sagde Zayn. Jeg kiggede på ham. "Allerede? Jeg ved jo ikke hvad jeg skal sige." Sagde jeg og kiggede ned i gulvet. "Bare sig et eller andet. Du ved hvad du selv vil sige." Sagde Harry. Jeg nikkede. Rachel kom ind af døren og drengene rejste sig. "Hvor skal i hen?" Spurgte Rachel nervøst. "Louis har noget han gerne vil sige." Sagde Harry. Rachel kiggede på mig, men hurtigt over på døren da den blev lukket igen. Hun satte sig ned ved siden af mig og kiggede spørgende på mig. "Hvad er det du gerne vil fortælle mig?" Spurgte hun med et glimt i øjet. Jeg kiggede ned. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det. Hun havde det sikkert ikke på samme måde som mig, men jeg måtte sige det. "Rach. Jeg syntes du er en fantastisk ven, men..." Sagde jeg. Mere nåede jeg ikke før hun afbrød mig. "Der er altid et men." Sagde hun og kiggede ned. "Men jeg kan lide dig som mere end en ven." Sagde jeg. Hendes blik lyste op og hun smilede til mig. "Virkelig?" Nærmest hviskede hun. Jeg nikkede og bed mig selv i læben. "Lige fra første gang jeg så dig." Sagde jeg og hun lyste mere og mere op. Nu var det min tur til at kigge spørgende på hende. Jeg ventede mest af alt på et svar om hun også kunne lide mig eller hvad hun kunne. "Louis. Jeg kan også rigtig godt lide dig, men jeg har jo kun omkring 3 måneder tilbage." Sagde hun efter lang tids stilhed. "Det er lige meget. 3 måneder er meget bedre end ingenting." Sagde jeg og hun smilede.

 

Rachels synsvinkel.

 

"Det er lige meget. 3 måneder er meget bedre end ingenting." Sagde han og jeg smilede. Han havde ret. Men hvad ville folk ikke tro. "Men hvad ville folk ikke sige?" Spurgte jeg. Han kiggede på mig. "Jeg er ligeglad med hvad folk siger. Hvis bare vi er lykkelige er det jo det vigtigste." Sagde han. Jeg bed mig selv i læben og rykkede tættere på ham. Jeg lukkede øjnene og kunne mærke hans læber mod mine. Jeg trak mig lidt tilbage da døren blev åbnet. Jeg smilede over til drengene, der stod i døren. "Hvad så?" Spurgte Harry som om intet var sket. Louis smilede til ham. Han lagde armen om min skulder og jeg lænede mig ind til ham. Drengene gik ind og satte sig på en seng. Længe sad vi bare og snakkede og grinede. Vi gjorde alt som om at jeg ikke skulle dø. Som om jeg var helt rask og det her bare var en hel normal dag. En hel normal dag lige indtil min mave begyndte at gå i kramper. Jeg lagde armene over min mave og lænede mig forover. "Er du okay?" Spurgte Niall panisk. Jeg rystede på hovedet og Louis satte sig på hug foran mig. "Drengene henter Isabella. Du skal bare slappe af." Sagde han beroligende. "Hvis det her er som at føde skal jeg aldrig have børn." Stønnede jeg og prøvede at trække vejret normalt. Louis fjernede noget af mit hår der var nede foran mit ansigt og døren blev åbnet med et brag. "Rach er du okay?" Spurgte Isabella og tog Louis' plads. Jeg rystede på hovedet og jeg kunne mærke at en tåre trillede ned af min kind. "Jeg har ringet til hospitalet og en ambulance kommer lige om lidt." Sagde hun. Jeg kiggede op på hende. "Er det så alvorligt?" Spurgte jeg panisk og hun nikkede. "Desværre Rachel. Lægen sagde at hvis du fik kramper skulle vi straks kontakte hospitalet. Det kan være..." Mere nåede hun ikke at sige før hun stoppede tøvende op. "Det kan være hvad?" Spurgte jeg med en lille stemme. "Det kan gøre at du har mindre tid tilbage." Sagde hun som en hvisken og flere tårer strømmede ned af mine kinder.

Ambulance mændene bar mig op på en båre. "Drenge i bliver her." Sagde Isabella kommanderende. "Nej." Stønnede jeg. De kiggede hen på mig. "Hvad mener du med nej? Vi kan ikke have dem alle med." Sagde hun og kiggede på drengene. "Louis skal ihvertfald med." Sagde jeg. Hun nikkede og Louis gik ved siden af mig hen til ambulancen. Han satte sig ved siden af mig og kiggede på mig. "Du skal nok klare det Rachel. Det ved jeg." Sagde han og jeg nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...