An Angel Without Wings

De er ikke kommet for at blive. De forsvinder lige så hurtigt som de kommer. De kan ikke selv bestemme, Gud vælger det værste for dem og det eneste de kan gøre er at kigge på og se verden gå op i flammer.

9Likes
30Kommentarer
2282Visninger
AA

7. Dan kommer på besøg

Jeg lå på sengen med min Iphone i hånden og overvejede hvad jeg skulle skrive til Rasmus. Jeg ville skrive et eller andet, jeg vidste bare ikke hvad. Hvis jeg skrev "Undskyld", ville det virke som om at jeg var ligeglad, men hvis jeg skrev "Ej Ras, ved virkelig ikke hvad der gik af mig", så lød det som om at jeg fortrød hvad jeg havde gjort. Og det gjorde jeg ikke. 

"Skat, vil du ikke lige åbne døren? Nogen banker på!" Råbte min mor til mig fra nedenunder. 

"Okay..." jeg smed mobilen fra mig og løb ned af trappen. "Hej Rasmus, skal vi ikke være venner igen? Tror bare ikke jeg vil mere end det", det var bare en tanke. Skulle jeg skrive det? Jeg løb hen til hoveddøren. Det bankede på den. To hurtige slag. Jeg åbnede døren og så....

OMG!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Dan! Han stod lige der, lyslevende og stirrede på mig med sine brune øjne. Han så fuldstændig kold og følsesløs ud. Jeg stod sikkert og måbede. Hvad fanden lavede han her? Jeg sank en klump. Det var lørdag formiddag og jeg lignede sikkert et omvandrende lig uden min makeup. Jeg trak nervøst ned i den ultrakorte nederdel jeg hurtigt havde taget på i morges. Jeg kunne mærke at Dan gav mig elevatorblikket.

"Jeg kom bare for at aflevere det der historie," mumlede han, og lød han ikke en smule... nervøs?

"Nååårh ja," sagde jeg, en smule skuffet. Min fantasi var allerede begyndt at forstille sig at han var kommet for at erklære at han elskede mig, og så videre... Dan rakte mig en stak papirer. Vores fingre strejfede kort hinandens. Jeg kunne mærke et stød gå igennem hele kroppen. I det samme kom min mor, selvfølgelig.

"Åh hej," sagde hun overrasket og kiggede på Dan. "Hvem er du? En af Sallys venner? Jamen kom da ind."

"Mooor...." klynkede jeg irriteret. "Det er min historiemakker," forklarede jeg og håbede at jeg så fuldstændig kold ud, ligesom Dan.

"Aha." Mor nikkede og gik (heldigvis).

"Undskyld, min mor er lidt..." jeg prøvede forgæves at finde det rigtige ord.

"Jamen vi ses," sagde Dan bare og lod mig selv stå tilbage med min ufærdige sætning. Jeg stirrede muggent efter ham og besluttede mig hurtigt for ikke at skrive noget til Rasmus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...