My first and only love ~ One shot.

Alexis Jones er en almindelig 16 årige pige og lever et godt liv. Bortset fra at hun er forelsket i hendes bedste ven, Ryan Butler. Hvad skal hun gøre? Fortælle ham sandheden eller holde det for dig selv? Begge dele har konsekvenser, med hvilket valg har de værste? Åltså, hvem har lyst til at miste sin bedsteven gennem 14 år? Dette er min første One shot, så håber i bærer over med mig.

2Likes
5Kommentarer
956Visninger
AA

2. First And Only.

”Mine damer og herre! Alexis Jones, 16 år, sidste år på highschool. Hun er single.” Jeg sukkede irriteret, puffede blidt til ham og trak mine arme ud af de fugtige ærmer. ”Hun kan lide lange gå ture på stranden, er total musik freak og elsker at feste. Hun elsker også at surfe. Var det ikke noget for dig hr.? Hun er en god kysser” råbte han efter en fordi gående dreng.

”Stop nu, Ryan” sagde jeg smilende og rakte tunge af ham.

”Men du må se at få en kæreste” sagde han, lagde armen om mig og gav mig et klem.

”Jeg vil ikke have en kæreste!” sagde jeg med et muntert glimt i øjet. Det var egentlig lidt løgn. Jeg ville gerne have en kæreste, men det skulle ikke være en tilfældig der gik fordi os på stranden. Det skulle være ham. Ham jeg havde været forelsket i, i hele 7 år nu.

”Tsk.. Hold dog lige op” sagde han drillende og kyssede blidt min kind. Hans dejlig bløde og varme læber, føltes fantastiske mod min kind. Jeg lagde mine hænder mod hans brystkasse og skubbede ham blidt væk.

”Hvorfor skal du altid være så irriterende?”

”Det er jeg da ikke?” sagde han uskyldigt og smed hans våddragt, så man kunne se hans flotte overkrop med den svagt markerede six-pack.

”Overhovedet ikke” sagde jeg sarkastisk, vente øjne af ham og stak i mine klipklappere.

”Se selv” sagde han og begyndte at gå op imod parkerings-pladsen med korte langsomme skridt. ”Kommer du?” råbte han efter mig og viftede med hånden. Jeg sukkede tungt, samlede mine ting op og satte i løb efter ham.

 

”Hvorfor er det lige vi skal tage bussen?” spurgte Ryan irriteret og slog hovedet ind i den store rude. De blå sæder stod i lange rækker hele vejen gennem bussen og en klam lugt og sved og røg havde lagt sig over dem.

”Fordi jeg ikke gider cykle og alt det her lort skal ikke ind i min bil” svarede jeg og kunne ikke lade være med at beundre ham. Han lyse markerede ansigt, det korte lyse hår (Med et par solbrille i, ikke fordi jeg kan se grunden til at de skal sidde der. Helt ærligt! Solen skinner ikke engang.) og de fantastiske blå øjne han havde.øjne kunne rede min dag, lige meget hvad der var sket. Et kort glimt af de øjne reddede alt. Vi havde altid været bedstevenner, lige fra første dag i dagplejen, hvor vi mødtes alle første gang

 

Den flotte lyserøde kjole, med blondekant, hang ned over min spinkle krop og afslørede mine hvide ben. Et usikkert smil havde overtaget mine læber og mine øjne flakkede nervøst rundt. De blanke sko jeg hele morgenen havde været så fascineret af, reflekterede solen og glimtede svagt.

”Kom lille skat” lød min mors stemme. Jeg klemte hende trygge varme hånd og greb fat i den med begge mine hænder. Mine små trippende skridt, skulle falde dobbelt så hurtigt som mors. Både fordi de var længere men også hurtigere. Mor fik hurtigt trukket mig indenfor og der så jeg ham for første gang. For alle første gang følte jeg med det samme et helt specielt bånd, som nu har holdt 14 år.

 

”Alex! Du stirrer på mig” udbrød Ryan, med det mest drillesyge smil jeg nogensinde har set fra hans side af.

”Hvad? Jeg stirrer da ikke” mumlede jeg og slog blikket ned. Var det nu jeg skulle sige det? Han kunne ikke flugte… Hvilket betød jeg heller ikke kunne. Var jeg villig til at tage chancen?

”Er der noget galt?” Jeg rystede blidt på hovedet. Men alligevel blev jeg ked af det, hvorfor? Aner jeg ikke. En tårer dukkede op i min øjenkrog og trillede stille ned af min kind. Skaden var sket. Det var nu det skulle frem.

”Det er bare.. Lige siden vi mødtes i dagplejen har jeg følt et bånd. Et helt specielt bånd og vi er jo rigtig gode venner og det, men..” startede jeg og brød ud i gråd. Jeg turde ikke sige det. Det var så pinligt.. så forkert.

”Men hvad?” spurgte han og gav min hånd et klem. Først der bemærkede jeg hans store, dejlig varme hånd havde fundet min.

”Jeg kan lide dig på mere end vennemåden” udbrød jeg og gemte mig hovedet væk i hans skulder. Jeg kunne ikke lade være med at kigge op. Bare for at få et skimt af hans reaktion. Bare for at se et glimt af de utrolige blå øjne, der nu var blevet så blanke at alt og alle kunne spejle sig i dem. Han sagde ingenting, kiggede bare direkte ud i luften. Hvorfor sagde jeg det også? ”Undskyld Ryan, jeg skulle ikke have sagt det” mumlede jeg forlegent, trak min hånd til mig og kiggede ned i mit skød med varme salt tåre løbende ned af mine kinder.

”Jo, jeg er glad for at du sagde det” lød hans vidunderlige dybe stemme, idet han lagde hans hånd under min hage og løftede mit hovedet så jeg kiggede direkte ind i hans øjne. Hans hovedet nærmede sig mit og alle følelserne boblede i mig. Lykke overvandt ulykke. Glæde overvandt sorger. Og så mærkede jeg dem. De længe ventede læber. De kyssede blidt mine, mens hans hånd nussede mig i nakken.

”for jeg kan også lide dig” sluttede han forpustet og smilede svagt til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...