Just imagine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2011
  • Opdateret: 26 dec. 2011
  • Status: Færdig
En stakkels pige. Et stakkels skrig. Ingen ting at gøre. Alting er forbi. Hvad skal vi gøre? Hun er for svag. Hvad skal vi gøre? Alting er forbi. Ingen ting at gøre. Et stakkels skrig. En stakkels pige.

5Likes
3Kommentarer
952Visninger

1. -

"Hvornår startede det?"

:::::-:::::-:::::-:::::-:::::-:::::-:::::

"Hun sagde, at kramperne begyndte 1. juledag."

"Vi opdagede det selv fire dage efter jul, tirsdag. Da var kramperne ikke så alvorlige."

"Fredag blev de værre. Hun gad ikke spise noget. Og når hun så endelig spiste, var det indtil kramperne kom tilbage."

"Nyt årsaften var kramperne så stærke, at vi besluttede, at det var alvorligt."

"Den 1. januar tog vi til lægen med hende."

"Lægen sagde, at det vidste han ikke, hvad var."

"Den 3. tog vi igen til lægen. Hun vidste heller ikke hvad det var."

"Og endelig, den 29. januar, da vi havde været til adskillige læger, var der en læge der ikke sagde, at det vidste han ikke noget om. Han vidste, hvad det var. Men det var ikke godt."

Den sidste patient jeg havde, der havde det sådan døde. Han havde alvorlige kramper, lige der hvor hun har det, og da han blev vist på hospitalet, gjorde de intet ved det, for de havde aldrig haft sådan noget før, og havde intet, der kunne kurere det. Men selvfølgelig prøvede de. Bare ikke så godt. Han døde. Et halvt år efter, at kramperne var startet.

"Den 13. februar, da vi havde været til adskillige læger, blev vi anvist, til at tage på hospitalet."

"Vi tog på hospitalet den 14."

"De sagde, at det var ikke noget alvorligt, og at vi kunne tage det helt roligt, men at de alligevel for en sikkerheds skyld ville beholde hende en nat."

"Jeg blev hos hende hele natten. Jeg sov næsten ikke."

"Næste dag snakkede lægerne om, hvorvidt krampere var taget til det sidste stykke tid. Og hvorvidt, kramperne tog til om natten, men så lige så stille blev blidere."

"De troede stadig ikke, at det var noget alvorligt, men fordi, at det havde set så dramatisk ud, de kramper, hun havde haft om natten, ville de beholde hende endnu en nat."

"Og det gik jo heller aldrig godt. Kramperne var lige så slemme, som sidste nat."

"Den 18. februar, besluttede de at tage nogen prøver. Bare for en sikkerheds skyld."

"Hun blev ikke indlagt. Hun havde sovet på hospitalet fire dage, og blev så sendt hjem, efter prøverne."

"Men kramperne var stadig alvorlige. Lægerne var endnu ikke overbeviste, men det var vi."

"Så igen, den 17. marts, tog vi til hospitalet. De sagde stadig, at de ikke vidste noget om det."

"Vi spurgte dem, om de nogen sinde havde haft patienter med lignende sygdomme."

"Og de svarede nej. Selvfølgelig var der en der så nervøs ud, og en der kiggede skeptisk på den anden, så vi ikke var i tvivl om, at det havde de haft."

"Kramperne var taget til. Meget."

"Hun havde det forfærdeligt om natten, og kastede flere gange op."

"Hun kunne hverken sove eller spise, og blev tyndere og tyndere, for hver dag der gik."

"Den 2. april tog vi igen til hospitalet. Da lægerne fik at vide, og så, hvorvidt det havde udviklet sig, og hvor forfærdeligt hun havde det, var de ikke længere i tvivl: det var alvorligt."

"Derefter blev hun indlagt. De tog prøver, og gav hende noget for kramperne."

"De prøvede at få hende til at spise, og gå, men hver gang hun gik, faldt hun sammen på grund af kramperne. Og maden kunne hun ikke få ned."

"Hun sov altid. Eller kiggede tomt ud i luften. Hun fik aldrig besøg. Hun ville ikke."

"Da hendes eneste veninde kom for at besøge hende, fik hun ikke lov. Hun ville ikke have besøg. Ikke i den tilstand."

"Hun var ligeglad med sin skrøbelighed, hun var bare bange for, hvad de ville sige til hende: og hun var overbevist om, at kramperne ville blive værre, så snart hun så nogen, hun kendte godt."

"Hun havde aldrig haft det godt i skolen. Og hun troede ikke på, at de bekymrede sig om hende."

"Hun havde selv en ven, der også lå på hospitalet. Han havde kræft nu."

"Den 24. april, sov hun hele dagen igennem. Vi havde vist hendes bedste veninde ind, som holdt hende i hånden, mens hun sov."

"Og da hun endelig vågnede, tidligt morgenen til den 25, lå hendes bedste ven ved siden af hende. I samme seng."

"Hun nænnede ikke at vække sin ven. Så hun kiggede bare ud af vinduet, og betragtede det lyse landskab, samt de mange fugle, der syngene fløj forbi."

"Kramperne forsvandt ikke. De blev heller ikke så meget værre endnu. Hun kunne klare det. Kun lige."

"Hvis det ikke var fordi, at hun spiste noget, ville hun to måneder tidligere, være død. Fordi hun var for tynd."

" I sin alder, skulle hun veje 30-40 kilo. Hun vejede 23. Hvis ikke hun spiste, hvad hun skulle, ville hun være død. Men hun var stærk. Hun kæmpede for sit liv."

"Kramperne tog til i maj. De blev så voldsomme, at hun ikke længere sov om natten. Nu sov hun om dagen, højst to timer, hun kunne ikke klare mere."

"Den 21. maj, dagen før hendes fødselsdag, fik hun taget prøver. De havde stadig ikke fundet ud af, om det var en sygdom, eller ej. Men de troede det ikke."

"Kramperne var så alvorlige, at de sagde, hun nok ville dø. Vi kan intet gøre for at redde hende, sagde de."

"Den 23. maj, kom vi med gaver til hende. Hun smilede, og pakkede dem stille og roligt op. Ingen grund til at forhaste sig. Det havde hun prøvet for meget."

"Hun fik to cd'er, en kuglepen, og en sort kjole. Vi havde ikke turde købe andet. Hvis hun døde, vidste vi ikke, hvad vi skulle gøre."

"Og hun havde altid sagt, at hvis hun døde, skulle hun klædes i den fineste sorte kjole, med en hvid blomst i håret, og så skulle der tages et billede af hende."

"Hun ville have billedet med sig i graven. Sammen med et andet billede, hvor hun var sund og rask, og smilede. Lige meget hvilken alder hun var på billedet."

"Hun nåede jo aldrig at blive særlig gammel. Den 22. maj fyldte hun tolv år. Det glædede hende, og hun fik også at vide, at hendes ven, der havde kræft, næsten var rask."

"Men den 25. maj, tre dage efter hendes fødselsdag, havde hun det elendigt. Hun besluttede sig, at dem, der en sidste gang ville se hende, godt måtte."

"Hun vidste, at hun snart ville ende sine dage, og ville derfor lade dem, der hodlt af hende, se hende. Selv om det ville være syndt, at efterlade dem med sådan et billede af hende."

"Den 26. maj, havde hun så store kramper, at det smertede hele hendes krop. Hun var også blevet alt for tynd nu. Lægerne sagde, at hun skulle lægge sig til at sove."

"Hun prøvede. Men kramperne og smerten var så voldsom, at det umuligt ville lykkedes. Hun skreg af smerterne, skreg så højt, at det kunne høres på de hvide gange."

"Men hun fik noget smertestillende, og blev træt. Da var det blevet sent på aftenen, og hele hendes familie ventede på hende. Nogen sad inde på stuen, andre i venteværelset."

"Men hun kom aldrig ud af rummet. Ikke levende, i hvert fald. Natten til den 27. maj døde hun. Fem dage efter sin tolvårs fødselsdag."

"Hun var død af kramperne, som lægerne på hospitalet havde syntes, ikke var alvorlig. Men de havde ganske vidst taget grueligt fejl."

"Ellers ville hun stadig leve. Så ville de have gjort alt, hvad de kunne, for at forholde hende i live. Men det gjorde de netop ikke. Hun døde."

"Smerten var simpelt hen så stor. Hvordan skulle hun også kunne leve, med så store smerter? Det kunne hun ikke. Og der var ingen ting at gøre, havde de sagt."

"Det var blot kærlighed, omsorg, og følelser, hun manglede. Hun følte svigt og tab, og prøvede at gøre alt, for at opnå sine klassekammeraters respekt."

"Derfra opstod hendes kramper. Hun havde sultet sig så meget, at hendes knogler var begyndt at smerte, og alligevel, spiste hun stadig ikke."

"Og alle de følelser, af svigt og tab, medførte også, at kramperne blev stærkere. Hun havde det simpelt hen ikke godt, og derfor gik hendes krop i stykker."

"Og hun døde. Men hun døde, som hun ville. Med håret sat fint op, læberne malet røde, neglene malet røde, med en hvid blomst i håret, en sort kjole på, og et billede, fra da hun var syv, og smilede, glad, sund og rask, og et billede, hvor hun lå i kisten."

"Den sorte kiste, med det sorte låg, der første til direkte mørke, med det guld kors udenpå. Og hende, der var død af kramperne fra sorg og svigt, lå med kridhvid hud inde i kisten."

"Død."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...