Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4545Visninger
AA

13. The garden state

Jeg havde pludseligt følt mig voldsomt meget som en immigrant, da jeg havde ringet til nummeroplysningen, for at undersøge, hvor jeg kunne leje en bil. ”Hvor ønsker de, at rejse hen?” Havde biludlejeren spurgt, da jeg endeligt kom igennem. ”New Jersey” Svarede jeg. Der blev stille i den anden ende, indtil den mandlige udlejer brød ud i dyb, nærmest ond latter. ”Vil du køre til NJ? Du er da vidst ikke her fra byen, hva’?” Jeg krummede mig. Det floveste var stadig, når folk afslørede mig i, slet ikke at være fra Byen, men fra det kolde, landlige Minnesota, hvor absolut ingen mennesker gik nogle steder hen, og hvor metro og togsystemer var bandlyst. ”Hør her, nu laver jeg lige en beskrivelse af metro til dig, det er sgu nemmere” Havde han fastslået, og jeg var bukket under.

Da jeg samme formiddag hoppede af metroen, føltes det igen, som en helt ny verden. Jeg var efterhånden ved at vende mig til New York, og nu befandt jeg mig pludseligt i New Jersey. Endnu et sted, jeg aldrig havde sat en fod i før. Jeg havde faktisk altid haft opfattelsen af, at New Yorkere hadede The garden State. Der skulle vidst være en slags mini krig, efter hvad jeg havde opsnappet hos de grimme piger nede på caféen. Jeg knugede fast den adresse til mig, jeg igennem nummeroplysningen havde kunnet finde.  Det var alligevel utroligt, hvor lidt anonym man kunne være. Jeg havde bare skullet nævne navnet ”Charles Wheeler” Og de havde straks kunne fortælle mig, at manden boede i Newark.

Idet jeg bankede på døren, begyndte jeg at fortryde. Det var trods alt en tvivlsom idé, jeg havde rodet mig ud i. Men alligevel, var jeg sikker i min sag. Jeg blev nødt til at høre, hvad han vidste. Det virkede som om, at viseværten derhjemme, gemte nogle oplysninger. Nogle oplysninger, som Charles Wheeler måske havde. Efter et minuts tid, hørte jeg nogen pusle ved døren. En kæde blev hevet fra indersiden, og et øje dukkede op i udkigshullet. ”Så luk dog op, gamle nisse…” tænkte jeg ved mig selv. Det var dog utroligt, som han skulle udspionere mig. Men til sidst gav han op, og døren blev nu åbnet på klem.

”Hvad vil du mig?” Spurgte den ældre herre, i et træt, men overrasket tonefald. Han havde tydeligvis ikke ventet besøg. ”Jeg vil gerne snakke med dig om Geraldine…” Det gik op for mig, at jeg stadig ikke kendte hendes efternavn. ”Om Geraldine” afsluttede jeg, og håbede på, at det i det mindste ringede en lille klokke. Med det samme lukkede han døren helt op, og kiggede alvorligt på mig. ”Er du fra New York?” Jeg nikkede hurtigt. ”Jeg bor oven på en indisk restaurant, i nærheden…” Han afbrød mig brat. ”Jeg ved udmærket godt, hvor det er. Kom inden for.” Sagde han, og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham.

Vi satte os lydløst ned på hver sin side af det gamle mahognibord. ”Du har mødt den kære Geraldine, kan jeg forstå?” Sagde han roligt. Man kunne se på hans ansigt, at han havde arbejdet hårdt, i mange år. Han så slidt ud, men alligevel havde han nogle træk, der viste, at han var en venlig mand. Det hang også sammen med, at han faktisk lukkede mig ind, på trods af, hvad der end var sket, tilbage i New York.

”Må jeg spørge, hvorfor du gik af som visevært?” Spurgte jeg usikkert. Han nikkede, og rømmede sig et par gange. ”Nogle gange, bliver man jo træt, knægt. Efter 25 som visevært, syntes jeg, at det var rigeligt. Der stod en ung mand og var klar, til at tage over, hvad skulle jeg gøre?” Han stillede det som et spørgsmål, selvom det var tydeligt, at han ikke forventede et svar. Han var afklaret med datidens skæbne. ”Ventede? Var der nogle der bad dig, om at gå af?” Spurgte jeg. Han nikkede igen. ”De mente, jeg var for gammel. At jeg havde været tilpas længe på min plads. Efter al balladen med de unge mænd..”

Jeg kiggede skeptisk på ham. ”De unge mænd? Ligesom det den nye visevært snakkede om…” Det sidste mumlede jeg nærmest til mig selv, men han opfangede det alligevel. ”Nå, så der bliver snakket om Geraldine endnu, hva?” Jeg nikkede. Men så gik det pludseligt op for. Det kom snigende ind over mig, og jeg følte mig som det dummeste menneske i verden, fordi jeg ikke engang havde skænket det en tanke. ”Vent..” Begyndte jeg. ”Hvor gammel var Geraldine, da du første gang hørte om hende?” Han tænkte sig godt om. ”På din alder, vil jeg tro.. En 20-22 år, vil jeg tro.” Blodet forsvandt fra mit hoved, og jeg følte mig pludseligt frygtelig svimmel. ”Hvis du var visevært i 25 år, og den nye visevært, har været der i 15 år…” Jeg gispede efter vejret. ”Så har Geraldine haft samme alder i 40 år”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...