Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4579Visninger
AA

7. Byen der aldrig sover

Jeg var så forvirret som en guldfisk den nat. Jeg prøvede konstant at slå tankerne hen, men de blev ved med at komme tilbage. ”Anden dør til venstre..” Hvordan kunne hun bo i samme opgang som mig, uden at jeg nogensinde havde set hende? Godt nok havde jeg ikke udforsket alle værelser, gange og kroger, men alligevel.. Burde vi ikke have set hinanden, hvis hun nu boede så tæt på? Jeg lukkede kontant mine øjne, for at lukke tankerne ude. Men de nægtede at blive væk. Hele tiden kredsede mine tanker om de samme ord; ” Og hvis du bliver ensom, så skal du bare hen af gangen, og så er det anden dør til venstre…” Ensom? Hvorfor skulle jeg overhovedet blive det? Det var faktisk det, der irriterede mig mest. Godt nok kendte jeg ikke så mange i byen endnu.. Men hvordan kunne man være ensom, i en af verdens største byer? Jeg havde alt, jeg nogensinde havde drømt om, hvordan kunne det være skidt?

Jeg skal ikke kunne sige, hvordan jeg nåede frem til den konklusion. Måske var det tankerne, måske var det irritationen. Men pludselig befandt jeg mig i hvert tilfælde ikke længere i min seng. Efter flere timer uden søvn, endte jeg med at stå op. Natteblidt famlede jeg mig rundt, mens jeg trak mine bukser på. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg regnede med, at få ud af det. Jeg var ikke engang sikker på, om det var en god idé. Men som jeg kom i tøjet, og fik taget min sko på, var jeg næsten blevet helt ustoppelig. Og mens jeg gik ud af døren, kørte tankerne rundt i hovedet på mig. Tankerne om Geraldine. Smukke, smukke Geraldine.

Jeg vandrede beslutsomt hen af gangen, mens jeg ledte. Anden dør til venstre.. Hvor svært kunne det være at finde? Jeg tumlede forvildet rundt, til jeg pludselig stod foran den dør, der unægtelig måtte være den rigtige. Jeg undrede mig over, at der slet ikke var noget navn på døren. Det havde ikke taget dem mere end et par timer, før de havde klistret mit navn på min dør, med noget superlim af en slags. Men man kunne godt se, at der engang havde været et navn på døren. Det så mere ud som om, at det var blevet kradset af. Jeg rystede kort på hovedet, og bankede så på døren. Jeg ventede, i hvad der føltes som en evighed. I virkeligheden var det måske kun et par minutter. Men til sidst, blev døren åbnet fra den anden side. Og der stod hun så – Geraldine.

 

Hun grinede let, da hun så hvem der var kommet. ”Blev du ensom?” Sagde hun, med en næsten ubetydelig stemme. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ville bare gerne se dig.” Sagde jeg. Hvert et ord hun sagde, var så mystisk, som om man skulle knække en kode. Men så kiggede hun på mig, med en hvis beslutsomhed og sagde ”Jamen så kom ind” og jeg vidste, at det kun kunne betyde én ting. ”Klokken er ret mange, Josh” sagde hun, mens hun allerede stod helt tæt op ad mig. Jeg kiggede hurtigt op. ”Undskyld!” Udbrød jeg. ”Vi kan bare se hinanden en anden dag.. Det var ikke for at…” Længere nåede jeg ikke, før hun afbrød mine ord. Hun lagde sine arme rundt om min hals, og skubbede mig indtil hende. Hendes læber smagte af honning og hun duftede nærmest af begær. Tankerne, der hele aftenen havde kørt rundt i hovedet på mig, var endelig begyndt at aftage. Godt nok havde det hele været en utrolig forvirrende, og sindssygt begivenhedsrigt dag. Men var det netop ikke det, jeg var flyttet dertil efter?

Mens hendes fingre arbejdede sig igennem mine skjorteknapper, smilte jeg helt op til ørene. Måske var det pisse barnligt, eller, det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om, at det var. Men jeg var pavestolt. Pavestolt over, at jeg havde mødt hende. At jeg havde charmeret hende. Og at jeg snart havde scoret hende. Jeg havde aldrig været ham, der kunne score alle pigerne. Men Geraldine så ikke ud til, at syntes, at jeg manglede noget. Og idet jeg løftede hende over på sengen, tænkte jeg for mig selv, at jeg måske endelig var ved at falde til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...