Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4549Visninger
AA

11. Besøget ved midnat

Jeg kunne ikke gøre op med mig selv, om jeg faktisk skulle opsøge hende igen. Det var uden tvivl fristende, men helt sikkert også dumt. Jeg var jo blevet advaret om, hvad hun var for en pige. Nok virkede hun interesseret, når jeg snakkede med hende, men hvad nyttede det, hvis hun var ligeså interesseret i 20 andre fyre? Og hvad der undrede mig mest var, hvorfor hun altid gik efter dem, der boede i netop min lejlighed? Tog hun det bare som en selvfølge, at værelset som regel husede unge, naive mænd, der ville dø for en nat med hende? Men på den anden side ville man jo også være splitterravende gal, hvis man takkede nej til hende. Godt nok var en mystisk og svær at gøre sig klog på, men det var måske også bare det der gjorde hende ualmindeligt tiltrækkende.

Alt imens jeg havde en indre diskussion med mig selv, om hvorvidt jeg skulle gå derhen eller ej, skete der noget. For mens min hjerne stadig ikke var overbevist, havde resten af min krop allerede taget en beslutning. Inden jeg fik set mig om, eller gennemtænkt noget som helst, stod jeg allerede foran døren og bankede som en gal. Men der var ingen der svarede. Jeg kiggede på mit armbåndsur. Klokken var nu 23:04. Jeg hamrede et par gange endnu, og satte mig derefter foran døren. Det var først dér det gik op for mig, at jeg ikke engang havde hendes nummer. Som minutterne fløj, kom irritationen tilbage i min krop. Efter 9 minutters banken og venten, besluttede jeg mig for at gå hjem igen. Men lige før jeg forlod hendes dør, fik jeg en indskydelse. Måske sov hun, eller måske ventede hun på mig i badet? Måske regnede hun ligefrem med, at jeg bare gik ind, så hun kunne få lov til at overraske mig. Jeg tog i døren, og til min store glæde, var den ikke låst.

Jeg nåede lige akkurat at smile i halvanden sekund. Halvandet sekund med glæde, inden jeg blev overvældet af den skræmmende virkelighed. Der var tomt. Ikke bare halvtomt, som sidst jeg havde været der, men tomt. Gulvet var ryddet, møblerne var forsvundet – der var endda spindelvæv der dinglede ned fra det beskidte loft. Med ét løb det mig koldt ned af ryggen. Hvad fanden var der sket med hendes hjem? Langsomt bevægede jeg mig igennem rummet, og ud mod badeværelset. Lejligheden var pludselig omringet af mørke, og kulden slog mig som en hammer. Forsigtigt sneg jeg mig ud og åbnede badeværelsesdøren. Også derude var alle spor af Geraldine væk. Både badeforhænget og kruset med tandbørsten var forsvundet, og resten af badeværelset så nu pludselig helt faldefærdigt ud. Vasken lignede faktisk bogstaveligt talt noget, der kunne ryge ud vægen, hvornår det skulle være.

Pludselig lød et kæmpe brag bag mig. Jeg nærmest hoppede rundt, med armene oppe foran ansigtet. Til min lettelse, var det bare badeværelsesdøren, der var knaldet i. Men jeg besluttede alligevel, at jeg hellere måtte komme væk derfra. Og jeg vidste præcis, hvor jeg skulle tage hen.

Jeg stormede ned af kældertrapperne, som en elefant på coke. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at det næsten var midnat. Det eneste jeg havde i mit hoved, var Geraldines tomme, ødelagte lejlighed og hendes brudte løfte. Da jeg endelig nåede viseværtens dør, hamrede jeg beslutsomt på den. Ganske vidst var det ikke ligefrem sluttet så godt, sidst jeg besøgte ham. Men ikke desto mindre, var han mit eneste håb. Han var den eneste person jeg kunne komme i tanke om, der faktisk kendte Geraldine. Eller i hvert tilfælde havde hørt om hende.

”Jeg kommer…” kunne jeg høre ham grynte på den anden side. Han virkede ikke specielt begejstret for midnatsbesøget, men jeg var faktisk ligeglad. Jeg havde hverken tid eller lyst, til at bekymre mig om ham. Da han endelig åbnede døren, så han dybt irriteret ud. ”Har jeg ikke bedt dig om at lade mig være?” Vrissede han. ”Hvis du vil være håbløst forelsket i en eller anden psykotisk pige, der påstår hun bor her, så er det dit problem. Men du skal ikke kalde mig en løgner, og så komme rendende tilbage!” Jeg tog en dyb indånding. Jeg vidste godt, at jeg havde opført mig dumt overfor ham. Men på en eller anden måde virkede det som hundrede år siden nu. Jeg sukkede en sidste gang, inden jeg sagde: ”Hvad hvis nu, jeg tror på dig?” Og med de ord, blev jeg lukket ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...