My Fair Lady

Shay Axford og hans familie var adelige og kendt som de bedste dukkemagere i hele England. Krigen var lige overstået og han var den eneste overlevende fra sin familie, så han havedet skabt en dukke.
Rina var en dukke på størrelse med et admindeligt menneske pige, men hun var ikke en admindelig dukke, selvom hendes krop var i form som en dukke. Hun havde nemmelig en sjæl, et menneske sjæl.

11Likes
49Kommentarer
4444Visninger
AA

6. Føelser gjorde Ondt

Mine øjne svindlede, var det virkelig ham? Jeg følte mig reddet, jeg løb med det samme over til ham, nu kunne jeg kommer hjem igen. 

"Pierre! Hvor er jeg glad for at se dem, de kunne føre mig tilbage til London igen" sagde jeg håberfuldt, jeg var så glad for at jeg mødte en jeg kendte i dette fremmede sted. "Rina" sagde han glad og holdte mig tæt ind til ham. Han duftede af roser, ligefrem røde roser, kunne  man dufte. "Rina" sagde han igen og kiggede nu endelig på mig, "Du skal ikke tilbage til london, du skal blive her, med mig" sagde han og smilte. 

"Jeg kan da ikke blive her, jeg skal hjem til Shay!" svarede jeg tilbage og slubbede ham væk, det kunne han da ikke mene? Shay vil blive ensom, selv jeg vil blive ensom, det gjorde ondt, ved mit ene bryst, hvorfor gjor det, det? Sådan havde jeg aldrig haft før.

"Vil de fortælle mig hvor jeg er?" spurgte jeg og kiggede på ham, han så lidt mistænktsom ud men svarede "Det ville jeg fortælle dig, hvis du vil går med til at blive her" sagde han, men ikke på den rare og blide måde, som hans stemmede havde før. Jeg rystede på hovedt da han tilbød mig det. Det eneste jeg ville nu, var at komme hjem til Shay igen.

Resten af dagen lod dig mig være på værelset, eller ikke helt, for at sikre at jeg ikke havde den tanke om at stikke af havde de sat tjeneste folk til at holde øje ved døren og udenfor, for at holde øje ved mine vinduer. Jeg var som dukken i æsken, som der måtte komme ud. 

Jeg kryb mig sammen i den store fine seng og bare ventede på at nogen ville hente mig tilbage til London. 

Jeg vågnede fra min søvn, det var allerede blevet mørkt. Døren blev åbnet igen, det var Pierre. "Rina min kære, vil du ikke have noget at spise?" spurgte han igen med sin alt for søde sukkerstemme, jeg rystede på hovedt og smed mit hoved ned i hovedpuden, jeg havde ikke lyst til noget som heltst. Pierre sad nu overe ved sengen og prøvede at age mit hår, men jeg rystede hans hånd fra mit hår væk, kun Shay måtte gøre sådan noget ved mig, idet jeg fik en idé.

Jeg smed mig hurtigt over Pierre, så jeg lå over hans krop og lage mine hænder om hans ansigt. Jeg kunne hypnotisere ham til at få mig hjem, jeg prøvede at kigge direkte hans øjne. Min øjen kontakt til ham blev afbrudt, da han rev sig fra mig "Jeg håber ikke på den én gang til" råbte han og rejste sig fra sengen. " Vi holder en forlovelses fest snart, så du kan lige så godt droppe det med at vende hjem til london igen" råbte han og smækkede døren i sig.

Jeg blev efterladt igen, i dette mørke værelse, jeg gik lidt rundt, kiggede på alle de fine blomster, hvor var de dog smukke, jeg faldt ned på knæ og holdte om mig selv, det gjorde ondt, inden i mig. Hvor ville jeg ønske at jeg var lidt stærkere, så ville jeg ikke have været havnet i denne situation. Jeg var bare en  svag og skrybbelig dukke, som nu også kunne mærke føelser. Føelser gjor ondt, bare det ville holde op. 

Jeg rejste mig op igen, tog alle de blomster omkring mig og rev dem i stykker, jeg ville slet ikke se nogle blomster for mig, jeg rev for hver og ét blomster blad i stykker jeg kunne ikke bære det mere, jeg vil kun se én blomst, den unikke og smukke Viol.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...