My Fair Lady

Shay Axford og hans familie var adelige og kendt som de bedste dukkemagere i hele England. Krigen var lige overstået og han var den eneste overlevende fra sin familie, så han havedet skabt en dukke.
Rina var en dukke på størrelse med et admindeligt menneske pige, men hun var ikke en admindelig dukke, selvom hendes krop var i form som en dukke. Hun havde nemmelig en sjæl, et menneske sjæl.

11Likes
49Kommentarer
4441Visninger
AA

15. Dengang.

Shay P.O.V.

Jeg så flammer overalt, også selvom det  regnede ned, regnen gjorde ondt, da den ramte mit ansigtet, det var som at få en masse nåle på sig, kolde nåle, man kunne ikke se uden på at det blødte, men inden vendig,  kunne jeg mørke den smerte, for hver og én nål. Den nat vil jeg aldrig glemme.

"MOR, FAR! HVOR ER I? HJÆLP MIG!" Råbte jeg, bange og svaglig. Jeg løb igennem London for at finde hjælp. Jeg løb så hurtig jeg kunne og prøvede at undgå, at kigge rundt omkring, men det var umuligt, man kunne ikke løbe væk fra denne krig, hvis man har været med i den.

"Shay! pas nu på dig selv ikke?" sagde mor for endnu engang, "Jaja det skal jeg nok" svarede jeg hende irriteret tilbage, da jeg havde fået bundet mine sko, så tog fat i min lille taske og løb jeg straks ud af døren. Jeg mærkede det vidunderlige lys som ramte min krop. Solen stod højt over himlen, vi var midt i marts.

Sneen skinnede som små diamanter på jorden. jeg løb ned til byen. Folk var også glade og var på indkøbstur, med deres familier og venner. Børnene løb rundt og legede tag fat.

Jeg stod op afstand og bare kiggede på dem. Jeg ville så gerne være med, men jeg viste hvad svaret var, de vil bare løbe fra mig. Ingen børn gad at lege med mig her i London udover Isabell, datter af Kongen i England. Folk gad ikke at være sammen med mig fordi jeg var adelig, andre adelige søskende legede også bare sammen.

Jeg var bare enebarn. Selvom jeg kunne for alt jeg pegede på, som andre slet ikke kunne få, følte jeg mig aligevel ensom, Det var mig som var jaloux på de andre. De havde venner og forældre som havde tid til dem.

Mine havde næsten aldrig tid. De var dukkemagere, de sad altid i det store værksted. Pludselig lage jeg mærke til at nogle af børnene som jeg havdet kigget på, så på mig. Det hviskede noget til hinanden som jeg ikke kunne høre hvad var, men efter forlod de stedet hvor der legede. 

Jeg løb ind i parken og gemte mig bag nogle buske. Det var altid her jeg var. jeg tog min taske af og åbnede den op. jeg havde en tegneblok, pen, brød, en flaske mælk og det vigtigste.

Rina  

Jeg tog hende forsigtigt op af min taske, hendes smukke brune krølller var sat op med en sløjfe, hendes kjole var hvid med de mest deltaljerede frynser på, hendes øjne var violette, min ynglings farve også havde hun et mønster formet som en rude, på hende ene kind.

Hun var smuk. Selvom hun var en dukke, følte jeg hun var den eneste ven jeg havde og som vil høre på mig. Hun var det mest værdifulde jeg ejede.

Jeg fik hende af far, da jeg fyldte 6, "Husk Shay, hun ville altid høre på dig og være der for dig, hun er ikke bare en normal dukke men speciel" sagde far. Ja hun var noget speciel, men jeg tror ikke rigtig jeg forstod hvad far mente, dengang.

Jeg kiggede op mod skyerne, de var smukke og fredfyldte. Jeg lage mig ned i græsset og holdte Rina tæt ind til min mave.

Mere huskede jeg ikke før alt blev mørkt.

For mørkt.........

Jeg åbnede øjene igen, alt var bare mørkt, skyerne så rødlige ud, jeg hørte uro rundt omkring, så kryb mig ud af buskene.

Idet jeg mødte et maridt. Mine ben føltes svage, angsten havde overtaget mig. Jeg tog Rina og puttede hende ind i min jakke og løb.

Jeg løb igennem London, lig lå overalt og sorgede. Mine tårer løb ned af mine kinder imens jeg løb MOR, FAR tænkte jeg, måtte hurtigt hjem men, det var allerede forsent.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...