Noahs forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2011
  • Status: Færdig
En lille historie, om drengen Noah, der er forelsket.

2Likes
9Kommentarer
855Visninger

1. Noah

Luna kiggede på Andrew.

Andrew kiggede på Alice.

Og Noah kiggede på Luna.

Luna var forelsket i Andrew.

Andrew var forelsket i Alice.

Og Noah var forelsket i Luna.

"Hvad kigger du på?" spurgte Noahs ven med et smørret grin, da han satte sig ved siden af Noah, med en bakke mad i hånden.

"Ikke noget," sagde Noah hurtigt, og kiggede ned i sin mad, hvor han legede lidt med sin salat.

"Er det Luna, du kigger på?" spurgte hans ven og grinede lidt.

Noahs kinder fik en let lyserød farve, og han kiggede endnu ned i sin mad.

"Godt valg. Du skal bare se, om du kan få hende overbevist om, at du er den rigtige," sagde hans ven, mens han proppede sig med mad.

"Jeg kan ikke lide Luna," forsvarede Noah sig, mens hans kinder blev rødlige.

"Sikkert ikke," grinede hans ven. "Hun kigger jo konstant på Andrew. Hun kan sikkert ikke engang huske dit navn!"

"Kan vi ikke lade det ligge? Jeg kan lide Luna, og hvad så? Det er ikke noget at tale om," mumlede Noah, mens han endnu kiggede ned i sin mad.

"Jo, det er så. Men jeg skal nok lade være med at drille dig ... i dag," sagde hans ven, mens han smilede stort.

"Tak," mumlede Noah ironisk, mens han endnu koncentrerede sig om sin salat.

"Hey, Noah!" råbte en dreng, fra den anden ende af kantinen.

Noah kiggede straks mod råbet, og så sine to andre venner, Clai, som tilsyneladende hellere ville kaldes Clai end hendes rigtige navn, Claire, og drengen, Robert, der grinede smørret til Noah, som kiggede i smug på Luna.

Få minutter efter, satte Clai og Robert sig ned ved siden af Noah og hans ven.

"Hej," sagde Clai, og kastede et blik på både Noah og hans ven.

"Sker der noget nyt?" spurgte Robert, og kiggede op, mens han samtidig koncentrerede sig om den mad, der lå på bakken foran ham.

"Nej," skyndte Noah sig at sige, inden hans ven kunne nå at sige noget, om Noahs forelskelse.

"Noah, jeg ved ikke om nogen har fortalt dig noget," begyndte Clai, og sendte Noahs ven et mistroisk blik, hvorpå han trak på skuldrene og proppede sig med mad, mens Clai rettede blikket mod Noah, og fortsatte. "Men vi tager hjem til Robert på fredag, og holder en 'venne-aften', som han foretrækker at kalde det."

"Hvad siger du?" spurgte Robert, og kiggede kort op på Noah. "Det bliver kun os fire."

"Jo, jo, jeg kommer," sagde Noah, og rejste sig sukkende, som fik alle ved bordet til at kigge på ham, og undre sig over, hvorfor han allerede rejste sig. Han havde intet spist, og spisefrikvarteret var langt fra færdigt.

 

Noah skrev i sin notesbog. Han skyggede for sine ord, og skrev hverken hårdt eller let med den kuglepen, der lå i hånden på ham.

Han havde skrevet Luna. Og så havde han tegnet et hjerte ud for hendes navn.

Da Noah virkelig koncentrerede sig om sin tegning, fik han et stort chok, da bogen pludseligt blev revet ud af hånden på ham.

"Det kan du ikke mene, vel, Noah?!" spurgte hans ven hånligt, mens han satte sig i stolen ved siden af Noah, og skimmede de mange gange, Noah havde skrevet Luna i sin bog ... og det fyldte flere sider.

"Giv mig nu bare min bog," sagde Noah, og kiggede rundt, før han lagde bogen i sin taske; godt gemt bag alle de andre bøger.

"Du kan virkelig ikke være så forelsket. Det er noget man gør, når man allerede er blevet kærester: og når begge parter i forholdet kan lide hinanden. Og det kaldes kærlighed!" sagde hans ven, og lavede et hjerte med hænderne, og kiggede drømmende ud i luften.

"Som om du ved noget om kærlighed," vrissede Noah, og kiggede surt på sin ven.

"Jeg ved da en masse om kærlighed! Jeg har faktisk haft flere kærester end dig!"

"Alle sammen nogen, du aldrig har kunnet lide. Du har charmeret dig ind til deres hjerter, og så knust dem. Det er der ikke så meget kærlighed ved," sagde Noah, og svingede sin taske over skulderen.

"Nej, men jeg har da nogen, der kan lide mig igen. Ikke bare nogen, jeg kan lide," drillede hans ven.

"Farvel, Alexander," sagde Noah, inden han forlod lokalet, og fik sin vens tale om kærlighed, til at stoppe.

Noah ville væk fra alt det kærlighed. Det eneste han ville, var, at få Luna til at kunne lide sig, og længere var den ikke. Derfra skulle kærligheden nok opstå.

 

Noah sad i sin sofa. Han stirrede bare ud i luften, og havde intet at tage sig til.

To bank lød fra vinduet, bag fjernsynet, og Noah kiggede derhen.

Udenfor vinduet stod Alexander og Clai, og bagved dem Robert, med en snebold i hver hånd.

Clai havde også en i hånden, og Robert kastede en efter hende.

Noah smilede, og rejste sig op. Han tog en sommerjakke på, sine vintersko, og hue og handsker på, og gik udenfor til sine venner, der var godt igang med en sneboldskrig.

"Du får mig aldrig!" skreg Clai, mens hun løb fra Robert, der ville have hende ned at ligge i sneen.

Alexander grinede, og da han opdagede Noah, bukkede han sig ned og lavede en snebold, han straks kastede efter Noah, der ramte hans tøj.

Noah smilede, og begyndte også at kaste snebolde efter Alexander, selv om han godt vidste, at det ikke ville ende godt.

For det ville ende med, at Noah var så frossen, at han ikke kunne bevæge fingrene, mens Alexander grinende kastede snebolde på ham, der gennemblødte hans tynde jakke.

Noah kastede en snebold efter Clai, og ramte hendes nakke. Det skulle han ikke have gjort.

Clai vendte sig om mod Robert, der kiggede forbavset på hende, men var klar til at lægge hende ned, mens hun stjal en snebold fra hans hånd, og løb efter Noah.

Alexander grinede af dem; han syntes, at det så sjovt ud.

Noah løb forrest, væk fra Clai, der ville hævne sig med nu to snebolde i hånden: begge havde hun taget fra Robert, der havde lavet to nye.

Clai løb efter Noah, og ville først kaste sneboldene, når tidspunktet var perfekt.

"Du skal få! Kom her, Noah!" råbte Clai, mens hun kom tættere på Noah.

Hun rakte ud efter ham, og kastede den ene snebold efter hans nakke, som hun ramte perfekt. Og nu havde hun en fri hånd.

Da hun kom tættere på Noah, greb hun med den frie hånd fat i hans ene hånd, og gav ham en snebold i hovedet.

Hun grinede, mens Noah surt tørrede sne væk fra hovedet.

Så bukkede de sig alle ned, og samlede sne til snebolde, som de kastede efter hinanden.

De blev alle vasket i sneen, og til sidst var de drivvåde.

 

Dagen efter gik Noah, Clai, Robert og Alexander mod kantinen. Noah håbede at se Luna, og han håbede inderligt, at Andrew ikke var der idag, for så kunne han måske få hendes opmærksomhed for sig selv en dag.

Men da Noah kom ind i kantinen, stivnede han. Luna var der. Og da Alice ikke var der, sad Andrew tæt op af Luna. Det brød Noah sig overhoved ikke om, og han fik en stor lyst til at gå hen og slå Andrew.

Clai lagde en hånd på hans skulder, da hun så Andrew, men det kunne ikke holde ham tilbage. Andrew vidste, at Noah kunne lide Luna. Det havde Noah sagt da de havde gymnastik. Og nu prøvede Andrew at smigre sig ind til Luna, hvilket gik ham godt. Og så snart Alice kom tilbage, ville Andrew droppe Luna.

"Andrew!" udbrød Noah, og blev helt rød i hovedet. Han gik hen til Andrew, der kiggede forbavset op på ham.

"Hvad er der?" spurgte Andrew smilende, men virkede også lidt bange, da Noah knyttede sine hænder vredt.

"Det ved du udmærket!" sagde Noah vredt, og Andrew rejste sig op.

"Luna kan lide mig! Og det kan du ikke gøre noget ved!" råbte Andrew og holdt en knyttet hånd frem mod Noah.

"Men alligevel udnytter du hende!" råbte Noah tilbage, hvilket fik Luna til at kigge overrasket på Andrew. Når Noah var så vred, måtte han også tale sandt. Men hun turde ikke rigtigt gøre noget ved det, og hun kunne så godt lide ham.

"Lad hende være!" råbte Noah, og knytttede næverne hårdt.

"Hvorfor?" spurgte han i en drillende tone, og tog et skridt frem mod Noah.

"Det er ligemeget! Hun burde ikke udnyttes!" råbte Noah, og tog også et skridt frem.

Og da Noah lige var i højde til Andrews hånd, slog Andrew ud efter Noah, og ramte hans kind hårdt.

Noah tog sig til kinden, og ømmede sig, men slog så også ud efter Andrew. Andrew fik fat i Noahs hånd, før den ramte hans ansigt, og slog igen Noah i ansigtet.

Noah både slog og sparkede ud efter Andrew, og ramte Andrews skindeben hårdt, og gav ham et blåt øje.

Imens havde Luna rejst sig op, og var løbet forskrækket ud af rummet. Clai kiggede tilfreds på Noah, mens han slog ud efter Andrew, og Alexander smilede stort.

Og Robert, han var løbet ud efter en voksen. Selv om han vidste, hvor stor  ballade Noah og Andrew ville få, så ville han heller ikke have, at en af dem døde i kampen.

De blev stoppet i slåskampen, men Andrew nåede at få et blåt mærke på skindebenet og et blåt øje, mens Noah fik et stort mærke på kinden.

 

De stod alle på stranden. Noah sad i sandet sammen med Clai og Robert.

"Undskyld," mumlede Robert til Noah, og smilede beklagende.

Noah rystede på hovedet. "Det var ikke din skyld," sukkede han, og kiggede på Luna, der stod med hænderne i sin hættetrøje, og kiggede ud over havet.

"Jeg vil lige snakke med hende," mumlede Noah og rejste sig. Han gik forsigtigt hen og stillede sig ved siden af Luna.

"Hej," sagde han og kiggede også på havet.

"Jeg kan ikke tilgive dig. Jeg vil ikke tilgive dig," sagde Luna kort, før hun vendte sig om, og gik over til Alice, der snakkede med en anden.

Noah sukkede, og satte sig igen ned i sandet.  "Måske ved jeg alligevel ikke noget om kærlighed," mumlede han, og kiggede ensomt ud over havet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...