Love isn't always fair ~ (JDB)

Movella’en handler om en pige på 17 år, ved navn Alyssa. Hun er meget fattig, og har det ikke spor godt. Hun tikker penge på gaden, og bor alene i et lidt forladt hus. En dag kommer der en fremmed dreng på hendes egen alder, ind i ’hendes’ hus. Han kan ikke holde ud at se sådan en smuk pige som hende have det sådan. Så han vælge, at kom på besøg tit, og hjælpe hende med alt hvad der skal til for at over leve. Men hvad sker der nok drengen bliver forelsket i hende? Og hvad nu hvis Alyssa er så stædig at det kommer til at gå ud over hende selv? – Læs Movella’en og find ud af det!(: (Justin er IKKE kendt i denne movella)

5Likes
5Kommentarer
1453Visninger
AA

2. ~ kap 1 ~

Det er mørkt, blæser og regner måske også en lille smugle. Jeg sidder helt krympet sammen under det store halvtag, som er på bagsiden af det hus jeg bor i. Det er koldt, og det eneste jeg har til at varme mig med er en gammel slidt jakke. Der ligger ogs' nogle slidte tæpper oven på. Men de er så hullede, at det ikke nytter noget, når man er udenfor. Jeg kan ikke sove, men jeg skal ikke nå noget, for jeg går ikke i skole. Stjernerne er smukke. De blinker, funkler og tit har jeg drømt mig til, at kunne række ud efter én af den, og have den liggende i min hånd. Jeg kigger drømmende op på dem, og finder Karlsvognen. Ud fra den kan jeg også finde Nordstjernen, men har ikke lært flere stjerne billeder af kende. Det er min mor der lærte mig det - den gang hun lavede. Jeg var kun fem år, men jeg kan tydeligt huske, at jeg sad mellem benene på hende i min seng, og kiggede ud af vinduet. Jeg elskede hende, og elsker hende stadig - hun er i mit hjerte. Men min idiot af en far skulle selvfølgelig dræbe hende. Aldrig har jeg haft et godt forhold til min far. Men den dag jeg fandt min mor død, efter af have været ude og lege, løb jeg hjemme fra. Jeg var syv.

Et vindstød skyder mod mig, og mit hår blæser til side. Jeg ryster, men vil ikke indenfor. Ikke at der er meget varmere der, men alt i alt blæser det ikke. En dør knirker inde fra, og jeg reagere ved at vende mit hoved om. Inden i huset er der bare mørkt. Det eneste lys jeg har - udover sol lys - er levende lys, som jeg sjældent tænder. Jeg er van til at dette hus knirker ved det mindste vindstød, så jeg vender bare mit hoved mod stjernerne igen.

"hello?" siger en forsigtig stemme, som kommer inde fra huset af. Jeg er stivnet. Aldrig har det været et levende menneske som har haft lyst til at gå indenfor, eller ture - altså hvis man ser bort fra mig, men der er jo ikke nogle der ved jeg bor her? Jeg kigger mig omkring, men kan ikke se noget på grund af mørket. Hurtigt og lydløst rejser jeg mig op. Det første og bedste griber jeg fat i, som er et stykke gammelt træ, med søm i. Langsom går jeg indad, mens jeg prøver på ikke at ryste over det hele. Gulvet knitrer et sted ikke langt fra hvor jeg står. Jeg hæver det stykke tømmer jeg har i hånden, og slår ud efter - hvad det nu kan være. Men en eller anden holder fast i den anden ende af tømmeret, da den er halv vejs. "det er ikke pænt af slå" siger en charmerende mande stemme. Jeg gisper. Ikke meget kan jeg se, da kun det uklare stjerne lys strømmer ind af det vindue, han lige har trukket gardinet fra. Han er smuk og omkring min alder. Han ler stille, og jeg har se at han kigger på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...