Unwanted (HP)

Zelene Dwight har altid været uønsket. Uønsket af sin familie, som bare ser hende som et brev der blev afleveret ved den forkerte adresse. Uønsket af hendes såkaldte venner, som blot ser den anden vej når hun taler. Ja, selv uønsket af den bistre skorstensfejer som kom en gang ugentligt. Og drengen som hun har været forelsket i siden hun var elleve, ville skylle hende ud i et toilet hvis han fik muligheden. Hun var jo mugglerfødt. Så hvad skulle en flot, rig fuldblods troldmand have tilovers til hende? Hun var et uønsket problem som bare skulle løses på den ene eller den anden måde.

5Likes
6Kommentarer
1778Visninger
AA

2. Afgang.

Morgnen den 1. september gik nogenlunde fredfyldt. Hvilket var unormalt i familien Dwight fordi der altid plejede at opstå skænderier imellem Zelene og hendes far, Thomas Dwight. Men det lod til at han havde affundet sig midlertidigt med sin datters særhed, på trods af at hun altid kom af sted til Hogwarts ligegyldigt hvad han sagde – Hendes mor tog nemlig altid over, og forsøgte at skjule at hun bare ville af med Zelene. Så nu sad hele familien endnu engang i deres gamle, grå Chevrolet på vej til Kings Cross Station. Zelene sad på bagsædet og så ud af det nyvaskede vindue og havde følelsen af at hun var på vej hjem fra en aldeles dårlig ferie. Hjem. Når hun var på Hogwarts havde hun altid haft følelsen af, at hun var hjemme. Hun syntes det var en mærkelig følelse at have når man godt vidste at man havde et hjem på Camelford Street 2, hvor hun fik lige hvad hun pegede på. Derfor havde hun aldrig delt følelsen med nogle – ikke at hun havde nogen at dele den med. Hun er altid blevet ignoreret og overset. Også selvom at hun på første år gjorde sit yderste for at skabe sig nogle venskaber, men det lykkedes aldrig. Da de endelig stoppede foran Kings Cross Station en lille times kørsel efter, steg Zelene omgående ud af den gamle Chevrolet, og modtog hurtigt sin kuffert som hendes far nærmest smed hen til hende. Hun sank en klump fordi hun havde glemt hvor tung hendes kuffert var. Hun satte den ned på jorden og begyndte at slæbe den efter sig. Hendes forældre var gået i forvejen og hendes mor blev helt forarget da hun så at den dyre kuffert sådan blev slæbt hen ad jorden. ”Lad dog være med at ødelægge din kuffert pigebarn!” skændte hun og sendte sin datter et olmt blik. Zelene måtte derfra bære kufferten helt ind til perronerne, hvor hun forpustet fandt sig en bagagevogn. Hun kom hurtigt hen mellem perron ni og ti, hvor hendes forældre stod og ventede – Hun var sikker på at hun hørte sin mor mumle noget om at hun altså skulle nå til frisøren. Zelene sukke kort over sin mors ligegladhed og kig med hovedet mod jorden hen til dem for at sige farvel – De gik aldrig med ind på perronen, om de kunne eller ej. Hendes mor gav hende et flygtigt kys på kinden og hendes far mumlede en lille afskedshilsen til hende. Endnu et suk røg ud af munden på Zelene, som nu var sat i løb og kom nærmere og nærmere muren. Og da hun endelig strøg igennem muren og fik det velkendte sus i maven, varede det ikke længe før hun kom ud på den anden side af muren, og stødte direkte ind i familien Weasley. Hun havde utvivlsomt ramt den yngste søn Ron da han straks begyndte at bande højlydt og ømme sin ankel, som metalvognen sandsynligvis var stødt hårdt ind i. ”Se dig dog for åndssvage kvindemenneske!” Udbrød han. Zelene kastede et hjælpeløst blik ud på de andre i Weasley familien. Men der var selvfølgelig ingen hjælp at hente. ”Undskyld,” mumlede hun grådkvalt og rødmende. Hun skyndte sig at tage fat i vognen og køre videre hen ad perronen. Det begyndte at svide i halsen, så hun anstrengte sig for ikke at sige noget da der sandsynligvis bare ville komme hæse hulk ud af munden på hende. Hun passerede mange elever på vej ned af perronen som hun genkendte. Deriblandt Seamus Finnigan og Dean Thomas som gik på samme årgang som hende, og stod i en heftig diskussion om en quidditch kamp. Hun så også Padma og Parvati Patil som var i gang med at tage afsked med deres forældre. Og sidst men ikke mindst så hun den høje, blonde Draco Malfoy. Han var også i gang med at sige farvel til sin mor som uden tvivl kunne have beholdt ham hjemme. Zelene tog sig selv i at stirrer, og skyndte sig rødmende videre ned af perronen.

 

Hun satte vognen fra sig og begyndte at slæbe sin kuffert op igennem toget, hvilket var besværligt da der allerede var mange elever. Hun følte sig meget utilpas i midten af mylderet og skyndte sig ind i den nærmeste kupé. Hun havde et kort øjeblik frygtet at der sad nogle derinde, men et lettet suk ryger ud af munden på hende da hun ser at den er tom. Kufferten fik hun med noget besvær kæmpet op på bagagehylden og derefter satte sig med et blidt bump ned på sædet ved siden af vinduet. Til at starte med kiggede Zelene på alle de andre elever der tumlede rundt ude på gangen, men da hun blev træt af at se alle de ansigter som kiggede tøvende ind i den næsten tomme kupé og derefter kig hovedrystende væk, vendte hun blikket mod ruden så hun kunne se hvad der foregik på Perronen. Og lige da hun havde vendt sig mod ruden gik Harry Potter, Hermione Granger og en humpende Ron Weasley forbi. Hun dukkede sig rødmende da Ron kiggede ind af vinduet imens han sagde noget Zelene ikke kunne høre. Og imens hun sad der og forsøgte at gøre sig så lille som muligt kastede hun et flygtigt blik mod døren, og derude stod Draco. Han stod og snakkede med Grabbe og Goyle, med et – efter hendes egen mening – et yderst charmerende smil. Hun kiggede på ham i næsten et halvt minut med en drømmende udstråling, lige indtil Draco havde opserveret at han blev betragtet. Han vendte hurtigt sit smukke ansigt på Zelene som lige så hurtigt kiggede ud af vinduet igen. I et kort splitsekund havde de brune øjne mødt det lysegrå. Varmen steg hurtigt op i hendes kinder, og hun håbede for alt i verden at Draco ikke havde opdaget deres øjenkontakt. Det fandt hun dog aldrig ud af om han gjorde, for da hun forsigtigt kiggede mod døren igen var han gået. Derimod stod nu Ron, Harry og Hermione. Ron havde fået et meget modvilligt ansigtsudtryk da Zelene lige knap hørte Hermione afslutte en sætning. ”… Alle de andre kupéer er fyldt op,” havde hun konstateret. Og kort efter havde hun åbnet skydedøren for at spørge om de måtte sætte sig. Zelene nikkede stumt, med blikket fast placeret mod vinduet. Hun foretrak ellers at sidde alene, men det ville være mere eller mindre uhøfligt at sige nej. Lokomotivet satte i gang med et ryk og Zelene så alle de grådkvalte forældre vinke ivrigt efter deres børn. Hun prøvede at forestille sig sine egne forældre gøre sådan, men fordi hun vidste at de smilende var på vej til damefrisøren virkede det ikke rigtigt. Der var optrådt en akavet stilhed i kupéen. Ron sagde ikke noget, sandsynligvis fordi han i øjeblikket sad i kupé med hende som mere eller minde havde smadret hans ankel med en bagagevogn. De to andre lod bare til ikke at kunne finde på noget. Og Zelene sagde selvfølgelig heller ikke noget, hun snakker aldrig særlig meget og oftest kun når hun bliver spurgt. Endelig besluttede Hermione sig for at bryde tavsheden; ”Så,” begyndte hun og kiggede imødekommende og lidt tøvende på Zelene. ”Hvad er det nu du hedder?” ”Zelene,” Sagde hun lavt. ” – Dwight… Zelene Dwight skyndte hun sig at tilføje. Hun glemte næsten altid at sige sit efternavn, men det lykkedes hende at huske det. Ron blev pludselig opmærksom på samtalen, og kiggede hurtigt op på Zelene. ”Var det dig der sprang drivhus tre i luften sidste år?” Udbrød han ivrigt. Hun nikkede langsomt. Hun havde aldrig haft held i botanik, og det var uheldigvis lige et af de fag hun havde sammen med Slytherinerne – det vil sige, med Draco.

 

 

”Sprunget i luften? Hvad snakker i om?” Spurgte Harry. ”Har du ikke hørt det Harry? Når, nej, du var jo optaget af turneringen,” forklarede Ron. ”Men det var lige før den anden opgave. De skulle vist lave noget med Asfodel og så sprang hendes i luften,” sagde han og kastede med hovedet i retning af Zelene. Hun derimod havde igen vendt blikket mod ruden, og nøjedes med at lytte. ”Du skulle have set Malfoy da han kom ind på slottet igen,” sagde Ron, ”han var helt konfus. Han stod vist også lige ved siden af.” Og det havde han gjort. Grunden til at det hele var sprunget i luften har faktisk med Draco at gøre. Han var nemlig kommet til at støde ind i hende og det blev hun så forfjamsket over, at hun kom til brutalt at mase sin Asfodel hvilket resulterede i en mindre eksplosion som smadrede drivhuset. Og ganske rigtigt havde Draco også været mere eller mindre konfus lige efter. Hun havde også sørget for at Ravenclaw mistede adskillige point. ”… Vi fik fri fra botanik et par dage efter.” Afsluttede Ron. Zelene havde ikke hørt efter under det sidste af hans forklaring, da hun udmærket kendte hele historien. Indtil den lille dame med madvognen kom havde Harry, Ron og Hermione lystigt snakket videre, alt imens Zelene blot så ud af vinduet og smug lyttede. Harry købte en del slik som han delte mellem ham og de to andre. Han havde også tilbudt Zelene som høfligt havde afslået. Og kort efter hun havde hørt dem spise slikket blev der stille imellem dem. Zelene kastede et hurtigt blik om på trioen, og så straks at de med væmmelse i blikket kiggede i døråbningen, hvor Draco i øjeblikket stod med et arrogant smil og i selskab med hans to gorillaer, Gregory Goyle og Vincent Grabbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...