Still the one ➀ Justin Bieber

"Justin, der vil jo ikke ske noget mellem os igen - du skal jo giftes i morgen."
Dette er et forsøg fra min side af, på et one-shot. Håber i kan lide det :-)

35Likes
94Kommentarer
3115Visninger

2. 1

Vandet lå stille. Stille som mit forhold til ham.

Skoene der sad på mine fødder, var blevet pinefulde at bære. Der gik ikke få sekunder efter tanker, at mine sandaler dinglede i min hånd, mens jeg gik ned af søbredden. Var det ikke for min opmærksomhed, havde jeg ikke taget mig selv i at tænke, at sommerfuglene sang yndigt – da sommerfugle jo ikke kunne synge. Deres fine sang igennem vinden fyldte mit hjerte, indtil det gik op for mig, at en stemme talte til mig. Smuk som en sommerfugl.

”Det her var vores yndlingssted at være alene, husker du det?” Stemmen var blid og smuk som en sommerfugl, præcis som jeg husker hans sidste sætning for de nu fem år siden.

”Her delte vi alt. Selv hemmeligheder der nu er en trussel at den anden ved,” sagde jeg og mente det. Det at stole på ham, gjorde jeg inderst inde, men sådan som det var nu, var det risikabelt.

”Jeg mangler stadig en forklaring.” Stemmen han bar skiftede fra en blid sødhed, til en dyb stemme, der fik mig til at vende mig om. Face-to-face. Efter fem år, stod han der foran mig. Ændret i sindet, ændret med følelserne.

Sukket kom fra mig: ”Hvad vil du have mig til at fortælle, Justin?”

Han smilede stille og blidt, ”hvorfor du forladte mig. Gjorde jeg noget galt?” Han kiggede bag mine øjne, ind i mit sind, og påvirkede det dybt inde, der gjorde de fem år efter jeg havde forladt ham, til nogle skrækkelige minder. ”Fortæl mig det, Hannah.”

Mit blik fór væk fra hans, han gjorde mig svimmel af alle minderne der væltede tilbage fra tiden uden ham. ”Jeg ville ikke have dig involveret i mine problemer med mit liv. Dit liv skulle være lykkeligt, og ikke med en masse depressioner fra din kærestes side af.”

Du gjorde mig lykkelig,” sagde Justin lige bagefter, med ikke engang ét sekund at splitte sætningerne fra hinanden. Efter hans ærlighed kiggede jeg ham i øjnene, der denne gang kiggede blidt på mit ansigt, og ikke fór forbi mit sind. Mit blik blev ved hans ansigt, ”du mener det ikke.” Det var ikke bare med en hård tone jeg sagde det. Jeg sagde det også med en mening, da jeg ikke kunne se at jeg gjorde mig lykkelig i Justins liv.

”Jeg mener det fuldt og fast. Hannah, du gjorde mig bange. Jeg troede du var død, bortført. Mit liv efterfulgt var det værste nogen sinde.” Hans stemme var stadig blid, hvor min lidt efter lidt hidsede sig mere og mere op. ”Hannah, du gjorde min lykkelighed til en lidelse.”

Hidsigheden steg. ” Justin, der vil jo ikke ske noget mellem os igen - du skal jo giftes i morgen." Hans blev forbløffet over jeg vidste det, men hvis han troede det var en hemmelighed, havde han ikke lige gjort sig opdateret på de diverse internetsider, som jeg stenede hele tiden. ”Giftes med Hayley, Justin. Hayley!”

Justin fnøs af mig, som om han var ligeglad. ”Hayley er Hayley, du er min eneste ene.” Denne gang blev hans ord noget der gentog sig i mine tanker igen og igen, hurtigt og hurtigt. ”Min eneste ene, hører du mig?”

”Justin, jeg kan lide dig, okay …”

”Du kan kun lide mig?”

”Nej … Jeg … Justin det her går ikke, hvorfor er du her overhovedet?” Jeg ændrede min sætning, da jeg ikke kunne bære at fortælle ham det, og stillede ham i stedet et spørgsmål, hvilket ville sige, at han skulle tale nu.

”Jeg måtte se mit yndlingssted et sidste gang, inden jeg begynder et nyt liv,” sagde han blidt, mens han så på mit overraskede ansigt. Yndlingssted? Her? Virkelig? ”Hannah, det her er mit yndlingssted, alle de minder med dig. Du ved hvilke jeg taler om. De allerbedste.”

Inderligt sukkede jeg over hans hjertesøde ord, der gjorde mig helt blød om hjertet, men at jeg vidste var en dum blødhed. Det ville ikke gå. ”Justin, du ved godt det ikke går,” sagde jeg stille og kiggede endnu engang væk.

”Det ved jeg, og Hayley er min livsledsager nu, men jeg måtte fortælle dig mine følelser, ellers ville jeg ikke kunne gå ind i et ægteskab.” Han sagde det så jeg troede ham, hvilket jeg altid ville gøre, lige så ledes som nu. Tro ham, det gjorde jeg.

Det var første nu, da jeg hørte de gummestøvlebelagte fødder, som løb gennem de nedfaldne blade i den efterårsramte skov, at jeg huskede hvad jeg egentlig skulle have brugt de sidste fem minutter på. At gemme mig. En gemmeleg virkede ikke, uden at gemme sig. Da jeg så hendes ansigtet, kom lettelsen dog til mig. Hun smilede stolt. ”Fundet,” råbte hun så højt, at de fugle der vi kom havde givet deres smukke melodi til kende, nu fløj højt oppe ved træernes kroner, og fløj væk fra hendes høje stemme.

Omfavnet blev jeg. Af den store lilla flyverdragt. ”Hej med dig,” smilede hun med de to mistede fortænder, og kiggede på Justin, der måtte kigge ned på hende, hvilket jeg også gjorde hver dag.

Justin smilede, ”hej da med dig.” Han så lettet ud, da han ikke behøvede at holde en akavet dialog i gang med mig, men kunne tale med en anden.

”Vil du ikke lege gemmeleg med mig og min mor?” spurgte hun Justin, der blev overrasket over ordet mor, men rigtigt var det.

Justin var hurtigt til at svare med en rigtig farstemme, ”så løb væk, så finder vi dig.” Hun smilede stort og løb langt væk, inden vi overhovedet nåede at lukke øjnene.

”Ikke for langt væk skat!” råbte jeg, og fik et ligeglad Jaja, fra hende. Justin lukkede ikke øjnene, eller talte, men gav mig bare et spørgende blik, som jeg godt vidste hvor han ville hen med. Han ville have et svar, han nok håbede ville være et nej.

Men det var det ikke. ”Ja, Justin. Hun er din datter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...