Lucifer 2; Blow your mind.

Da Minho's Lucinda holder op med at besvare hans mails, mens Key får en foruroligende mail fra Silla.
Taemin mener de bør tage til Danmark og opsøge Silla for at få hjælp til at finde Lucy. Onew mener det er en god ide men vil gerne have de besøger Danpo. da der kan man finde kylling.
Minho er usikker. Han kender Lucy's lune og hun har før ikke haft tid til at besvare deres mails. Jonghyun mener de skal vente, mens Key syntes det er bedst at tage afsted, så han også kan se sin lyserøde prinsesse Silla

16Likes
301Kommentarer
5277Visninger
AA

20. Farewell.

Rargin, Lucy's ven, kunne virkelig lave mad.

Fyrerne virkede umættelige, selvom Rargin gav dem kuldgysninger, så var han rar. Især Lucy virkede til at påskønne den rødhårede kæmpes nærværd. Hun virkede afslappet på en anderledens måde end Minho før havde set hende. Men hver gang han endelig fik hendes øjenkontakt, var de, de grønne øjne som han havde elsket om de så var kolde og stenhårde som is, eller bløde med en dyb  varme som andre kunne sole sig i. De før så fantastiske øjne var nu usikre og nervøse, de pilede rundt i rummet for at se på alt fra rammer til et lille edderkoppe spind. Den eneste hun virkede til at kunne se i øjnene var lille, uskylde Taemin.

"Aigh hvor er du altså bare kær." Rargin klappede Taemin på hovedet, de stod ude i køkkenet side om side, igang med at vaske op. Key virkede utilfreds ved at den rødhårede fyr var ved at overtage hans Minnie, så ind i mellem stillede han sig mellem for at puste sig op. Men i den krig, eller hanekamp, virkede det til at det var Rargin som vandt.

Sill virkede til at elske at Rargin var så ordentlig.

"Så. Hvorfor kom du til Danmark?" Lucy havde trukket ham til side, ind i det fjerneste hjørne af Silla's stue. "Efter dig selfølgelig. Jeg savnede dig Lucinda." Han kyssede blidt hendes kind, hvilket fik hende til at stramme om deres sammenflettede hænder, så Minho ømmede sig. "Jeg holdt op med at svare på mailene." Hun så ned i jorden, han ville trække hende ind til sig, men kunne ikke. Hele hendes holdning var stif og kold.

"Ja." Ordet smuttede næsten lydløst over hans læber. Han forsøgte at se ind i hende smaragdøjne, men hun så hele tiden væk, efterlod ham kun med den hvide kind som plejede at være så blød.

"Har du en anelse om hvorfor, jeg holdt op?"  Hun rettede let på hans hår, holdt de grønne, lidenskabelige øjne fast på en enkelt hårtot mens hun bed sig i læben. Han savnede hendes smil, savnede hendes latter. Han havde knap nok hørt hende grine i den tid hun havde været her, hos ham.I Silla's hus.

Han rystede på hovedet, lige nu ville han give alt for at mærke hendes krop mod sin, bare i et enkelt omfavnelse. Bare så han kunne mærke hende lidt igen.

"Fordi du ikke bør vente på at jeg er klar til at forlade Danmark." Hun knugede let om hans hænder, "For det bliver jeg aldrig." Lucy, hans Lucinda, hun.. Ville aldrig komme til Korea.

"Skal jeg komme til Danmark så?" Han så hendes blik ændre sig fra ømt, til vredt, måske endda rasende. Hun slap deres sammenflettede hænder´og så med vrede, gnistrende øjne på ham.

"Nej. Bliv i Korea Minho. Du skulle slet ikke være kommet til Danmark. Du skulle være blevet i Korea og leve det liv som du har fortjent, som koreansk rapper og popstjerne, det har du gjort dig fortjent til. Ikke at gå her i Danmark sammen med en dansk pige." hun drejede om på hælene og gik med lange, slanke skridt ud i køkkenet hvor den rødhårede kæmpe stod. "Men Lucinda," Minho trippede efter hende.

"Hvordan kom du overhovedet herhen Rargin?" Lucy's stemme var stadig spids, men den høje fyr så ikke ud til at bide mærke i det. "Tog bussen, selfølgelig."

Minho stoppede op bagved Lucy, han fulgte hendes øjne hen til kæmpen som så på hende med et ubeskriveligt blik.

"Vi tager hjem. Nu." Hun så fra kæmpen til Taeminnie ved hans side, den lille fyr stod klamret op til Rargin der havde lagt en hånd på drengens hovede. "Desværre Minnie, men James har talt, vi skal gå nu. Men her. Ring til mig." Rargin blinkede så de blå øjne glimtede.

"Undskyld Tage." Lucy gav den spinkle dreng et forsigtigt knus som han gengældte, men ikke videre ville give slip. Key brød ind, og lod i stedet Tae klamre sig ind til ham.

Minnies lille krop rystede af at tilbage holde tårerne som var begyndt at trille ned af hans gyldne kinder.

"Farvel Minho." Lucy stod i døren, og så på ham. En enkelt tåre gled ned af hendes kind, i det han ville række frem mod hende, rystede hun på hovedet så håret viftede let omkring hende, trådte et skridt tilbage og lod døren glide i med et lille smæld.

Han stod med åben mund. Tårerne pressede på og det eneste Choi Minho kunne få frem over de stumme læber var;

"Det var jo ikke sådan her det skulle ende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...