Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3290Visninger
AA

3. The Night Where Everything Changed

"Jeg er hjemme!, råbte jeg til vores stuepige Beth. Beth svarede mig ikke, men der stod en muffin på spisebordet, samt en note om at min far arbejde på sit kontor idag. Jeg krøllede sedlen sammen, og kylede den i skraldespanden. Det rørte mig ikke, om min far var hjemme eller ej. For min skyld kunne han være på den anden side af jorden, og jeg ville være ligeglad. Der var kold luft mellem mig og min far. Siden min mors død havde han knapt talt til mig, som om det var min skyld hun forsvandt. En morgen da jeg vågnede, var min mor bare væk. Ingen havde fundet et spor efter hende siden. 

Jeg tog blomsterne fra vasen på brodet, og samlede dem til en buket. Jeg forlod huset og gik ned mod åen. Ned mod det eneste minde jeg havde om min mor. Jeg satte mig ved floden, der løb igennem udkanten af byen. Jeg lagde blomsterne på vandet, og så dem forsvinde ned ad åen med strømmen. jeg lukkede øjnene, og huskede tilbage på min mor og jeg, der altid var nede ved åen. Min far fik raserianfald, da jeg var lille og min mor stadig var levende. Ud af det blå, kunne han gå amok, og blive voldelig. Han slog mig, men råbte kun af min mor. Det var som om han nærmest var bangee for hende. Når min far blev rasende, flygtede min mor og jeg altid herned. Til åen, vores hemmelige mødested. Her kunne vi snakke om alt mellem himmel og jord, eller også sad vi begge bare og stirrede tavst ud over floden. Idag er min far ikke voldelig eller rasende mere. Efter min mors død, blev han tavs. Helt tavs. Han snakkede næsten aldrig til mig mere, kiggede kun bebrejdende på mig, som om det var min skyld det hele. 

Den nat min mor forsvandt, ledte hele nabolaget efter hende. Alle undtagen min far. Han fulgte bare efter mig, men et tomt blik i øjnene. Jeg styrrede straks  ned mod åen, i håb om at finde min mor der. Hun var der ikke, så jeg sadte mig ved flodbredden og græd, mens min far stadig stod bag mig, og stirrede. Så fik jeg øje på min mors røde tørklæde, der flod ned ad floden, som mine blomster gør nu. Jeg sprang straks i vandet, og forsøgte at fange tørklædet. Jeg kunne ikke nå det, men jeg blev ved med at kæmpe. Jeg kunne snart ikke svømme mere, og begyndte at gispe efter luft, da jeg sank længere og længere ned i vandet. Selvom jeg er sikker på min far så det, blev han bare stående på bredden og kiggede på mig. Så fik min nabo øje på mig, og sprang i vandet efter mig. Hvis ikke det havde været for ham, ville jeg nok ikke have været her idag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...