Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3291Visninger
AA

14. Goodbye

Den aften var stemningen så trykket mellem mig og Daimen, at jeg valgte at gå hjem til mig selv at sove. Det ville under alle omstændigheder også være ti gange nemmere at snige mig ud, hvis jeg var alene. Siden Lucy var gået, havde Daimen været hel tavs. Han havde ikke sagt et ord til mig, havde faktisk bare stirret fraværende ud i luften. Jeg vidste der var mere mellem Lucy og Daimen, end han nogensinde ville indrømme. Det gjorde ondt i mit hjerte at tænke på, men aligevel sad jalousien stadig og lurede i baggrunden. 

Da klokken blev lidt i midnat, listede jeg ud af sengen. Jeg hoppede ud af vinduet, så Beth ikke skulle opdage mig. Det var meningenat jeg ville være løbet over på fodboldbanen med det samme, men mine ben løb mod Daimens hus. Jeg listede ind af hans ulåste dør, og fandt ham sovende i sin seng. Jeg havde en følese af at jeg blev nød til at sige farvel til ham. Jeg lagde min stille ned ved siden af ham, kyssede hans læber og aede hans kind bildt. Han bevægede sig langsomt, og vågnede. "Lye", sagde han forbavset, da han satte sig op i sengen.

Jeg gik i panik. Det her var ikke meningen. Den eneste ting jeg kunne komme i tanke om ville få ham til at sove igen, var mine evner som elver. Jeg begyndte at synge en lille melodi, og krydsede fingre for det virkede. Han så forvirret på mig, men langsomt blev hans ansigtsudtryk tommere og tommere. Jeg forsøgte at styre mine tanker, mod sengen. Daimen lagde sig ned igen, og snart sov han tungt.

"Jeg elsker dig, for evigt", hviskede jeg, og kyssede ham blidt på munden. Jeg tog en lille rose fra haven og lagde den på hans seng. Trods lysten til at blive listede jeg ud af døren, mod fodboldbanen.

Jeg stilte mig under målet, og ventede på Lucy. Sådan stod jeg i noget tid, og havde tilsidst næsten troet hun ikke ville komme. Jeg ved ikke om jeg følte mig lettet eller skuffet. Jeg havde en følese af at hun vidste mere om mig, end jeg selv gjorde. En skikkelse kom gående, og jeg kunne se på hendes selvsikre trin, at det var Lucy. Hendes øjne lyste op i mørket, men hendes horn var væk igen. "Du kom", sagde hun overrasket. Jeg nikkede. "Kom med mig"; sagde hun, og gik mod udkanten af banen. Jeg fulgte lydløst efter hende, og den eneste lyd var fra vores fodtrin. 

Pludselig stoppede Lucy, og kiggede ned mod jorden. "aperis portas inferi" hviskede hun, og langsomt begýndte jorden at åbne sig. Et stort sort hul kom til syne, og trapper voksede frem. Jeg gispede forbavset. Lucy gik langsomt ned af trappen, og vendte sig om mod mig, halvvejs nede. "Velkommen til helvede. Dit hjem", sagde hun. Jeg tog langsomt de første trin ned af trappen, da stanken af lig mødte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...