Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3284Visninger
AA

13. Gives you hell

Efter timen, fulgte Daimen og jeg efter Lucy. Vi fulgte hendes gang igennem skole, nogle få meter væk fra. Hun gik ud af skolensområde, og da hun stoppede nogle 100 meter væk fra skolen, vendte hun sig om mod mig og Daimen. Jeg blev begge overraskede over hun vidste vi fulgte efter hende. "Nuuurhh... Hvor er i søde, hva?" hvæsede hun i et sarkastisk tonefald. "Guds trofaste hjælper, og den forvirrede pige, der er blidt ind hun sagtens kan være god. Guess what?.. det kan du ikke! Lige meget hvor meget prince charming, der, prøver at narre dig, og endda er gået så lang at han faker en forelskelse, så er det never gonna happen! Du er født til at være ond, og før eller siden når du ser ham uden mascara bliver du også selv ond. Deal with it!" Hendes øjne lynede i vrede og to små røde horn voksede frem i panden på hende.

Jeg gispede lydløst, og rykkede tættere på Daimen. "Luciana" snerrede Daimen. Han trådte beskyttende ind foran mig. "Ja søde, det er mig. The one and only. Mig der forlod dig, fordi du blev lige en tand for sukkersød og gik over til den anden side. Ja... Jeg kan se du har fundet et nyt offer, du kan fylde med dit pladder" snerrede hun tilbage. Hun kiggede medlidende på mig, som om hun havde ondt af mig. Jeg kiggede forvirret fra Lucy til Daimen. Hvad havde de haft sammen? Jeg mærkede et stik af jalousi, men skød straks tanken fra mig igen. Jeg nægtede at blive den jaloux type. Alligevel blev den lille følelse ved med at gnave i mine tanker. 

Lucy rakte indbydende en hånd frem foran mig. "Kom m.." hendes stemme blev afbrudt af et kæmpe tordensskrald. Jeg rykkede endnu tættere til Daimen. Det lød som himlen knækkede, og et uvejr tog til. Lucy bandede. "Tsk.. Jeg troede han ville have det gjort på den hurtige måde.." sukkede hun, og himlede med øjnene. Hun gik tæt forbi mig, så vores skuldre næsten rørte hinanden. Hun hviskede et ord i mit øre, og gav mig en lille papirlap i hånden. Jeg foldede forsigtigt papirlappen ud,  og læste indholdet. 

"Mød mig ved midnat, ved fodboldbanen. Jeg vil vise dig vejen, til dit sande liv. Jeg har noget der tilhører dig. 

Hvis du ikke kommer, ja... så kan du nok regne ud hvad der vil ske. 

Lucy"'

Skriften var sjusket og skæv, skrevet i en fart. Jeg kiggede forsigtigt op mod Daimen, der stadig stirrede efter Lucy. Jeg havde en underlig følese i kroppen. Jeg vidste af en eller anden grund, jeg blev mød til at møde op i morgen. Uden Daimen. Da vi i tavshed traskede hjemad, rungede de ord hun hviskede stadig i mine ører. "Liliana". Min mors navn. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...