Kunsten At Holde På En Hemmelighed 2: Frygten

Alyson og Erics forhold bliver sat på en hård prøve, da Eric er tvunget til at tage på en date med en af sine kolleger, for at få hende til at holde på hemmeligheden.
Derudover frygter Alyson for sit venskab med sin bedste veninde Clary, og er fortvivlet over at hendes venskab med Courtney tilsyneladende er smadret helt.
To'er til Kunsten At Holde På En Hemmelighed: http://www.movellas.com/book/read/201109050119574412

86Likes
591Kommentarer
14099Visninger
AA

14. En Splittet Overraskelse

Alysons POV igen :)
______________________________________________________________________________
"I’ll leave my window open,
‘Cause I’m too tired at night to call your name.
Just know I’m right here hopin’,
That you’ll come in with the rain."
Come in With the Rain - Taylor Swift


Efter at have siddet og set How I Met Your Mother, og Friends i lidt over en time, proklamerede Clary, at selvom hun ville elske at blive siddende her i sofaen sammen med mig, og spise is og se anti-sjove komedieserier, som hun selv kaldte dem, måtte vi hellere komme videre, ned og hente de andre. Og som sagt så gjort.
Jeg smed nogle få ting ned i en taske, og smed den i bagagerummet, før vi satte kursen mod Courtneys hus.
“Jeg håber virkelig du er okay. Han gør jo ikke noget med hende, det ved du godt ikke? Du ser det måske ikke, men når han ser på dig, bliver hans øjne altid ti grader varmere. Det er så sødt,” fortalte Clary mig, mens hun kørte.
Jeg nikkede bare, fordybet i tanker. Hvor mon de var? Hvad mon de lavede? Jeg vidste selvfølgelig godt at han aldrig ville have sex med hende, eller bare kysse hende, men alligevel var jeg bange for, hvad hun kunne få ham truet ind til.
Vi samlede Court op, og hun var glad som aldrig før. Hende og Clary sang med på radiohittene, og prøvede også at få mig med på idéen. Men jeg følte mig bare ikke specielt oplagt til at synge We Found Love med Rihanna, eller Rolling In The Deep med Adele.
“Er der nogen der kan huske hvor Amber bor?” spurgte Clary, efter lidt kørsel rundt i ring, omkring et par villaveje.
“Ja, lige ved næste gadekryds, og så til venstre. Tror jeg,” sagde Courtney, og pegede frem.
Det viste sig at Court næsten havde ret. Ved næste gadekryds var vejen til venstre blind, og Amber boede ikke i nogen af de få huse der var. Derimod boede hun til højre.
“Hej piger,” sagde hun genert, da hun åbnede døren til bagsædet, ved siden af Court.
“Hej!” hilste vi alle sammen, selv mig, selvom jeg ikke havde lyst til at virke glad og veloplagt.
Vi kørte hen til Clary, og mens de andre snakkede lystigt, tog jeg mig selv i hele tiden at kigge længselsfuldt ud af vinduet. Støvregn begyndte at falde, og kort efter var fortovet gennemblødt.
Det dryppede endnu, da vi forlod bilen, og løb hen til Clarys hoveddør, uden at blive alt for våde. Ingen af os havde jakke på, og forkølelse stod nok ikke ligefrem øverst på ønskelisten.
Dog måtte vi lige have fat i vores tasker først. Bagagerummet var blevet godt fyldt.
Clary og Amber grinede sammen, da de løb forrest op imod døren. Court derimod, ventede på mig.
“Hey, er du okay?” spurgte hun forsigtigt, nok bange for at rode i noget der ikke kom hende ved.
“Ja, jeg er okay. Bare lidt træt,” løj jeg, men løgnen var let gennemskuelig, specielt for en som Court, der havde kendt mig så længe.
“Du savner ham, gør du ikke? Ikke fordi det er længe siden at I har set hinanden, men fordi du ikke ved hvornår I ser hinanden igen,” blev hun ved.
Jeg sank en klump, og nikkede. Jeg nægtede bare at græde til en venindeaften, det var simpelthen for tragisk, selv for mig.
Court lod mig ellers være, og vi satte os i Clarys køkken, med varm kakao, mens fugten forlod vores hår.
Imens vi sad der, bankede det pludselig på døren. Clary gik ud for at åbne, og jeg hørte dæmpede stemmer.
“Eric, det…” mere nåede Clary ikke at sige, før Eric nærmest løb ind af køkkendøren, og med hastige og målrettede skridt nærmede sig mig.
Uden at tænke mig om, rejste jeg mig op, og kastede mig i hans udbredte arme, med al den nervøsitet og kærlighed jeg havde brug for at få luft for.
Han omfavnede mig, samtidig med at hans læber fandt mine, og trak mig ind i et langt og lidenskabeligt kys, præget af vrede og frygt. Hidsigt, heftigt, intenst, det var hvad det var. Vores egen lille boble af lykke lukkede sig omkring os, of for et øjeblik, var der ingen bekymringer i verden.
Så slap han mig, langsomt og modvilligt.
En ro sænkede sig først over mig, ved tanken om at han var her, og ikke sammen med Dunham. Den holdt dog ikke længere, end det tog mig at kaste et blik rundt i rummet, og se Amber stå med åben mund, og stirre chokeret på os.
“Oh, fuck…” mumlede jeg.
_____________________________________________________________________________
Jeg føler virkelig at jeg har misset et eller andet her, og ikke godt det så godt som jeg kunne... Sorry guys...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...