Kunsten At Holde På En Hemmelighed 2: Frygten

Alyson og Erics forhold bliver sat på en hård prøve, da Eric er tvunget til at tage på en date med en af sine kolleger, for at få hende til at holde på hemmeligheden.
Derudover frygter Alyson for sit venskab med sin bedste veninde Clary, og er fortvivlet over at hendes venskab med Courtney tilsyneladende er smadret helt.
To'er til Kunsten At Holde På En Hemmelighed: http://www.movellas.com/book/read/201109050119574412

86Likes
591Kommentarer
14053Visninger
AA

3. En Ny Dag

"I've been in stuck in a storm before.
Felt the wind raging at my door.
Couldn't move, couldn't breathe, couldn't find a way out.
Somehow my clouds disappeared.
Somehow I made it here.
Maybe just so you could hear me say,
The sun will rise.
When you've lost your lights,
The sun will rise.
It'll be alright."
The Sun Will Rise - Kelly Clarkson

En vanvittigt irriterende lyd, hev mig på det groveste ud af min behagelige søvn.
Et vækkeur, selvfølgelig. Jeg slog mig selv mentalt i panden, for at klage over noget, der hjalp mig med at komme til tiden.
Nu, hvor jeg tænkte på skolen, havde jeg ikke lavet lektier i år, overhovedet. På den anden side, mit fremmøde var måske heller ikke det bedste. Jeg havde noget, både at forklare, og indhente.
Jeg åbnede øjnene, for at finde kilden til den irriterende støj, og det var som ventet et vækkeur. Bare ikke mit.
For helvede! Jeg rev dynen af mig, og hørte Eric komme med et irriteret udbrud.
“For fanden… Fuck… Hjælp… For Gud og Fanden i Helvede og Himlen…” mumlede jeg panisk for mig selv, imens jeg rev i stoffet i min lette sommerkjole, der stadig lå efterladt på gulvet, men fandt intet. Jeg styrtede rundt i lejligheden, men fandt ikke min telefon nogen steder.
Eric stod i døren til sit værelse, helt nøgen, med en telefon i hånden. Hans egen, selvfølgelig.
“Hvad er klokken?” spurgte jeg, og prøvede at undgå at stirre alt for begærligt på ham, og forsøgte ikke mindst at fiksere blikket på hans ansigt. Det var skræmmende svært.
“Halv otte… Halvanden time til vi skal møde,” svarede han ganske enkelt. Hans ro gav mig både lyst til at slå ham og kysse ham.
“Og mine forældre står op om cirka en halv time… Jeg skal hjem, og det skal være nu, ellers er jeg så meget på den, at det giver udtrykket en helt ny betydning,” pointerede jeg, stadig med øjnene stærkt fokuseret på hans ansigt. Et eneste kig kunne ødelægge min skrøbelige selvkontrol, og så ville jeg under ingen omstændigheder kunne nå hjem.
“Jeg kører dig,” tilbød Eric, og nåede i hans tone fik mig til ikke at sige ham imod. Og måske også lidt det faktum, at jeg ville have meget svært ved at nå det ellers.
Jeg gik utålmodigt hen mod døren, og ventede på at han tog sig sammen, og kom med.
“Du ved godt at du ikke har noget tøj på, ikke?” spurgte Eric med et drenget, og en anelse flabet smil.
Jeg snerrede irriteret, mere til mig selv, end til ham, og gik tilbage mod værelset. På vejen passerede jeg Eric, der drillende lod sin hånd løbe over mit maveskind. Jeg sendte ham et dræberblik, og gik ind for at finde min bikini og sommerkjolen. Den stadig fugtige bikini klæbede til huden, men kjolen var heldigvis tør.
Hurtigt trak jeg den over hovedet, og løb tilbage ud i stuen, hvor Eric stod og skulle til at knappe en skjorte.
Jeg mistede tålmodigheden, og smed en t-shirt der hang på sofaen armlæn, i hovedet på ham.
Han kiggede spørgende på mig et øjeblik, men krængede så skjorten af, og trak t-shirten på i stedet.
Jeg var allerede på vej ud af døren med mine sko i hånden, og måtte stå og vente foran bilen i næsten et minut, hvis man spurgte mit indre ur, før Eric dukkede op. Med sko på.
Jeg skulle lige til at bide af ham, men blev enig med mig selv om, at det var stressen der talte, og jeg havde ikke lyst til at skændes med Eric på grund af min egen dumme fejl.
Han låste tavst bilen op, holdt døren for mig, og kiggede sig mistænksomt rundt imens, hvorefter han gik over, og lod sig glide ind på førersædet.
Stadig uden et ord satte han bilen i gear, og ræsede ned af vejen, igennem centrum, og videre ud på villavejene. Meget få mennesker var på vej på arbejde på det her tidspunkt, og vi kunne stort set uhindret komme igennem byen, og ud i de omkringliggende parcelhuskvarterer.
“Er du okay?” spurgte Eric, og fjernede et øjeblik blikket fra vejen, for at kigge over på mig.
“Nogenlunde… Jeg er nervøs. Det her kan ødelægge alt, både for dig, mig, og ikke mindst for os,” mumlede jeg, og bed trangen til at skælde ham, ud for at stille sådan et dumt spørgsmål, i mig.
Han nikkede bare, og holdt kort efter ind til siden tæt ved mit hus. Ikke direkte udenfor, men så tæt på, at jeg kunne gå derhen på under et minut.
Før jeg nåede at åbne døren, trak han mit hoved mod sit, og kyssede mig, kort men inderligt, før han lod mig forlade bilen, og ham, for at mødes igen senere, hvor vi var nødt til at stramme op, og være lærer og elev, og ikke et vanvittigt forelsket par, med en lille aldersforskel.
Jeg løb på bare fødder hen af fortovet, og ind af havelågen. Hvis jeg huskede rigtigt var min mor endnu ikke begyndt at låse døren til haven om natten. Så koldt var det ikke blevet endnu. Så jeg sneg mig hen til den, og kilede min negl ind imellem døren og karmen.
For helvede! Den var låst… Jeg snurrede rundt på hælen, og spurtede hen til hoveddøren, uden tanke for mine hærgede fødder. Den lå der heldigvis som altid en nøgle til under en løs sten på trappen, kun fordi under dørmåtten ville være for nemt at regne ud, så den var ikke en udfordring at komme ind af.
Men da jeg først, ganske nænsomt havde lukket døren bag mig, blev det for alvor farligt. Jeg brugte et øjeblik på at lytte efter, om de skulle have hørt mig, og derefter et til, på at huske om jeg havde taget mine sko i entreen, eller om de havde været på mit værelse.
Mit værelse, nåede jeg frem til, og begyndte at liste op af trappen.
En ting der kun kan være positiv vil at have boet i det samme hus så længe man kan huske, er at man ved hvilke trappetrin der knirker.
En gang ramte jeg desværre forkert, og trinet jamrede sig hæsligt. Et øjeblik stod jeg som forstenet og lyttede, men da jeg ikke kunne høre noget fra mine forældres værelse, sneg jeg mig mere end mindre lydløst videre.
Inde på mit værelse kastede jeg et panisk blik på mit ur. Om mindre end to minutter ville min mor komme ind, søvndrukken og morgensur, og bede mig stå op. Jeg rev sommerkjolen af, og bikinien under den. Den fugtige bikini gemte jeg inde i mit klædeskab, og kort efter fulgte sommerkjolen efter, da jeg nåede frem til at jeg ikke kunne smide den til vask, uden at min mor havde set mig gå med den. Og så sprang jeg nærmest hen til sengen, og trak dynen over mig i én heftig bevægelse.
Mine øjne var knebet hårdt sammen allerede før mit hoved ramte puden, men få sekunder før min dør blev åbnet, mindede jeg mig selv om at slappe af.
“Så er det op Alyson,” gabte min mor, og kiggede jeg åbnede langsomt øjnene, som om jeg virkelig havde ligget i sengen hele natten. Jeg så min mor kaste et forvirret blik på mit åbne vindue, men slog det vist hen med at det jo var sommer, og varmt om natten. Enten det, eller også var hun for træt til at skælde mig ud, uden konkrete beviser.
Jeg satte mig dovent op i sengen, spillede den søvnige rolle til en Oscar, og blinkede, som for at vågne ordentligt.
“Godmorgen mor,” mumlede jeg en anelse hæst, præcis som når jeg lige havde sovet.
Min mor nikkede dog bare, og forsvandt ud af mit værelse igen.
Det var så starten på en ny dag. Fuld af alverdens problemer.
_____________________________________________________________________________
Det var meningen at I skulle have hele ''Problem'' kapitlet her, men det ville simpelthen tage alt for lang tid at skrive... (Det kan I jo spekulere lidt over :P) så her får i bare begyndelsen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...