Kunsten At Holde På En Hemmelighed 2: Frygten

Alyson og Erics forhold bliver sat på en hård prøve, da Eric er tvunget til at tage på en date med en af sine kolleger, for at få hende til at holde på hemmeligheden.
Derudover frygter Alyson for sit venskab med sin bedste veninde Clary, og er fortvivlet over at hendes venskab med Courtney tilsyneladende er smadret helt.
To'er til Kunsten At Holde På En Hemmelighed: http://www.movellas.com/book/read/201109050119574412

86Likes
591Kommentarer
14098Visninger
AA

15. En Kærkommen Redning

"You won't find faith or hope down a telescope.
You won't find heart and soul in the stars.
You can break everything down to chemicals,
But you can't explain a love like ours.
It's the way we feel, yeah this is real."
Science and Faith - The Script

Hvis Dunham havde været et problem, var det her ti gange værre. Dunham ville udnytte os, men ingen af os havde noget at tilbyde Amber. Eric kunne selvfølgelig give hende topkarakter i engelsk og biologi, men jeg havde en underlig fornemmelse af at hun ville få det alligevel. Måske er jeg fordomsfuld, men piger som Amber har det altså med at score topkarakter i samtlige fag.
Hvilket efterlod os med intet at forhandle med, udover et spirende venskab.
”Amber… Jeg kan forklare det her, hvis du bare forholder dig roligt og lytter,” sagde jeg, men troede ikke engang selv på tonen i min let rystende stemme.
”Er det en eller anden syg joke? Det håber jeg virkelig at det er!” hvinede Amber, med øjnene flakkende imellem Eric, Clary og mig. Af en eller anden grund lod det forvirrede og beskyldende blik Courtney være.
”Ikke ligefrem,” mumlede jeg, og kiggede skyldbevidst ned i gulvet, selvom jeg ikke følte at jeg havde gjort noget galt. En ting er hvad loven siger, er rigtigt og forkert, men der findes andre omstændigheder end lige det scenarie retten stiller op.
”Amber, seriøst, sæt dig ned, så skal vi nok forklare det hele,” sagde Clary med sin evigt effektive beroligende tone. Selv på forældre og lærere virkede den, og havde alt gjort det, så det burde da ikke være nogen sag at bruge den på en jævnaldrende. Udover at den jævnaldrende var skræmt fra vid og sans.
”Du er jo syg! Han er sindssygt gammel! Og hvad er du for at sindssygt svin, at forføre dine elever?!” Vreden, der var tyk i hendes stemme blev hængende i luften, som et tungt, fugtigt og kælderklamt gardin imellem os, efter hun havde talt.
”Amber, jeg kan virkelig, virkelig sagtens forklare,” mumlede jeg, og forsøgte med øjnene at bede hende om at forstå, og måske endda acceptere.
”Lad mig høre.” Hendes læber var snerpet sammen til en tynd streg, da hun trak en barstol fra et lille bord i hjørnet frem, og placerede sig på kanten af den, tilsyneladende klar til at løbe skrigende direkte til politiet.
”Jeg anede ikke at hun var min elev!”
”Jeg vidste ikke at han var min lærer!”
Ordene forlod vores læber synkront, og blev til en forvirrende blanding af udtryk for uvidenhed og anger.
”Og hvordan, om jeg så må spørge, undgik I at vide det?” spurgte Amber skeptisk, og jeg kunne egentlig godt forstå hende. Set i bakspejlet, havde vi vidst utrolig lidt om hinanden, da vi sprang ud i den romance ingen af os af en eller anden grund, kunne give slip på.
Eric tog ordet, og selvom jeg skammede mig over det, skyllede lettelsen kort ind over mig.
”Jeg fik af vide at jeg havde fået stillingen, få dage før selve skolestarten, og da jeg så Aly samme dag… Glemte jeg, som så mange andre gange med hende, verden omkring os,” forklarede han, og ved de ord opløste en smule af hårdheden i Ambers blik sig. Selv blev jeg varm indvendig, ved at høre dem, mest af alt fordi jeg følte det samme.
Jeg tog over efter Erics korte forklaring, med fornyet mod og sikkerhed.
”Den første skoledag forsøgte jeg at ende vores forhold, men ikke særlig overraskende, fungerede det ikke for nogen af os. Indenfor omkring ti minutter, slog vi op, og var sammen igen. Jeg siger ikke at det indtil videre har været nemt eller sorgløst, for, helvede det har det ikke, men… Ja, det er bare det værd.” Jeg smilede, og bemærkede så at et par beskedne glædestårer havde sneget sig ud i min øjenkrog.
”Selvom jeg ikke forstår det, for seriøst, det gør jeg ikke, så er det faktisk lidt sødt. På en underlig måde,” indrømmede Amber, med et halvt smil, der overbeviste om at hun sagde sandheden ned til mindste detalje, og at hun ikke ville sige noget til nogen.
”In the end, love conquers all,” citerede Eric, mens han smilende trak mig ind til sig, og plantede et blidt kys på min kind. Omkring os smilede mine venner, selv Amber, og jeg følte mig for første gang i lang tid, helt sikker, i det ellers evige forvirrende dilemma, der er blevet mit liv.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...