Kunsten At Holde På En Hemmelighed 2: Frygten

Alyson og Erics forhold bliver sat på en hård prøve, da Eric er tvunget til at tage på en date med en af sine kolleger, for at få hende til at holde på hemmeligheden.
Derudover frygter Alyson for sit venskab med sin bedste veninde Clary, og er fortvivlet over at hendes venskab med Courtney tilsyneladende er smadret helt.
To'er til Kunsten At Holde På En Hemmelighed: http://www.movellas.com/book/read/201109050119574412

86Likes
591Kommentarer
14100Visninger
AA

6. Biologi

"If someone said three years from now,
You'd be long gone.
I'd stand up and punch them out.
Cause they're all wrong.
I know better.
Cause you said forever.
And ever.
Who knew."
Who Knew - P!nk

Efter det ikke så heldige sammenstød med Dunham, kom jeg for sent til biologi, men eftersom Eric også underviste i det fag, vidste jeg at det ikke ville blive så slemt.
Jeg bankede forsigtigt på døren, og hans beroligende stemme lød inde fra lokalet: “Kom ind.”
Da jeg trykkede håndtaget ned, og skubbede døren op, vendte alle hoveder sig imod mig, uden undtagelsen. Hvilket også gjorde Erics kærlige smil muligt.
“Undskyld jeg kommer for sent,” mumlede jeg, og smilede undskyldende, men da hovederne vendte, for at se Erics reaktion, skiftede mit smil til en besvarelse af hans, kærligt og strålende klart. Det var tydeligt at han ikke var det mindste sur på mig, og præcis ligesådan var jeg slet ikke det mindste vred på ham. Mødet med Dunham havde mindet mig om hvor lidt jeg ønskede at miste ham, og hvor heldig jeg var at have ham, så pludselig virkede et par komplikationer ikke som noget vi ikke kunne komme igennem sammen.
“Accepteret, frøken Condie, men lad det ikke ske en anden gang,” svarede han formelt, så anderledes fra hans normale afslappede tonefald, at jeg næsten begyndte at grine.
Dog nikkede jeg bare, og nærmede mig den eneste tomme plads i lokalet, en tom stol ved siden af Clary.
“Hej smukke,” hviskede hun, men et blik, der nok skulle forestille at være skarpt, men som jeg kunne se smilet i, fik hende til at tie. I stedet greb hun et papir fra sin taske, en blyant, og begyndte at skrive.
‘Hvad var det med Dunham? Hun er virkelig en kælling, har mistet al respekt for hende… Men altså, er lidt bekymret for dig, men hvad jeg kan se på Erics og dine længselsfulde blikke, er der ingen grund til bekymring. Vel?’
Mit blik var fikseret på Eric da Clary sendte sedlen over til mig, og selvom jeg tydeligt kunne se at han opdagede det, reagerede han ikke. Derfor valgte jeg at svare uhindret.
‘Hun ville bare snakke… hovere… Ja, du har ret, hun er virkelig en kælling! Men ingen grund til bekymring om mig, eller Eric for den sags skyld, det går fint igen.’
Jeg lod papiret glide over til hende, og sendte hende et smil, før jeg igen vendte opmærksomheden mod Eric, der var gået i gang med at undervise i… Det fangede jeg faktisk aldrig, jeg kunne simpelthen ikke vride blikket fra hans bevægelser, hans ansigt, arme, krop. Hver eneste gang jeg endelig kunne koncentrere mig nok til at høre efter, lavede han en bevægelse der fik ham til at fremstå ekstra lækker, og jeg forsvandt ind i min egen verden af Eric, og mere Eric igen.
Efter der var gået knap tyve minutter af timen begyndte jeg at mistænke ham for at det var noget han gjorde med vilje, men alligevel kunne jeg ikke løsrive mine øjne fra ham, og lytte i stedet. Det eneste jeg hørte var lyden af hans stemme, ikke de ord han udtalte.
Og da hele timen var gået, havde jeg ikke fanget et ord af hvad han havde sagt, eller hvad undervisningen havde handlet om. Jeg måtte huske at spørge Clary.
“Clary Fray, må jeg lige tale med dig?” spurgte Eric, og jeg efterlod Clary indenfor, og stod og ventede lige uden for døren. Ikke at jeg behøvede at vente særlig længe.
Mindre end et minut efter de andre havde forladt lokalet kom hun ud, og smilede bredt til mig.
“Mød ham på hans kontor til frokost, så skal du finde ud af hvad biologi er,” lo hun, og jeg kunne ikke lade være med at le med. For første gang siden skolen startede, tvivlede jeg ikke det mindste på Clary. Det kunne jeg simpelthen umuligt gøre.
Hun tog mig under armen, og sammen gik vi udenfor, for at holde et kort frikvarter, før vi havde to timer idræt før frokost. En frokost, der virkede alt for uendeligt langt væk.
______________________________________________________________________________
Undskyld det korte kapitel, men jeg kom sent hjem, og er virkelig træt, så det bliver ikke til mere idag. Håber at i tilgiver mig ^^ Skriver mere hurtigst muligt! :D
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...