???

Prøver bare at skrive lidt, og få nogle af mine ideér ud af hovedet (; Ved godt at der mangler lidt beskrivelse, og kommaer osv. ;D

0Likes
0Kommentarer
245Visninger

1. Kapitel 1.

Lulu Skayshay løb. Hun løb så hurtigt hendes korte ben kunne bære hende. Hun var en lille blond pige som var hundrede femogtres centimeter høj, og femten år gammel. Hun havde ikke haft de store oplevelser i sit liv før det her skete. Indtil for bare en måned siden havde hun levet et helt almindeligt liv. Eller det vil sige et nogenlunde almindeligt liv udover at begge hendes forældre var nogle plejeforældre fordi hendes rigtige forældre var døde under en mission for FBI, et par uger efter at hun var blevet født. Det hele startede med at hun kom gående på gangen, på skolen, sammen med sine to bedste venner, Jakob, en mellemhøj, ranglet, sorthåret dreng med briller, og Josefine, en høj, mørkhåret, pæn pige, og snakkede da de pludselig fik øje på noget usædvanligt. En ny dreng. Det var sjældent der kom nye mennesker til deres lille by, men der var faktisk kommet ret mange nye til her den seneste tid. Ham den nye dreng var ret lækker, synes hun. Han havde høje markerede kindben, lyst hår der sad rundt om hans hoved til toppen af ørene og bølgede let og de flotteste blå øjne. Udover det var han høj og muskuløs. Lulu lagde først mærke til at han kiggede hende direkte ind i øjnene, da Josefine stak en albue i siden på hende og hviskede lige så stille. ,,Du Lulu, ham den nye fyr kigger på dig!’’ Lulu rødmede let, og kiggede væk. Hun gik lidt i sine egne tanker da de var på vej over til fysik. Hun tænke på ham den nye fyr, hvor bekendt og på samme tid så ukendt han så ud da de kiggede hinanden i øjnene. Hun var så opslugt af sine tanker, at hun var gået lige forbi fysik lokalet, hvis ikke Josefine og Jakob havde hevet hende med ind. Hun satte sig alene ved det sædvanelige bord da læren, Yvonne, efterfulgt af den nye dreng kom ind. Han afleverede en seddel til hende, hun skimmede den hurtigt over, og bagefter råbte hun op ,,Stille! Der er kommet ny elev i klassen, og nu skal han præsentere sig!’’ Hun var altid så sur, og hun gik over i sit sædvanelige hjørne mens ham den nye skulle præsentere sig. Han gik op foran katederet og begyndte. ,,Jeg hedder Alex.’’ Han lød meget selvsikker, han var nok den mest selvsikre af nogle af de nye der nogensinde havde præsenteret sig for klassen, og hun kunne også se de fleste piger sende blikke op til ham. ,,Jeg er lige flyttet her til byen fra USA, med mine forældre og min lillebror.’’ Han vendte sig mod Yvonne ,,Var der mere jeg skulle fortælle?’’ Han virkede ret ligeglad, med det hele. Hun sukkede. ,,Nej det var der vel ikke. Bare sæt dig ned på en ledig plads.’’ Han vendte sig om rullede øjne og gik ned og satte sig ved siden af Lulu. Hun rødmede igen og denne gang var det meget pinligt for der kiggede hele klassen på dem. Hun havde svært ved at koncentrere sig hele fysiktimen og kom hele tiden til at kigge over på Alex. Hun kunne ikke finde ud af hvad det var men der var simpelthen bare et eller andet der holdt hendes blik fast så hun ikke kunne kigge andre steder hen end på ham. Da de var færdige med fysik vendte han sig om og rakte hende hånden  ,,Hej jeg hedder Alex som du nok har hørt. Hvad hedder du?’’ spurgte han. I to sekunder var hun mundlam. Hun stirrede ind i hans blå øjne og fik så bagefter fremstammet ,,J-j-jeg hedder Lullu.’’ Hun rakte også hånden ud til ham og fik et chok da hun mærkede hans kolde hånd mod sin. Hun smilede prøvende og han smilede selvsikkert tilbage. Fedt tænkte hun han ligner en model, et totalt brud på den smule selvtillid man har! Josephine skyndte sig over til Lulu da han var gået ,,Wow han er godt nok lækker! Du er heldig du sidder ved siden af ham.’’ Lulu trak på skuldrene ,,Ja det er jeg vel.’’ Hun rejste sig op men Josefine blev bare stående. Hun vendte sig om med et suk ,,Kommer du?’’ Josefine vendte øjne og begyndte at gå

De var lige kommet ud af klassen da Lulu fik et kæmpe chok. Lige på den anden side af dørkarmen stod Alex nemlig. Hun hoppede og udstødte et gisp. Hans mundviger trak opad i et smil da hun stille mumlede ,,Orh man, chok!’’ Hun synes også at kunne høre et en lille latter men hun var ikke sikker. Han spurgte, stadig smilende ,,Er der nogle af jer der kender denne her by godt? For jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne finde hjem’’ Josefine så meget ærgerlig ud ,,Nej desværre, vi får gæster her om et kvarter, men Lulu kender hele byen ud og ind, måske hun vil?” De kiggede begge spørgende og hun rødmede endnu en gang da hun sagde ,,Ja ja det kan jeg da godt.” Da det var på vej mod hovedindgangen, skubbede Josephine hende stille med albuen hende og blinkede til hende. Inderst inde var hun over glad, over at hun skulle følges hjem med ham, men hun synes bare lidt at Josephine overdrev, som altid. De gik i tavshed i flere minutter efter at han havde givet hende adressen til hvor han boede, men det var lige som om han blev træt af at gå i tavshed efter det og spurgte ind til hende. ,,Hvor bor du så henne her i den her lille by?’’ ,,Jeg bor en vej ved siden af dig’’ svarede hun kort. ,,Hvor lang tid har du boet her?’’ ,,Hele mit liv’’ ,,Bliver du aldrig træt af det?’’ Spurgte han nysgerrigt. ,,Du kommer fra storbyen ikke?’’ Spurgte hun, ham. Han nikkede smilende ,,Er du en god menneskekender?’’ ,,Ja sådan da. Hvorfor?’’ svarede hun ham undrende over hvorfor han stillede sådan et mærkeligt og ligegyldigt spørgsmål. ,,Det var bare siden du kunne gætte at jeg kom fra storbyen’’ svarede han og et lille skævt smil trak i hans ene mundvig. ,,Det oser ud af dig’’ svarede hun. ,,Dit mærkevaretøj, din frisure, din måde at tale på, og endda dit overforbrug af deodorant.’’ sagde hun for at svare på hans næste spørgsmål inden han nåede at stille det nemlig hvordan man kunne se han var fra storbyen. Inden hun havde nået at se sig om var de ved hans vej, og han gik nedad den ned til hans hus og Lulu fortsatte ned til næste vej drejede ned ad den og lidt længere nede gik hun op ad stien af den kendte forhave, med de små nyplantede træer på den ene side, og de masse blomster og planter i bedet på den anden side, op til hoveddøren og stak nøglen i låsen. Da hun kom ind råbte hun som sædvanlig ,,Jeg er hjemme’’ og gik ind gennem stuen hvor hendes plejefar sad ,,Hej Anders’’ sagde hun da hun gik forbi ham uden at stoppe op. Han smilede sit venlige smil som blottede alle rynkerne. ,,Hej du’’ svarede han. Hun gik videre ind gennem køkkenet og tænkte på hvor rar en mand han egentlig var, og hvor heldig hun var at få ham og Jane som plejeforældre. Anders med det halvt brune, halvt grå hår, de masse smilerynker der kom når han smilede og den dejlige, lidt hæse, stemme der altid kunne berolige hende. Og så var der Jane, hendes adoptivmor, med det brune hår der nåede hende til skuldrene, de grønne, kærlige øjne, der altid havde behandlet hende lige som hun behandlede Simone hendes biologiske barn, og som også bare var helt fantastisk. Uden hun sådan rigtig havde lagt mærke til det, var hun kommet op på første sal, igennem den lange gang med de mange døre, og ind på sit værelse, i sin kontorstol. Hun hev sine matematikbøger op og begyndte at lave sine lektier.

Næste morgen vågnede hun stille da vægge uret ringede. Hun gabte og gned sig i øjnene, og lænede sig over til sit natbord af vane for at se hvad klokken var, og derefter begyndte hun at tage tøj på. Hun tog bare det sædvanelige på, nemlig en løs, lidt for stor T-shirt og et par jeans. Bagefter gik hun ud på badeværelset, redte sit lange blonde hår og samlede det op i en sjusket knold på hovedet, gik ned i køkkenet, tog en skål ud af skabet og fyldte den halv op med corn flakes og mælk. Hun kunne egentlig ikke rigtig lide det bras men hun synes bare det gav hende sådan en god energi, til at starte dagen på, plus at det var blevet lidt en vanesag. Det var først da hun havde sat sig ned og var begyndt at spise at hun så den seddel der lå på køkkenbordet. På sedlen stod der med hendes adoptivmors fine håndskrift:

Kære Lulu.

Vi (Mig, Anders og Simone) er desværre blevet nød til at tage til Norge da der akut opstod en krise Anders’ firma. Vi lod dig blive hjemme fordi vi ved hvor meget du hader at være i Norge og vi regner med at du er gammel nok til at være alene hjemme og passer godt på huset og ikke holder nogle hemmelige fester. Vi ved ikke hvornår vi er hjemme igen.

Husk at vi elsker dig meget højt!

Kram fra din familie.

Hun var glad for at de havde ladet hende blive hjemme. Ikke kun fordi at hun hadede at være i Norge men også bare fordi det var så kedeligt bare at sidde i det sommerhus de havde købt tæt på Norge afdelingen i Anders’ firma. Hun var nok bare blevet for gammel, for hun kunne huske at da hun var mindre elskede hun Norge. Hun fik pludselig stress da hun opdagede hvad klokken var og hvor lang tid hun havde stået der med brevet. Hun fik hurtigt slugt resten af hendes morgenmad og løbet op og børstet tænder og så var hun ude af døren. Hun lagde først mærke til at hun havde glemt jakke, og hvor kold blæsten egentlig var, efter hundrede meter hvor der begyndte at komme modvind. Hun slog armene om sig, og skyndte sig videre. Pludselig så hun Alex komme fra sin vej iført et par jeans og en sweater. Lulu blev helt varm inden i da hun så ham, og hun synes det var meget mærkeligt, for hun kunne da ikke være forelsket i ham vel? Nej da hun havde jo kun mødt ham en gang før. Og desuden var hun jo heller ikke blevet helt varm indeni med alle de andre hun var blevet forelsket i. Ellers var hun bare blevet varm af at gå. Men det var jo ikke så mærkeligt hvis hun var blevet forelsket i ham, for han lignede en supermodel, havde god stil, en flot krop, meget venlig og høflig. ,,Jeg synes du forfølger mig’’ Hun blev revet ud af sin tankestrøm og så Alex stå der på fortovet og smilede sit mest arrogante smil ,,Men det kan jeg også godt forstå, for jeg er ret lækker” fortsatte han. Lulu prøvede også at være arrogant, men det var bare noget hun aldrig rigtig havde været god til ,,Ha ha ha du er sjov var?” Svarede hun. Hun tænkte på at hun lige havde gået og haft i tankerne at han var høflig og venlig. Det var han måske ikke. ,,Synes du ikke jeg er lækker?. Det synes din veninde Josefine godt nok!” ,,Stod du og lyttede til vores samtale!” Det blev hun lidt sur over for hun kom måske også til at sige at han var lækker. ,,Nej, eller jo måske men man kunne ikke overhøre det!” svarede han forsvarsberet men stadig smilende. ,,Det er overhovedet ikke sjovt!” Sagde hun med sammenbidte tænder, og begyndte at gå hurtigere for at komme væk fra ham, men som om det var hurtigt for ham, han var jo nok omkring tyve til femogtyve centimeter højere end hende. ,,Vent!” sagde han, greb fat i hendes arm, stoppede hende op og kiggede hende dybt ind i øjnene. Det eneste hun kunne sige var ,,Og den måde du blænder folk på og din arroganthed og din charme” Det var egentlig ikke hendes mening at sige det og det røg bare ud af munden på hende, og for en gangs skyld så Alex også forvirret ud. Hun skyndte sig at kigge væk fra hans øjne igen, inden de fik hende til at sige flere dumme ting. Det var som om at når man kiggede ind i de blå øjne fik de en til at sige alt hvad man tænkte på. ,,Hvad mener du med det?” ,,Der er ikke kun de grunde jeg kom med i går til at man kan se du er fra storbyen.” Mumlede hun stille, og håbede på, at han ikke kunne køre hvad hun sagde. Hun fortsatte ,,Der er også de tre jeg lige har nævnt.” Hun tog forlegent blikket væk fra hans øjne og opdagede hvor tæt de egentlig stod og hvor mange blikke der hvilede på dem, og hun rødmede. Hun rødmede altid og hun hadede når hun gjorde det men hun kunne ikke lade være. Hun begyndte igen at gå men denne gang ikke så hurtigt. De gik og småsnakkede resten af turen hen til skolen, og hun kunne mærke alle blikke hvilede på dem både på vej over til skolen, og på skolen, og hun kunne høre at alle stod og hviskede om dem. Rygterne spreder sig godt nok hurtigt, tænkte hun. Hun kunne høre små bider af samtaler ,,Jeg hørte at de er kærester” Var der nogle piger overe i det ene hjørne der sagde. ,,Jeg hørte tideligere at de stod og flirtede på vej til skole!” Var der nogle andre der sagde. ,,Jeg SÅ dem kysse i morges” Var der nogle tredje der sagde. Og selvfølgelig var der også nogle med ,,Ham den nye fyr er helt vildt lækker!” Lulu synes det var meget pinligt og skyndte sig over til klasseværelset, mens Alex bare gik afslappet, dog stadig i hendes tempo, og så ud som om han nød opmærksomheden. Lulu ville aldrig blive sådan en som nød opmærksomhed, faktisk hadede hun den. Hun kunne meget bedre lide at være sådan en folk, udover hendes venner, bare overså. Da de kom ind i klassen var der stadig mange der stirrede på dem, men slet ikke lige så mange. Lulu kunne se at Josefine skulle lige til at gå over til hende men så kom deres dansklærer Laila, og Lulu åndede lettet op. Hun kunne ikke lige overskue at skulle til at forklare hende at alle rygterne var falske lige nu. Alex stod oppe ved Laila og afleverede en seddel til hende og snakkede lidt med hende. Lulu kunne tydeligt se at han pønsede på noget, for han stod og smilede sit charmerende smil til Laila, som ingen, kunne modstå. Hun klappede tre gange i hænderne og kiggede så på Lulus sidemakker Viktor. ,,Viktor! Kan du ikke rykke over ved siden af Isabella? Det er bare fordi vores nye klassemedlem her siger at han allerede er blevet gode venner med Lulu og at han gerne vil sidde ved siden af hende” Hun sendte ham et venligt smil og Viktor begyndte dovent at traske over til bordet skråt overfor. Alex gik elegant over og satte sig ved siden af hende og smilede til hende. Hun gloede bare tilbage, og bankede hovedet ned i bordet. Det her skulle nok gøre det med rygterne meget bedre, og de rygter hjalp hende ikke ligefrem med at blive overset. Hun kunne ikke vente med at spørge hvad det med at skulle sidde ved siden af hende hjalp for så hun rev en lille papirflap af deres kopiark og skrev med sine sjuskede kragetær:

 

Hvad gik det der lige ud på?

 

Hun skubbede den hurtigt over til ham, og han kiggede hurtigt på sedlen, og skrev så:

 

Hvad?

 

Han skubbede sedlen over til hende. Hun begyndte igen at skrive denne gang lidt irriteret.

 

Du ved godt hvad! Hvorfor skulle du lige over og sidde ved siden af mig? Det skal da nok hjælpe med rygterne!

 

Han kiggede hurtigt på den og bagefter så han lidt ud i ingenting som om han tænkte lidt over hvad han skulle skrive.

 

Hvilke rygter? Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg pænt ligeglad med rygter. Men jeg kan da godt flytte mig hvis du ikke vil have at jeg sidder her.

 

Han skubbede sedlen over til Lulu igen, mens han kiggede lige frem. Hun blev både mere irriteret og panisk. Der var et eller andet inde i hende som sagde til hende at han bare ikke måtte rykke sig.

 

Nej nej det behøver du ikke. Men du ved godt hvilke rygter du kunne selv høre dem ude på gangen. Du skal ikke spille dum! Jeg plejer også at være ligeglad med rygter, men ikke når alle folk står og stirrer på en, og hvisker om en.

 

Han kiggede bare på hende og trak på skuldrene. Da der var frikvarter kom Josefine og Jakob begge to hurtigt hen til hende ,,Må vi godt lige snakke med dig ?” spurgte de begge i munden på hinanden. Lulu rejste sig med et suk, og begyndte at gå og lige inden hun gik igennem døren kiggede hun på Alex der sad og grinede af hende. Da de kom ud af døren stillede hun sig op ad væggen, og så Jakob og Josefines vrede ansigter. Det var Jakob der begyndte med skælde ud og hun vidste at hun ikke ville få et ord indført lige foreløbig. ,,Hvorfor har du ikke fortalt os det med det samme da du blev kærester med ham? Helt ærligt så er jeg meget skuffet for vi er dine bedste venner, og er det ikke meningen at venner fortæller hinanden alt?” sagde han og lød meget skuffet og sur. Josefine tog hurtigt over ,,Det kan godt være du har haft travlt med at være sammen med ham men to små hurtige opkald burde der altså være tid til.” Så begyndte begge deres ansigter at være lidt mildere, men stadig alvorlige. Josefine fortsatte ,,Og ærlig talt synes jeg det er lidt tidligt at du er blevet kæreste med ham i har jo kun kendt hinanden i halvanden dag, og man skulle gerne have en ordentlig første kæreste og ikke bare en man lige kommer sammen med.” ,,Og pas på han ikke knuser dit hjerte for når han er så lækker så er der mange piger der er ude efter ham og hvis han lige pludselig for et bedre tilbud og så dropper dig!” Sagde Jakob og lavede gåseøjne og rullede øjne under ordet lækker. Det lod som om de begge var færdige, så Lulu begyndte at snakke. ,,Okay er i færdige nu?” De nikkede begge så hun fortsatte ,,I tror jeg ikke ville sige hvis jeg fik en kæreste men det ville jeg altså!” Døren fra klassen gik op, og ud kom Alex. Han smilede sit charmerende smil og brugte sin charmerende stemme da han sagde ,,Må jeg lige låne dig et øjeblik Lulu?” Hun skulede til ham ,,Øh altså jeg er lige i gang med noget men…” Hun kiggede på Jakob og Josefine der stod og mimede ,,Bare gå” med munden. inden hun nåede at færdiggøre sætningen havde Alex hevet hende et stykke væk og stillede hende op ad væggen, og stod bøjet over hende med en hånd på hver side, og kiggede hende i øjnene. ,,Hvad er der?” Spurgte hun irriteret. Han sendte hende det arrogante smil. ,,Jeg ville bare redde dig fra massakren.” Nu blev hun rigtig irriteret, på ham, og snerrede ,,Jamen tak fordi du hiver mig væk fra mine venner, mens jeg står og forklarer dem, at vi ikke er kærester, og står, og læner dig ind over mig og virkelig tæt på mig midt på gangen på en rigtig kæresteagtig måde, og så bare siger til mig at du vil redde mig fra massakren! Det skal da nok hjælpe både på mistanken fra mine venner og på alle rygterne på skolen. Og så ved jeg godt du bare siger at du er ligeglad med rygter, men det er jeg altså ikke når de handler om mig!” Han sukkede. ,,Fint så gå du bare tilbage til massakren.” Hun skyndte sig over til Jakob og Josefine ,,I er altså et rigtig sødt par…” begyndte Josefine men så tog Lulu hånden over hendes mund ,,Nå men det jeg var ved at sige var at mig og Alex ikke er kærester. Det hele har bare været rygter.” Hun tog hånden væk fra Josefines mund ,,Så det vil sige at i ikke er sammen? I har aldrig kysset flirtet eller hvad ved jeg? Og det er du sikker på?” Sagde Jakob og så meget mistroisk på hende ,,Nej det har vi ikke og ja jeg er sikker” Svarede hun, lettet over endelig at have fået det sagt. ,,Men hvad gik det der så ud på? Han stod og lænede sig ind over dig og kiggede på dig på sådan en… kæresteagtig måde” Spurgte Josefine og så, om mugligt, mere mistroisk på hende en Jakob. Lulu trak på skuldrene ,,Jeg ved ikke hvad han skulle stå sådan der for jeg tror bare det er hans natur, men han spurgte mig bare om hvad vi fik for i dansk.” Josefine så pludselig skuffet ud. ,,Nå men det var bare det, skal vi gå ind igen?” Jakob stønnede ,,Ja lad os det.”

Da de kom ind i klassen ringede klokken, og så havde de to timer matematik, og så havde de frikvarter igen hvor Alex gik hjem, og Lulu bare sad og snakkede med Jakob og Josefine, og så skulle de have idræt i to timer. Først blev Lulu lidt skuffet for hun troede at han var taget helt hjem, og ikke ville komme til idræt, men da de havde klædt om var han nede i hallen. Hun gik over til ham og skulle lige til at sige hej, da idrætslæreren, Peter, råbte op. ,,STILLE! Hold så mund!” Alle tiede, og han fortsatte ,,Godt. I dag starter vi med at lunte en runde i hallen, så spurte en runde og så lunte en runde igen, som opvarmning, og så skal vi spille tennis. Jeg stiller nogle net op her på midten mens i løber. Bare begynd.” Løbe var noget Lulu elskede. Hun havde altid været klodset når hun gik, og snublede over alting, men når hun løb følte hun sig bare så flyvende og elegant, selvom hun nok ikke så sådan ud. Hun og Alex begyndte at lunte side om side. Da de havde luntet en runde, skulle de spurte. Lulu vidste godt at han spurtede hurtigere end hende, og havde egentlig regnet med at han bare ville løbe fra hende, for at blære sig, men af en eller anden grund blev han ved med at løbe i samme tempo som hende. Da de havde spurtet en runde var Lulu blevet lidt forpustet. Hun kunne høre at Alex overhovedet ikke var forpustet, da han begyndte at tale. ,,Er du god til tennis?” Hun skulle lige til at svare da hun mærkede to forskellige hænder, på hver skulder. Det var Josefine og Jakob. ,,Hvem skal du være sammen til tennis?” spurgte de. Inden hun nåede, at få vejret til at svare, var de færdige med at løbe. Josefine, Lulu og Jakob pustede lidt, mens Alex bare trak vejret normalt, som om han bare havde siddet i en sofa mens de havde løbet. Det var også snyd. Han var garanteret sådan en det brugte hele sin eftermiddag i et fitnesscenter. De gik ind i midten af hallen. Hun trak på skuldrene ,,Det ved jeg ikke” svarede hun og så at Julie, en af de pæne piger fra klassen var henne ved Alex. Hun kunne kun lige akkurat høre hende snakke. ,,Hej Alex, vi har vist ikke rigtig snakket før, jeg hedder Julie” Hun rakte hånden frem, han tog den og rystede den. Hun fortsatte ,,Jeg tænkte på om vi skulle være sammen til tennis?” Lulu havde altid været misundelig på Julies englestemme. Nathalie, en anden pige fra klassen kom hen og afbrød dem inden han nåede at svare. ,,Skal vi være sammen til tennis Alex?” spurgte hun. Julie skubbede hende til siden og stirrede ondt på hende. ,,Jeg spurgte ham ligesom først så gider du lige skride?” Nathalie gik straks i forsvars position. ,,Næh! Bare fordi du spurgte ham først, betyder det ikke, at han helst vil være sammen med dig! Han bliver garanteret også bare skræmt når alt din make-up er løbet af når du begynder at svede!” Lulu havde altid elsket sådan nogle, dulle fights. Julie lavede en fornærmet lyd, og snerrede igen. ,,Siger du! Du gå med mindst fem gange så meget make-up som mig, din falske so!” Hvis Lulu skulle være helt ærlig, kunne hun ikke se hvem af dem der gik med mest make-up, for man kunne ikke se hverken Julie eller Nathalies ansigter af bar make-up. Alex afbrød dem, midt i det aller bedste. ,,Faktisk havde jeg tænkt mig at være sammen med Lulu, så må jeg lige komme forbi?” De stirrede begge efter ham da han gik forbi dem, og hen til Lulu. ,,Har du nogen makker endnu?” spurgte han. Hun var helt mundlam over at han havde valgt hende, både fordi han i det hele taget bare havde valgt hende, og så især fordi han havde valgt hende frem for de to populæreste piger i klassen, også selv om de oven i købet skændes om ham. Men et eller andet sted havde hun også bare lyst til at løbe sin vej. ,,Nej” fik hun presset over læberne. Han smilede. Lidt en blanding af det arrogante, det charmerende og det skæve smil. ,,Godt. Vil du være sammen med mig?” Hun måtte igen presse ordene over læberne. ,,Ja” Hun kom til at kigge rundt og opdagede at alle stirrede på dem især Julie og Nathalie der også stod med munden åben. Alle stod helt tavse og stirrede på Alex og Lulu. ,,Jeg ville have råbt stille, men det er i allerede, så bare kom herhen” Det var Peter der brød tavsheden. ,,I starter med at spille stille og roligt frem og tilbage med bolden, og bagefter spiller i kamp mod hinanden, og bagefter det spiller i kamp mod et andet par. Find jer en ledig plads og begynd!” Lulu begyndte at gå hen mod den modsatte ende, da Alex kom og lagde armen om hende. Hun kiggede først på hans arm, så, så mistroisk hun kunne, på ham og så rundt i hallen. Hun opdagede at alle, igen, stirrede på dem, og det kunne hun ikke klare, selvom det føltes ret rart når hans arm lå dér. ,,Gider du ikke fjerne din arm?” hviskede hun så stille hun kunne. ,,Hvorfor?” Det var første gang hun havde hørt ham tale sådan, men selvfølgelig havde han også en blid stemme. Hun havde endda en liste over hans smil og hans stemmer. Af stemmer havde han, indtil videre, den arrogante, den charmerende, den blide, og den normale stemme. Af smil var det lidt de samme. Det var først nu hun kom i tanke om at hun ikke havde svaret ham endnu. ,,Fordi folk står og stirrer på os og tror at vi er kærester.” hviskede hun ,,Og så gør det, det ikke meget bedre at du lægger armen om mig.” Han trak bare på skuldrene og smilede uden at fjerne armen. Hun blev irriteret, og skubbede hans arm væk. De var nået ned til den nederste bane, og Viktor og Isabella, stillede sig på banen ved siden af dem. Lulu kunne se at Viktor skulede over til Alex, men hun kunne ikke helt forstå hvorfor. ,,Saver du til at starte med?” Hun kunne se Alex stå på den anden side af nettet, og hun tænkte på at hun egentlig burde føle sig heldig, over at han hele tiden ville være sammen med hende, fordi han var en hver teenagepiges drøm, men det gjorde hun på en eller anden måde bare ikke. Hun blev revet ud af sine tanker da hun igen hørte Alex’ stemme ,,Hallo?” Hun kiggede sig forvirret omkring og kom så i tanke om hans spørgsmål. Men hun nåede ikke at svare. Pludselig blev alt sort, hendes knæ faldt sammen, og hun mærkede en kæmpe smerte fra baghovedet. Hun kunne høre alles bekymrede stemmer og så kunne hun ikke huske mere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...