Kærligheden er tålmodig

En novelle der passer til emnet ''Når mennesker vandrer''

0Likes
0Kommentarer
556Visninger
AA

1. Kærligheden er tålmodig

KÆRLIGHEDEN ER TÅLMODIG

Taxiens radio var indstillet på FM og et klassisk musik program der spillede Moonlight Sonata. Det var måske ikke det mest passende musik at høre i en Taxi, der sidder fast i trafikken, men det så heller ikke som om, den lidt ældre mandlige chauffør lyttede efter. I stedet så han tavst ud over de lange rækker af biler som en gammel erfaren fisker der skimter ud over havet, som for at holde øje med hvornår stormen letter. Den lette tavshed passede mig fint, og musikken passede til min sindsstemning.

Da jeg lidt efter lukkede øjenlågene i, ledte musikken mig på vej til de indre afkroge af mit sind, med minder jeg ellers gemte væk. Sådan skete det, da jeg for første gang siden jeg tog det afgørende skænderi med Lucas, gav mig selv lov til at græde, og på en måde var det meget passende, at det var Beethovens Moonlight Sonatas noder, der trøstede mig og gav mig håb for fremtiden. 

Set i bakspejlet kan jeg godt se at jeg kunne have reageret bedre, mere modent. Men jeg er tilfreds med min beslutning, jeg er tilfreds med at jeg tog det sidste skridt ud over kanten, for nogle gange når du tager mest hensyn til dig selv, gør det dig ikke nødvendigvis til et dårligere menneske, det gør dig bare til skaberen af dit eget liv.  

Og det var det, som jeg ville have, mit eget liv. Det lød så smukt sådan som jeg sagde det til mig selv inde i hovedet. Det var det jeg blev nødt til at flytte helt til London for at finde, for i New York blandt de mennesker jeg hadede mest, mine nærmeste, kunne jeg ikke få det. Jeg var bundet for stramt fast med sorgens lænker, til min hjemby.  

Engang var det slemt, meget slemt. Jeg hadede mine forældre som enhver anden teenager. Men i forhold til de fleste andre havde jeg en grund. Jeg tror aldrig rigtigt, at min mor har set mig som sin datter, hun så mig nok nærmere som en yngre udgave af sig selv, en konkurrent i et spil jeg var dømt til at tabe. Inderst inde tror jeg at hun hadede mig. Hun er en gammel model og moden er en upålidelig elsker, og hun vidste at selvom hun fik botox og opstramning i ballerne, vil jeg stadigvæk være 25 år yngre end hende. Min far er næsten aldrig hjemme til at lægge bånd på hende, han har for travlt på arbejdet, for det er hans familie, ikke os.  

Da jeg mødte Jacob blev det bedre, han var den upålidelige type, og jeg var stolt over at jeg han var min, over at jeg kunne holde på ham. Indtil jeg havde fundet ud af at han var mig utro, havde jeg det perfekte billede af os inde i mit hoved, men kærlighed gør folk blinde. Det har jeg selv oplevet på min egen krop. Vi havde været sammen i to år, og det var hårdt for mig at slå op, men jeg gjorde det alligevel. Efter det blev det uudholdeligt derhjemme. Jeg kunne ikke holde ud at være i min hjemby mere efter at vi ikke var sammen mere, havde stedet mistet al sin magi, nu blev jeg kun trist, når jeg vandrede alene gennem gaderne.

Så jeg flyttede væk fra New York, på grund af ham, den unævnelige. Jeg er fyldt 18, så jeg kan godt få en lejlighed. Jeg har endda også fået et job, jeg er praktikant på et modefirma, hvilket er heldigt, da mode er noget af det eneste jeg kan. Det ironiske er, at det mest er min mors skyld, hende der ellers gør så meget ud af at ignorere mig at gøre mig til hendes marionetdukke, det var hende der lærte mig det, jeg har været med hende til modeshows siden jeg var baby, jeg er nærmest vokset op i en designerstudie.

Jeg fik min chauffør til at køre hen til den store lejlighed, jeg havde købt for mine hårdt tjente penge. Den så ikke ud af meget, men jeg vidste fra billeder at den var fin nok til mig. Og rigtigt nok, da jeg trådte ind kunne jeg ikke være andet end at være glad for at jeg fik det hele møbleret på forhånd. Det var ikke just moderne indrettet, men det var hyggeligt, og stemningen i huset mindede mig lidt om den stemning der hersker inde i en kirke. Jeg kom automatisk til at tænke på den eneste gang jeg var i kirke for at se den unævneliges søster blive gift. Det var ikke så meget selve ceremonien der gjorde indtryk på mig, det var dengang det, præsten sagde i hans tale:  

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."  

Verdens største løgn. Jeg havde heldigvis lige efter den unævnelige og jeg slog op, lavet et løfte med mig selv om at leve i cølibat resten af mit liv, og det løfte havde jeg tænkt mig at holde. Så kunne alle skeptikerne tro deres, jeg havde mærket kærlighedens kolde hjerte, og tro mig det er en eller anden tilfældig fyr ikke værd.  

Da jeg senere lå i sengen om aftenen, tænkte jeg tilbage på den dag jeg havde besluttet mig at flytte til London, det var dagen efter at jeg havde fyldt atten, så der var ikke noget der kunne holde på mig mere. Så en tidlig morgen havde jeg lagt et brev, og så ellers sneget mig ned af vores store marmorstrappe ned i den storslåede hall med mine normale sorte kufferter. Jeg havde med vilje skiftet mine Coco Chanel ud med nogle nye, så jeg ikke vækkede opsigt, syntes dengang at det var den smarteste idé, men nu fortryder jeg det lidt, for lidt efter kom min mor alligevel ud for at se hvad det var der larmede så meget.  

Hun spurgte hvad jeg nu havde gang i, med en stemme der udtrykte tydligt nok, at hun bare syntes at det var en ny dille jeg havde fundet på. Hun vidste bare ikke at jeg havde planlagt denne dag i årevis. Og jeg kunne mærke, at selv om jeg prøvede at være hård, så sårede det mig inderst inde. Men det lod jeg hende selvfølgelig ikke se. Jeg var allerede ved at miste modet, og jeg vidste at hvis jeg bare så meget som vaklede, ville hun være over mig som en blodhund der havde lugtet et friskt kødben. Hun sagde at når jeg engang havde fået det her ud af kroppen og indset, at det var en tåbelig beslutning ville der vente en skideballe på flere år, og jeg gjorde bare det eneste jeg var i stand til på det tidspunkt, at gå ud af døren, for jeg vidste at hvis jeg sagde noget ville min stemme begynde at bævre, og det var det sidste jeg havde brug for lige nu.

Det var den sværeste beslutning jeg nogensinde havde taget i mit liv, at klippe navlestrengen over efter i så mange år at være blevet undertrykt, og holdt nede af en magtsyg kvinde. Men nu havde jeg gjort det, jeg havde endelig skabt mig mit eget liv.

Det første jeg så da jeg næste dag kom på min nye arbejdsplads, var en pige på den samme alder som mig, hun var meget køn, men det var som om at alle hendes træk sad en lille smule skævt. Øjnene sad lidt for langt fra hindanden, næsen var en lille smule skæv og munden var presset sammen til en lige tynd streg, men man skal aldrig bedømme en bog på omslaget, det kunne være at hun var enorm pæn når hun smilede.

’’Jeg vil være hudløs ærlig’’, begyndte hun, ’’der er nogen der er kæmpet for at nå hertil, og hvis du så meget som prøver på at ødevægge mine chancer, så kan du vente dig’’. Jeg svarende: ’’okay’’, jeg gad virkelig ikke starte et skænderi på min første arbejdsdag. Hun snøftede bare, og kiggede hånligt på mig, hvorefter hun vendte ryggen til mig og råbte: ’’Din mentor kommer og henter dig henne ved trappen, han kommer om lidt, bare vær der”. Teori slettet, pigen smilede aldrig, hun havde ikke skyggen af glæde i sig.  

Jeg kiggede op ad trappen, som for at se hvornår min mentor kom, fem minutter gik og jeg nåede at drikke min kaffe, et minut senere havde jeg også nået at lægge et nyt lag læbestift på. Endnu et minut gik og jeg besluttede mig for at gå op og finde ham, men lige da jeg vendte mig om så jeg ham stå for toppen af trappen. Han var slet ikke så gammel som jeg havde regnet med, han måtte kun være et par år ældre end. Det eneste ved ham der var farvet var hans brune hud, og hans blå øjne, og jeg kunne ikke andet end at undre mig over hvordan han kunne have sådan en mørk hud, men stadigvæk så blå øjne. Vi stod og så på hindanden i noget tid, indtil at jeg kunne mærke en hel sværm af sommerfugle i maven. Jeg tænkte til mig selv: Kate Kingston, tag dig dog sammen. Men jeg kendte følelsen, og jeg kunne ikke andet end at håbe på, at det med tiden vil gå over.  

’’Jeg hedder Will, jeg skal være din mentor’’, sagde han med et smil. Jeg gik op ad trappen og sammen fulgtes vi ad ind på designerstudiet. Resten af dagen gik gnidningsfrit og endelig da dagen var slut, var jeg ret sikker på at de den forelskelse der var groet inde i mig tidligere i dag var druknet, men af hvad ved jeg ikke.  

Senere samme aften sad jeg og så WALL•E, af en eller grund fik den mig altid til at smile, den fik mig til tro på at ægte kærlighed virkelig findes, og jeg besluttede med mig selv, at den mand jeg en dag ville ende sammen med skulle have den samme smag som film som mig, for den film var efterhånden blevet en så stor del af mit liv nu. Men mens jeg sad og så fjernsyn, bankede det pludselig på døren, jeg lukkede op og derude stod Will med buket blomster, ’’ jeg troede ikke at du boede her’’, sagde han med overraskelse i stemmen, ’’men jeg bor lige overfor, jeg ville bare lige tjekke forbi med en indflytningsgave’’. ’’Jamen, kom ind, kom ind’’ sagde jeg og flyttede gaven hen på bordet. Der var en lidt pinlig tavshed, så jeg sagde: ’’Så kan det jo være at vi støder på hindanden’’.  

Han svarede ikke, så jeg vendte mig om. ’’Kan du også godt lide den film?’’ Spurgte han. Jeg kunne pludselig mærke sommerfuglesværmen kilde min mave, selvom jeg havde sværget at leve i cølibat, kunne jeg mærke at jeg lukkede kærligheden ind, den var velkommen her. For nu vidste jeg præcis hvad præsten mente, da han sagde at kærligheden er tålmodig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...