Et mareridt - en virkelighed


1Likes
0Kommentarer
200Visninger
AA

1. Et mareridt - en virkelighed

Smerten var stor. Hvert et slag, hvert et ord gjorde smerten større. Det sårede mig ikke kun på mit ydre, men også i mit indre. Jeg mistede mine blå øjne. Tilliden til min far forsvandt. Sammen med ham. Han var ikke længere min far. Han var bare en mand, et monster, der ville mig ondt. Den mand, der skulle være min største støtte, slog mig. Talte nedgørende. Det sårede mig. Min far, som altid havde været min støtte, ville gifte mig væk. Til min fætter. Han var fast besluttet på, at det var det, der skulle ske. End ikke min unge alder kunne hindre hans planer. Han var blevet ond og kynisk. Min far var blevet end anden.  Jeg skulle giftes med Hamed, og sådan var det. Jeg sad i sofaen og tænkte. Den krydrede duft og den let kvalmende røgelse gjorde mig træt. Alt i huset var så mørkt og trist. Næsten alt var mørkerødt som det størknede blod på min krop. Ham der havde været min far, sad i lænestolen. Det gjorde han altid. Han så kold ud. Gammel, grå og kold. Hvis jeg turde, havde jeg dræbt ham. Det var en sindssyg følelse. Sindssyg, men også retfærdig. Han burde ikke have haft lov til at leve. Følelsen blev stærkere. Jeg overvejede det virkeligt. At dræbe ham. Dræbe monsteret. Havde det ikke været fordi, Ali var kommet hjem, havde jeg gjort det. Så familiens patriark sad altså stadig i sin klamme, grimme lænestol, som en konge på sin kongetrone, som en diktator på talerstolen.  

Ali var min storebror. Han var stor, skaldet og muskuløs. En rigtig indvandrer. Han havde en bande med sine venner. Det var sjældent, de gjorde nogen fortræd, men folk var alligevel bange for dem.  De var trods alt indvandrere. Man var ikke i tvivl om, at det var en bande, for de var klædt nogenlunde ens. Ali kaldte mig ind på sit værelse. Det var aldrig sket før, så hvorfor skete det nu? Hvad er der sket? Jeg gik ud af stuen. Manden i stolen reagerede ikke. Han stirrede bare ind den gule væg. Den havde engang været hvid, men eftersom han røg som en besat, havde den skiftet farve. Min mor var ikke glad for, at han røg. Ikke fordi hun var bange for hans helbred, men fordi det var imod deres religion. Jeg havde engang været troende som dem, men efter alt det med tvangsægteskabet, er jeg blevet ateist.  

Jeg satte mig på hans seng. Der var vanvittig rodet, ligesom jeg havde forestillet mig. Tøjet flød, og der var opvask fra flere uger. Der lugtede surt af gammel sved, men det var vel sådan han ville have det. ”Jeg mødte Søren i dag.” Ali så ud, som om han frydede sig. Men hvad snakkede han om? Søren? Søren! ”Det gør du ikke!”   ”Gør hvad?” Ali smilede hånligt. ”Du siger ikke noget til far!” Søren var min hemmelige kæreste. Han var kommet til skolen for blot tre uger siden, men vi havde hurtigt fået følelser for hinanden. Han var smuk, høj, lyshåret og havde blå øjne. En rigtig dansker. Havde nogen set os sammen på gaden, ville de have fået et hjertestop. De ville tænke, at Søren måtte være sindssyg. Men ingen har set os sammen. Ingen måtte vide, vi var sammen. Især ikke ham, der havde været min far. ”Du skal ikke være bange. Han er her ikke mere, så der er ikke noget problem.” ”Hvad mener du? Hvad har du gjort?” ”Jeg har ikke gjort noget. Mohammed har gjort noget,” grinte han. ”Hvad?” ”Søren er død.” Gaderne var kolde. Det var sent, og der var ingen mennesker at se. De sad alle og hyggede sig. De sad med deres familier i deres trygge varme hjem. Jeg gik rundt i gaderne mellem de grå blokke. Det susede, når vinden blæste ind imellem dem. Der var lys i mange vinduer, men gardinerne var rullet ned. Jeg følte mig alene. Alene som aldrig før. Udstødt.  Jeg havde mistet alt. Mit hjem, min familie og min kæreste. Søren var den eneste, jeg stolede på, og jeg kunne fortælle ham alt. Han var venlig, forstående og nede på jorden. Alt det jeg ønskede. Han var alt det min fætter, min forlovede, ikke var.  Nu var Søren død. Dræbt. Min kæreste var blevet myrdet af min egen familie. Mohammed var den, der gjorde det, men min familie var dem, der beordrede det. Mohammed var en af min storebrors venner. Stærk og rå udenpå, men svag og skrøbelig indeni, som et æg.  

Jeg prøvede at sætte billeder på det, der var sket. Jeg skulle have noget at forholde mig til. Min familie var en ring. Man kunne ikke komme ud af den, men heller ikke ind i den. Det var derfor, jeg skulle giftes med min fætter. Dog er jeg sluppet ud, eller smidt ud. Udstødt. Jeg er blevet udstødt af ringen, og står nu med ingenting. Kan man leve af det? Jeg befandt mig i en situation, jeg aldrig har været i før. Jeg var på røven. Jeg var faldet. Jeg måtte finde en vej op at stå igen. Men hvordan? Jeg har jo intet. Jeg lagde mig på en bænk og faldt i søvn. Byen stod op, men jeg blev liggende. Ikke fysisk, men psykisk. Jeg måtte lave en plan. En vej jeg kunne følge, indtil jeg igen stod. Først og fremmest måtte jeg langt væk. Væk så jeg ikke kunne findes. Jeg fandt 200 kr. i min jakke, og de skulle få mig så langt som muligt. Jeg måtte finde stationen. Jeg havde ikke været der før, men skiltene skulle nok vise mig vej.  

”Hvor langt væk kan man komme for 200 kr.?” Damen med det gråbrune pagehår, og de runde briller kiggede underligt på mig. ”Du kan komme til Odense”, sagde hun med en skinger og belastende stemme.   ”En billet til Odense, tak”. Det var første gang, jeg så Århus station. Jeg havde sjældent været udenfor Gellerupparken. Det var skønt at være væk. Her kunne jeg føle mig fri. Ensom, men fri. Da toget forlod stationen, var der stor tumult. Folk skulle vinke farvel, nogle græd og andre sukkede et lettelsens suk. En af dem var mig. Nu var jeg væk. Nu skulle jeg ikke tænke på min familie mere. Nu skulle jeg tænke på mig. Jeg måtte overveje min attitude. Skulle jeg spille hjælpeløs, almindelig eller en skide indvandrer? Jeg kiggede rundt i toget. Jeg havde været heldig at få et bord for mig selv. Ved bordet ved siden af mit, sad en typisk dansk familie. Hr. og fru Jensen og deres to børn. De så perfekte ud, som de sad der. De var en perle, jeg var en rosin. Eller, jeg var jo egentlig også en perle. Ikke en smuk perle, men en ”perkerperle”. Jo mere jeg kiggede på dem, jo mindre perfekte blev de. Moren havde en plet på trøjen og skæve tænder. Faren var gnaven, og de to børn skændtes konstant. Det var ret belastende, men man vænnede sig til det. Toget var halvvejs. Jeg fik et chok, da jeg fandt ud af det. Tiden havde sneglet sig af sted. Heldigvis var børnene ved siden af faldet til ro. Nu var der bare stille. Det eneste, man kunne høre, var toget og en svag lyd af nogen, der hørte musik i deres høretelefoner. Jeg kedede mig, og det måtte jeg ikke. Hver gang jeg kedede mig, førte mine tanker mig til Søren. Det var forfærdeligt. Jeg følte skyld. Jeg havde ikke gjort ham noget, men det var på grund af mig, at min familie havde dræbt ham. Jeg ville aldrig kunne vende tilbage. Ej heller tilgive dem. Mit hoved var fyldt med tanker, der fløj rundt med togets fart.  

Jeg blev revet ud af mine tanker, da togføreren i højtaleren meddelte: ”Næste station Odense”. Da jeg steg af toget, stod jeg som forstenet på den grå, halvsnuskede perron uden noget mål. Jeg måtte have stået sådan længe, for pludselig var der en, der rykkede mig i armen og spurgte: ”Er der noget galt?” Jeg trak på skuldrene og kunne mærke tårerne presse på. Ingen havde talt til mig, siden det gik op for mig, at Søren ikke var her mere. På en eller anden måde følte jeg tryghed ved den fremmede. Det var en mand i fyrrene med et mildt udtryk og en behagelig stemme. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til det, men samtidig med at tårerne fik frit løb, fortalte jeg ham, hvordan det hele hang sammen. Han var flink og forstående. Så meget at det næsten virkede falsk. Han spurgte hvad jeg havde tænkt mig, og jeg fortalte, at jeg hverken havde penge eller en plan. ”Vil du hjem til mig? Jeg bor lige i nærheden, og jeg ingen planer”. ”Øhh. Det,det ved jeg ikke”. Han grinte lidt. ”Kom nu. Altså, jeg bider ikke”. Jeg takkede ja, og vi begyndte at gå hjem til ham. Odense lignede Århus meget. En masse forskellige bygninger. Store, små, nye og gamle. Der lugtede af de mange bilers os, og folk gik med bestemte blikke. ”’Hvor langt er der?” ”500 meter vil jeg tro”. ”Ok, hvad hedder du egentlig?” ”Søren, og dig?” ”Yasmin”. Selvfølgelig hed han Søren, det er typisk. Han lignede ham også lidt. Bare en del ældre. Han så flink ud, han havde blå øjne og lyst hår. Måske var det sådan, Søren ville have set ud i fyrrene. Hvis altså ikke min sindssyge familie havde dræbt ham.  

”Yasmin. Det er et smukt navn”. ”Tak”, sagde jeg tøvende. Hvorfor sagde han sådan noget? Det lød som han lagde an på mig. Han ville nok bare gøre mig tryg, hvilket ikke rigtigt lykkedes for ham. Han var flink, men også lidt skummel. Hvorfor skulle han invitere mig hjem? Vi kendte jo slet ikke hinanden. ”Så er vi her”.  

Vi kom ind i en lang mørk gang, der lugtede underligt gammelt og luften var ikke varmere end udenfor. ”Er du sulten?”, spurgte han. Jeg nikkede og blev vist ind i et af værelserne langs gangen. Straks efter jeg var trådt ind, hørte jeg nøglen blive drejet rundt. Han havde låst mig inde. Han havde fandme låst mig inde. Hvor naiv kunne man være? At gå med en fremmed hjem. Der var ikke andet at gøre end at håbe på det bedste. Jeg satte mig på den gamle sofa med sådan en kraft, at støvet steg op og dansede rundt i solstriberne, der slap ind fra de iturevne og nedrullede gardiner. Jeg kunne høre ham rumstere i køkkenet, det lød som tallerkener og bestik. Jeg rystede og var i syv sind. Måske er han flink, men hvorfor låse døren?  

”Så er der mad”. Han kom ind med en tallerken, hvorpå der var tre stykker rugbrød. Han havde også lavet varm kakao. Jeg blev glad og troede igen, at han var god nok. Lige indtil han låste døren igen.  

Da jeg havde spist, kunne jeg mærke, at det havde været en lang dag. Det var stadig eftermiddag, men jeg følte smadret, som havde den været halt to. Om natten selvfølgelig. Jeg lagde mig til rette i sofaen. Der var et gammelt, støvet tæppe, og en hård, grimt lugtende pude, men det var godt nok. Bare der var noget. Inden jeg faldt i søvn, tænkte jeg på, hvor splittet mit liv havde været. Jeg havde altid haft to sæt af regler og normer. Min psykopatiske fars og samfundets. Min far holdt meget at sine regler, og han var fast besluttet på at følge dem.  Problemet var bare, at de slet ikke passede til det land jeg levede i. Min fars regler var fra hans eget land, det land vi udvandrede fra, da jeg var lille. Jeg havde følt mig splittet.  Gjorde jeg det rigtige det ene sted, gjorde jeg det forkert det andet. Man kunne kun føle sig forkert. Det var en lettelse, at jeg var sluppet væk fra det. Nu var de eneste regler mine egne.  

Jeg vågnede med et gisp. Jeg havde haft den mest forfærdelige drøm, et mareridt. Jeg skulle i et tvangsægteskab med min egen fætter. Min familie havde dræbt min kæreste, og jeg var flygtet. Til sidst var jeg havnet hos en mand, der havde låst mig inde. Det var det sygeste mareridt, jeg nogensinde havde haft. ”Godmorgen, Yasmin. Du ser godt ud”. Det kunne ikke passe. Det var forfærdeligt. Jeg kiggede rundt i værelset. Det var ikke mit. Det var ikke mit værelse, det var det fra drømmen. Den støvede sofa, og de iturevne gardiner. Det kunne ikke passe. Det var jo bare et mareridt. Søren kiggede på mig med det klammeste smil. Det var et ondt smil. Lidt som min fars.  Han kom nærmere og nærmere. Hans smil blev ondere og ondere. Jeg var som forstenet. Jeg var bange, skrækslagen. Hvad ville han? Hvad skulle der ske med mig? Han tog hånden for min mund. ”Du skal ikke være bange, min pige”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...