Barndommens dårlige minder

Aisha på 18 år mistede sine forældre i krigen i Libyen, hun er nu helt alene i et fremmed land .

0Likes
0Kommentarer
365Visninger
AA

1. Barndommens dårlige minder

Barndommens dårlige minder glemmes aldrig

 

 

Jeg er 18 år gammel og hedder Aicha jeg er et adaptiv barn, hvilket man vidst godt kan kalde det. Jeg bor nu i Danmark men for 10 år siden boede jeg i Libyen. Libyen er min hjemby, det er der jeg føler jeg høre til det var også der, jeg mistede jeg min familie. I perioden hvor der var krig.

Jeg kan huske bomberne faldt fra himlen, og tusindvis af uskyldige børn, kvinder og mænd blive dræbt. Jeg kan tydeligt huske første gang jeg gik ud på gaden, hvor der lå bunkevis af døde og udenfor byen lå de i en massegrav. Alt det var blevet en hverdag for os, en hverdag der slå folk ihjel. folk frygtede hvert eneste øjeblik af dagen man vidste aldrig hvornår den næste bombe bliv kastede, og hvem der døde næste gang og om enes venner eller familie stadig væk levede. Man levede i en frygt fra hvad der ville ske. Tusindvis af mennesker var allerede flygtet til et andet land, hvor de ville forsøge at få en ny fremtid med succes og tryghed, et sted hvor man ikke skulle leve i frygt fra om man ville dø eller ej. Men det var svært at gøre i en fremmed kultur og et land som man slet ikke havde nogen kendskab til, man bliv ofte mødt af asylansøgning og arbejdsløshed, fattigdom og i mange tilfælde grimme ord.

Da jeg var 8 år gammel blev vores hus stormet af en flok soldater det var der jeg mistede min familie det skete imens vi sad og spiste morgenmad, de kom bare brasende ind. Min mor to fat i mig og gemte mig inde i et klædeskab for at de ikke skulle få fat i mig, jeg kunne ikke se noget men jeg kunne høre skud jeg var bange for at det var mine forældre de havde skudt. Tårerne rente ned af kinderne og jeg begyndte at ryste jeg var bange, jeg begyndte endda at tisse i bukserne. Jeg fik lige øje på et lille hul hvor jeg kunne se nogle soldater trækker mine to brødre med sig. De græd og gjorde modstand, jeg kunne bare ikke klare det. Der blev helt stille jeg turde ikke gå ud fra klædeskabet jeg var bange for at den næste de vil tage vil blive mig, så først ca. et eller to døgn efter gik jeg ud fra skabet. Der så jeg min far ligge på gulvet fyldt med blod, og min mor kunne jeg ikke finde nogen steder hun var flygtede, men hvorfor tog hun ikke mig med jeg bliv sur, nu står jeg bare her hel selv min mor er flygtet og min far er død min to brødre dem har soldaterne taget jeg gik hen til min far og der sad jeg bare grædende og kiggede på ham. Kunne bare ikke fatte det som var sket, at det lige var far. Det var naboerne der fandt mig grædende henne ved min far der lå på gulvet.

De tog mig med på flugten hen til et andet land, som så var Danmark, jeg sad i en af de traktor vogne der transporterede flygtninge ud fra landet, naboerne tog mig med hen til det fremmede land hvor vi så måtte skilles. Der stod jeg helt alene og vidste ikke hvor jeg var henne, alle de andre fra traktorvognen var der ikke mine naboer var der heller jeg begyndte at blive bekymret. Jeg var bange for mødet med det nye land og den fremmede kultur, som var DANMARK. En ældre dame kom hen til mig hun havde lyst hår og vare meget høj hun lignede ikke en fra Libyen hun så fuldstændig anderledes ud, jeg havde aldrig set hende før hun tog fat i min hånd og spurgte mig om jeg var en af de flygtninge som kom fra Libyen, jeg var ikke helt klar over hvad det var hun sagde men jeg svarede bare ja bare for at være høflig. Så tog hun mig med hen til et center ,tror jeg nok det var. Der stod vi i en lang kø, jeg kiggede mig omkring men jeg kunne ikke se noget, det eneste jeg kunne se var gule vægge så nu blev det vores tur da det blev vores tur var der en mand der spurgte mig hvad jeg hed og var gammel jeg var og hvornår jeg havde fødselsdag han sagde det på engelsk, så jeg forstod godt hvad han sagde jeg forstod godt en lille smule ellers var det med håndtegn. Jeg sagde jeg hed Aicha og var 8 år gammel men jeg kunne ikke huske hvornår jeg havde fødselsdag, så han skrev datoen på den dag jeg kom til Danmark og det var så den dag jeg havde fødselsdag efter han havde fået skrevet alt ned tog den ældre dame fat i min hånd og tog mig med hjem til hende hun sagde at jeg var kommet til et land ved navn Danmark og dem der boede i Danmark hed dansker, jeg havde aldrig hørt om landet Danmark det var meget fremmed for mig, nu var det den ældre dame der skulle passe mig.

Jeg har nu ti år boet sammen med den ældre dame ved navn Astrid, det var hende der lærte mig at tale dansk. Efter jeg havde været i Danmark i 2 måneder begyndte jeg i skole . Det var Astrid der kørte mig til og fra skole, jeg gik på en skole ved navn Sønderbjerg skolen, det var en stor skole men meget anderledes børnene gik ikke i skole uniformere og det var ikke alle der havde deres hår sat op, sådan var det ikke Libyen i Libyen skulle alle have skole uniformer på, og vis man ikke havde det på skulle man tag hjem og hente det og så komme tilbage igen.  Jeg startede i 0 klasse selvom jeg skulle have gået i 1. De synes at det var bedst for mig at starte i 0 klasse, den første dag jeg kom over på skolen kan jeg huske at jeg var meget nervøs, jeg kunne ikke det danske sprog særlig godt jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kommunikere med de andre så jeg brugte tegnsprog, de andre fra klassen havde fint tøj og pigerne havde langt og lyst hår. Det var helt anderledes i forhold til Libyen i Libyen havde man skole uniformere og det var ikke alle der havde råd til at gå med sko. I slutningen af 6 klasse var det ikke som det plejede at være jeg var ikke ligesom de andre fra klassen. Der var en dag hvor der var nogle drenge fra parallelklassen der sagde at jeg ikke hørte til her og skulle skride tilbage til mit eget land jeg bliv kaldt for perker selvom jeg ikke var det, jeg tænkte over det han sagde til mig og først der lagde jeg mærke til at jeg ikke passede ind i det danske samfund jeg var anderledes jeg blev kaldt for indvandrer og ikke mindst grimme ord. Jeg havde lyst til at fortælle dem hvorfor det var at jeg kom til Danmark og ikke bare bliv boende i Libyen men det turde jeg ikke de andre fra klassen ved ikke at jeg ikke har min familie her i Danmark. Jeg var ligeglad med hvad de andre syntes om mig, bare Astrid stadig væk godt kunne lig mig som den person som jeg var, og det er jeg sikker på at hun kan. Nu går jeg på gymnasiet i Aalborg, det er mit andet år og det går rigtig godt jeg synes ikke at man kan se det på mit fagligt eller mundtligt niveau at jeg ikke kommer fra Danmark, uden Astrid vil jeg måske slet ikke gå på gymnasiet eller i skole, jeg vil bare have levet på gaden og af det affald andre folk smider på vejen, eller måske slet ikke have levet lige nu , så man kan vist godt sige at hun er min helt, min helt egen helt.

Efter gymnasiet regner jeg med at holde pause i et år og tjene nogle penge og så vil jeg læse til jordemor eller et eller andet der har med børn at gøre. Jeg vil hvert fald hjælpe de indvandrerbørn som har det dårligt og føler de passer ind her. De skal have lov til at være børn for det er jo kun 1 gang i hele enes liv at man får lov til at være barn, det føler jeg ikke jeg fik lov til for som 8 årige havde jeg allerede oplevet en hel masse som en 8 årige ikke burde have været igennem. I fremtiden regner jeg med at jeg for en uddannelse. Når jeg er færdig med min uddannelse, vil jeg også hjælpe de børn som har mistede deres forældre på en eller anden måde, og efter vil jeg finde kærligheden i mit liv som jeg så gifter mig med. Men vi skal stadig bo her i Danmark jeg skal selvfølgelig også have børn her. Det skal bare ikke være en fra Libyen der har jeg alt for mange dårlige minder fra. Jeg føler selv at jeg har integreret mig i det dansk samfund og jeg føler mig lidt som en dansker nu selvom jeg er første generations indvandrer og mine børn vil blive anden generations indvandrer og hvad så med mine børns børn de vil så blive 3 generation indvandrer og være fuldstændig dansker fordi deres forældre er opvokset i Danmark og det er de også selv er det. De fleste spørge mig altid om hvorfor jeg ikke tag der ned, bare for at se hvordan det ser ud der nede nu, men der tør jeg simpelthen ikke. Selvom jeg godt ved at jeg bliver nød til det på et eller andet tidspunkt. Der er bare ikke noget at gøre lige meget hvad, vil der altid være et hul i mit hjerte til den dag jeg dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...