Dilemmaet

En pakistansk familie tvinger en 15 årig pige til at gifte sig med en 34 årig. Pigen er gravid og har en kæreste. Hun står i et stort dilemma og skal vælge imellem sin forældres valg eller sit eget valg.

0Likes
0Kommentarer
315Visninger

1. Dilemmaet

Dilemmaet Regnen væltede ned på jorden fra morgen til aften. Som sædvanlig sad jeg inde i stuen, og tegnede på vores gamle bord. Mine forældre var ude ved nogle venner for at snakke om noget vigtig. Vi havde levet i Pakistan i hele vores liv, men det havde været hårdt igennem tiderne. Min far og mig arbejdede hos en bager, som var to forskellige, og min mor var arbejdsløs. Hun havde også rygskade. Vi havde svært ved at leve af min og min fars indkomst, da det var meget lavt. Tit når vi manglede penge lånte vi af familien eller venner. Skole det var vigtig men var for dyrt, og det havde vi ikke råd til. Jeg nåede at falde i søvn, inden de kom hjem. Jeg kunne hører min mor og far nævne mit navn flere gange, mens de snakkede sammen i stuen, alt andet fik jeg ikke fat i. Næste dag da jeg vågnede var alt som det plejede. Væggene var hvid/gule og gulvet var koldt og brunt.  Min mor var i gang med at rydde op, og min far var taget på arbejde. ”Jeg går på arbejde”, sagde jeg, og smækkede døren. Jeg havde aftalt med min kæreste og mødes med ham ved caféen. Ingen af mine forældre vidste, at jeg havde en kæreste. Muslimer måtte ikke have kærester, de skulle giftes med en som forældrene havde fundet. Han var 16 år lige som mig og han boede også i en fattig familie. Vi havde kendt hinanden siden vi var små. Vi snakkede tit om vores fremtid, men nogle gange tænkte jeg over, om vi overhovedet fik en fremtid sammen. Da jeg kom hjem sad mine forældre i stuen, og ventede på mig. ”Vi skylder min arbejdsgiver ca. 85.000kr og det kan vi simpelthen ikke give tilbage. Han gav mig et tilbud, hvis du gifter dig med hans søn som er arkitekt og bor i Danmark, giver han os 85.000kr i stedet for at vi skal give ham det”, sagde min far. Jeg fik et chok, at min far kunne finde på at bytte mig ud for penge. Min far havde altid holdt meget af mig endda mere end min mor. ”Så håber jeg da, at i havde sagt at i ville spørge mig først”, sagde jeg. ”Vi havde ikke et valg vi blev nødt til at sige ja til det”, sagde min mor. Inderst inde følte jeg mig tvunget, Jeg ville gerne have at mine forældre skulle leve i fred, men ikke med den betingelse. I muslimernes kultur skulle man høre efter sine forældre, og det blev man nødt til, ellers blev man slået. Jeg diskuterede meget med dem over det, men de holdt fast i, at jeg skulle giftes med ham. Der var ingen udover mine forældre, jeg kendte der blev gift på en tidlig alder. 15 år ville jeg sige at det var stadig et barn. Jeg smækkede hårdt døren og gik hen til min nabo, men endelig havde jeg lyst til at bare stikke af. Mine forældre vidste godt, hvis jeg ikke fortalte hvor jeg skulle hen var det altid min nabo. En af min rigtig gode veninder var min nabo, hende var jeg tit hos. Jeg fortalte hende det hele og det tog ikke mindre end 1min. ”Godt det ikke er mig”, sagde hun. Hun syntes ikke det var fair at man bare byttede sin datter ud for penge. ”Jeg syntes du skal stikke af”, sagde hun. Jeg sad og tænkte over det, men kunne ikke blive enig med mig selv. Man kunne høre hvis en nål fald på jorden, så stille var det. ”Du skal giftes allerede i morgen tidlig”, sagde min mor. Det største problem var, at jeg ikke turde fortælle, at jeg var gravid. De ville helt sikkert slå mig ihjel på stedet. Min far sad hed stille og kiggede i en avis. Jeg gav dem et dræberblik og gik ind og sov. Jeg blev vækket tidlig om morgenen og blev klædt i noget fint tøj. Ham jeg skulle giftes med, var kommet til Pakistan, for efter vi blev gift, skulle vi rejse til Danmark. Jeg vidste ikke hvad Danmark var, om det var en ø, land, by eller hvad ved jeg. Jeg havde ikke en chance for at stikke af. Jeg blev vogtet af min mor indtil jeg blev gift med ham. Jeg havde lyst til at dø end og leve i et tvangsægteskab. Jeg var lige ved at besvime da jeg så min kommende mand. ”Hvor gammel er han, mor?, spurgte jeg”. ”Øhh… Han er øh 34 år”, sagde hun, med en fortvivlet stemme. Der blev mit hjerte lige knust. Jeg fik tåre i øjnene men holdt det inde. Jeg skulle giftes med en der kunne være far til mig. Til brylluppet blev min kæreste inviteret med hans forældre, hans forældre og mine forældre kendte godt hinanden, men det var kun forældrene der kom. Gæsterne hviskede til hinanden, og det var nok det med aldersforskellen. Jeg kunne ikke forstille mig og ham bo hel alene. Alt endte som det skulle, for de andre, men ikke mig. Flyet stod klar til at flyve. Jeg var ved at dø da jeg sad ved siden af ham. Han stank som en gris eller værre. Jeg havde ikke sagt et ord, siden jeg spurgte min mor med hvor gammel han var. Han var næsten skaldet, havde meget skæg og han var meget høj. Han var ikke lige min type. Vi blev hentet af en taxa og blev sat af ved en lejlighed. Lejligheden var meget lille men meget nyere end huse i Pakistan. Mange mennesker kiggede mærkeligt på mig, mens andre lod som ingenting. Jeg var meget pinlig over mit tøj. Sofaen var så blød at jeg kunne komme op fra den. Han tog på arbejde lige efter han havde købt noget mad til mig. Jeg undrede mig over hans tøj. Det lignede overhovedet noget tøj som en arkitekt ville have på. ”Hvad arbejder du som?, røg det ud af munden på mig. ”Jeg er rengørings mand”, sagde han. Der blev jeg også snydt. Jeg fik at vide at han var arkitekt, ikke rengørings mand. Jeg hadede mine forældre, de kunne simpelthen ikke være det bekendt. Min mave begyndte og rumle. Min mave var vokset, man kunne snart se at jeg var gravid. Der var ingen der vidste at jeg var gravid ud over mig og min ”gamle” kæreste. Jeg savnede det gamle hus og mine venner eller i det hele taget bare Pakistan. Jeg turde ikke gå på gaden, for jeg kunne ikke sproget. Han kom ca. 5-6 timer efter og gik direkte ind og sov. Jeg sad hele tiden og tænke over det min veninde sagde før jeg tog af sted. Hun havde fortalt mig engang, at en af hendes kusiner boede i Danmark, men i hvilken by kunne jeg ikke helt huske. Jeg fandt et stykke papir i min taske og begyndte at skrive sådan som jeg troede byens navn staves. Der var sådan cirka 5 forskellige navne men det udtales på samme måde. Jeg fandt nogle danske kroner i min mands jakkelomme som jeg tog. Inden jeg gik ud skiftede jeg lige tøj. Jeg gik ud for at finde en bus. De små mønter jeg havde, var ikke nok til at køre med taxaen. Lige foran lejligheden var der heldigvis et busstoppested.  Da jeg viste papiret, vidste han ikke, hvad han skulle med det. Jeg fortalte så godt jeg kunne på engelsk at en af de byer staves rigtig og der skulle han køre mig hen. Det tog ca. 2-3 timer at køre hen til den by. Jeg blev sat af ved et busstoppested.  Solen skinnede lige ind i øjnene. Der var næsten ingen mennesker på gaden. Jeg gik hen til kvinde der stod uden for kiosk. ”Near here live one muslim woman?, spurgte jeg kvinden. Kvinden forstod det ikke først, hun rynkede på panden og pegede på et gult hus som lå ca. 500 m væk. Jeg bankede længe på, men der var ingen der åbnede. Huset var meget nyt. Jeg sad på trappen og ventede indtil der kom nogen hjem. Lidt senere kørte en bil ind i garagen. En muslimsk dame kom ud og så underlig på mig. ”Hvem er du?”, spurgte hun. Jeg fortalte det hele til hende og hun bød mig ind i huset. Det var søreme hurtigt jeg fandt hende. Lige efter jeg havde fortalt hende det hele plus det med jeg var gravid sagde jeg, ”Jeg ville ikke tilbage til Pakistan”. Hun sad lidt og tænkte over hvad vi kunne gøre. ”Du må gerne bo her med mig, men du skal have opholdstilladelse og det er lidt svært og det kommer til at tage tid, da du kun er 15 år”, sagde hun. Jeg fik et rum for mig selv. Jeg havde aldrig nogensinde forstillet mig at jeg ville komme til at bo her. Jeg pakkede mine ting ud og lagde det pænt ind i skabet. ”Jeg ved faktisk ikke om du må beholde barnet efter fødselen da du kun er 15 år”, sagde hun. Hun stod og ventede på at jeg ville svare hende, men hun fik ikke et svar fra mig. Lidt senere bankede det på døren. Nu skulle jeg bare være ligeglad for nu kunne min mand ikke finde mig regnede jeg med. En mandlig stemme kom nærmere hen til mig. Da han stod ved døråbningen besvimede jeg. Stilheden vækkede mig. Jeg sad lige pludselig i hans lejlighed. Han stod i køkkenet og lavede mad. Han lagde mærke til da jeg vågnede og kom hen og sat ved siden af mig. ”Du kommer ikke til at gå nogen steder hen uden mig”, sagde han med en hviskende stemme. ”Det var lidt dumt af dig, og gå hen til min kusine, sagde han.  Der gik det op for mig at hun også var hans kusine. Jeg rykkede 2 pladser til højre, da jeg kunne mærke hans lår røre mine. Han så lidt underlig på mig, men sagde ingen ting. Jeg lagde mærke til låsen på døren. Den kunne man kun åbne hvis man havde nøglen, før var det ligesom en almindelig lås. Jeg sad med lukkede øjne i længe. Det eneste sted jeg ville have fred, ville være når jeg døde. Det var som om og sidde i et fængsel eller værre. Jeg åbnede skabene, for at se om der var noget ræb eller lignende. Det så ikke ud til at der var noget. Heldigvis fandt jeg en flaske Panodil som var næsten fyldt op. Jeg tog ca. 15-20 stykker og lagde dem ved siden af et glas vand. Panodil var nu det eneste der kunne gøre at jeg dødel. De 15-20 stykker panodiler blev slugt på få sekunder. Jeg blev hel svimmel og faldt om på stedet…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...